Myter om efterløn holder ikke

Af
Illustration: Rasmus Meisler
| @IHoumark

Den typiske efterlønner er hverken en golfspillende tandlæge eller en nedslidt sosu-assistent. I en ny undersøgelse angiver kun hver femte efterlønner, at han eller hun føler sig helt frisk – men samtidig siger knap halvdelen, at de ville kunne varetage et deltidsjob eller mere. Flertallet af efterlønnerne er med på at ændre ordningen.

OPGØR MED FORDOMME Det var efterlønnen, der reddede 62-årige Johanna Poulsen. Efter at have været på arbejdsmarkedet siden hun var 14 år – primært med rengøring og kantinearbejde – fik hun konstateret Sjögrens syndrom, der er en form for leddegigt. Sygdommen angreb Johanna Poulsens immunforsvar, og den føltes som en betændelse i kroppen. Hun var træt og uoplagt, og kunne ikke klare at arbejde længere. Efter at have været i fem forskellige fleksjob, gav hun i 2008 op og gik på efterløn.

»Det er godt, jeg er på efterløn. Ellers stod jeg uden penge. Alternativt skulle jeg have været erklæret invalid, og det er svært at blive i dag,« siger hun.

61-årige Poul Henning Rasmussen står i en helt anden situation. Rask og rørig og kunne, med egne ord, sagtens arbejde mere end 40 timer om ugen – hvis han ikke var på efterløn. Poul Henning Rasmussen forlod arbejdsmarkedet i forbindelse med en omstrukturering i november sidste år. Da havde han været ansat i Danske Bank i 43 år.

»Det er dejligt at slå øjnene op om morgenen og så have fyraften. Nu kan jeg bruge min tid på alt det, jeg gerne vil: Familien, gå i haven, spille golf, gå på jagt eller slægtsforske,« siger han.

Johanna Poulsen og Poul Henning Rasmussen beviser, at de 140.000 danskere, der er på tidens mest omdiskuterede overførselsindkomst er så forskellige som sommer og vinter.

Fra de syge og uarbejdsdygtige til de, der har et godt helbred og vil nyde deres otium.

En undersøgelse, Analyse Danmark har foretaget blandt 522 nuværende efterlønnere for Ugebrevet A4, dokumenterer, at kun hver femte efterlønner føler sig decideret frisk. Stort set alle øvrige angiver, at de er nedslidte i større eller mindre grad.

Omvendt oplyser langt størstedelen af efterlønnerne også, at de godt ville kunne arbejde, hvis der ikke var en efterlønsordning:

• Hver fjerde ville kunne arbejde mellem 11 og 20 timer om ugen.

• Hver femte ville kunne arbejde mellem 21 og 30 timer om ugen.

• Hver femte ville kunne arbejde mellem 30 og 40 timer om ugen.

• 3,4 procent ville kunne arbejde mere end 40 timer om ugen.

• 11 procent kan slet ikke arbejde. Og 15 procent kan arbejde op til 10 timer.

For populær

Arbejdsmarkedskommissionen anbefalede sidste år at fjerne efterlønnen senest i 2021, hvilket ifølge kommissionen ville spare statskassen for 18 milliarder kroner årligt. Beregninger viste, at 40 procent af alle 60 til 64-årige danskere i 2008 var på efterløn.

»Efterlønsmodtagere er den gruppe af overførselsmodtagere, som bedst vil kunne undvære deres overførselsindkomster,« skrev Arbejdsmarkedskommissionen ligeud.

Kommissionen anslog, at en afskaffelse af efterlønnen ville tilføre arbejdsmarkedet 100.000 personer på længere sigt. Endvidere fandt den frem til, at en efterlønner i gennemsnit via sit efterlønskontingent kun betaler godt en femtedel – 21,1 procent – af sin egen efterløn. Resten betales af skatteyderne. Eller som kommissionen skrev:

»En lang række analyser peger på, at efterlønsordningen ikke i særlig grad bruges af personer med et ringe helbred. Arbejdsmarkedskommissionen finder ikke, at der er gode argumenter for at bruge skattekroner på at støtte frivillig, førtidig tilbagetrækning.«

Formuleringen om, at efterlønnen »ikke i særlig grad bruges af personer med et ringe helbred« står i kontrast til Ugebrevet A4’s undersøgelse. Heri angiver 53 procent af de adspurgte – altså cirka hver anden – at være nedslidt ’i nogen grad’ eller ’i høj grad’. Nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at folk på efterløn lever knap to år kortere end andre, og at 60-årige efterlønnere går 14 procent mere til egen læge end 60-årige, der er i job. Desuden er efterlønneres forbrug af medicin som antidepressiver højere end hos jævnaldrende i job.

Men hvorfor vælger nogle at gå på efterløn? Reelt kan man nemlig kun få højst 190.000 kroner om året i efterløn, hvilket næppe kan betegnes som en fyrstelig gage. 29 procent angiver i Ugebrevet A4’s undersøgelse, at de ønskede en ’aktiv tredje alder’. En efterlønner skriver:

»Som forstander på efterskole ønskede jeg, at mit sidste arbejdsår skulle være med samme energi som mit første – jeg valgte at holde, før energien slap op.«

30 procent angiver ’andre årsager’ til at gå på efterløn og peger på, at de blev fyret, ’offer’ for en omstrukturering på arbejdspladsen, gik på efterløn på grund af sygdom eller mobning – eller simpelthen følte sig tilovers:

»Søgte 213 stillinger, men da jeg var 61 år, ville ingen have mig. Derfor efterløn,« skriver en.

28 procent angiver, at de ’kunne ikke længere klare jobbet på grund af svigtende helbred eller nedslidning’. Den situation kender Michael Hullevad efter 30 år som maskinfører på en emballagefabrik i Horsens.

I 2008 opgav han at arbejde, fordi han fik rygsmerter. Det betyder nu, at han af og til må stå op om natten, fordi han ikke kan sove på grund af uro i kroppen. Sidder han for længe, trækker det i lænden og den nedre del af ryggen. Halvandet år før han gik på efterløn, blev han sygemeldt og kom aldrig tilbage igen. Michael Hullevads indkomst gik fra knap 400.000 kroner ned til 184.000 kroner årligt. Han mener selv, at arbejdsgiveren konsekvent brød arbejdsmiljøreglerne, hvilket kostede ham hans ryg.

»Efterlønnen er et plaster på såret, som man selv betaler en pæn del af. Jeg ville hellere have, at man tog fat i arbejdsgiveren og krævede erstatning af dem eller deres forsikringsselskab, fordi de har smadret ens ryg,« siger han – den nuance høres sjældent i debatten om efterløn, mener han.

Asocialt

På Christiansborg har især Liberal Alliance, de konservative og de radikale talt for at begrænse eller afskaffe efterlønnen, men for Anders Samuelsen, formand for Liberal Alliance, ændrer det ikke noget, at mange efterlønnere er syge eller slidt ned.

»Det, vi ved, er, at 15 procent af efterlønnerne har et helbredsproblem, og dem skal vi selvfølgelig tage hånd om. Men det betyder, at 85 procent ikke har – og så giver det ikke mening at have en efterløn,« siger Anders Samuelsen på trods af tallene for efterlønnere med skrantende helbred i Ugebrevet A4’s undersøgelse.

»Jeg kan godt forstå, at nogle føler, de bliver reddet af efterlønnen, hvis de ikke kan få førtidspension i dag. Men det er ikke et argument for at redde efterlønnen. Det er et argument for at reformere førtidspensionen,« siger han.

»På et tidspunkt havde staten 50 milliarder kroner i overskud, og så kunne man sige: Nå ja, så var der måske råd til efterlønnen. Men nu har vi 100 milliarder i underskud, og kommunerne skal spare. Så bliver man nødt til at være skarp og sige, det er sådan her, det er. Man kan ikke tillade sig at gå på efterløn, hvis man kan arbejde. Så kan du sige: Jamen, jeg har godt nok ret til den. Det kan godt være, du har ret til det, men du bør ikke tage den ordning. Det er ikke penge, der falder ned fra himlen. Det er penge, du tager fra enten din nabo eller de handicappede. Det er et spørgsmål om solidaritet. Efterlønnen er asocial,« siger Anders Samuelsen.

Socialdemokraternes næstformand, Nick Hækkerup, er helt modsat. Han vil ikke fjerne efterlønnen, på trods af, at en stor del af efterlønnerne kan arbejde.

»Hvis man afskaffede efterlønnen, ville der ikke være de store milliarder at spare, fordi mange så skulle have en alternativ offentlig ydelse helt eller delvis. Til gengæld bekræfter det her også det, vi har sagt: At der skal være en fleksibel gevinst ved at arbejde ved siden af efterlønnen. Ikke en pisk, men en gulerod,« siger han.

»Vi foreslår, at man får lov til at tjene 60.000 kroner om året, hvor man ikke bliver trukket i efterlønnen. Vi er indstillet på at se på forskellige muligheder for at holde de ældre på arbejdsmarkedet. Så man ikke er enten helt inde eller helt ude af arbejdsmarkedet,« siger Nick Hækkerup og fortsætter:

»Men man må sige helt grundlæggende, at undersøgelsen bekræfter, at billedet af den golfspillende tandlæge på efterløn ikke holder,« siger han, der slet ikke tror, staten får en større gevinst ved at aflive ordningen.

Han påpeger, at folk med arbejdsmarkedspensioner skæres i efterlønnen – i konkrete tilfælde får visse efterlønnere eksempelvis kun udbetalt 700 kroner om måneden efter skat. Den type pensioner har de rigeste og de ’friskeste’ efterlønnere typisk, så hvis staten fjernede efterlønnen, ville de, der kan arbejde ikke blive ramt så hårdt som de, der virkelig er nedslidte. I Ugebrevet A4’s undersøgelse angiver knap 30 procent af efterlønnerne da også, at de har en indtægt mellem 200.000 og 300.000 kroner i dag, hvilket er over efterlønsgrænsen.

Pjat ikke at ændre

Efterlønnerne i undersøgelsen angiver, at hovedparten af dem stemmer på Venstre, Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti – partier som groft sagt ikke vil tale efterløn i den økonomiske debat. Paradoksalt nok har selvsamme efterlønnerne forståelse for, at det kan være nødvendigt at ændre i ordningen.

Mere end halvdelen – 56 procent – erklærer sig eksempelvis ’helt enig’ eller ’delvist enig’ i, at det er en god ide at målrette efterlønnen til mennesker, der er ’nedslidte’.

Rygskadede Michael Hullevad siger:

»Man er nødt til – hvis man absolut vil afskaffe efterlønnen – at give nedslidte erstatning. Ordningen er jo indført for at være en gang ’delen i porten’, hvor man siger til de, der er slidt ned, at de kan komme på efterløn, som de selv har været med til at betale til.«

Også den friske efterlønner Poul Henning Rasmussen kan til nød acceptere en ændring i efterlønnen.

»Jeg vil helst bevare efterlønnen i den nuværende form, men eksempelvis kan man overveje at sætte kontingentet til efterlønsordningen op,« siger han.

Johanna Poulsen stemmer på Socialdemokraterne, og det ville hun også gøre, selv om partiet pludselig forringede efterlønnen.

»Jeg synes, efterlønnen er nødvendig for mennesker, der har arbejdet hårdt – håndværkere og jord-og-betonarbejdere. De er udslidt, når de nærmer sig 60 år. Men for de, der har siddet på kontor hele deres liv, synes jeg faktisk ikke, den er så nødvendig. Så burde man kunne klare de sidste tre år, til man bliver 65 år. Så man kan sagtens ændre efterlønnen. Det er noget pjat, at politikerne ikke vil ændre den. Alting bliver lavet om, så hvorfor ikke ændre den ordning også,« siger hun.

Juster nu

Ifølge to eksperter beviser efterlønnerne i Ugebrevet A4’s undersøgelse, at ordningen bør justeres. Formanden for regeringens arbejdsmarkedskommission og direktør i SFI – det nationale forskningscenter for velfærd, Jørgen Søndergaard, anbefaler stadig, at efterlønnen fjernes inden for de næste 10 år. I stedet bør det gøres nemmere for nedslidte efterlønnere at få førtidspension.

»Jeg synes, man kan overveje, om de ret skrappe krav, der er i førtidspensionslovgivningen til arbejdsprøvning, skal være mildere for folk, der er tæt på pensionsalderen,« siger Jørgen Søndergaard.

Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, vil ikke fjerne efterlønnen. Alt for mange ville bare ende i en anden offentlig kasse. Han påpeger desuden, at der sker drastiske ændringer, når efterlønsalderen i år 2022 forhøjes til 62 år. Derefter vil den stige yderligere i takt med, at vi alle bliver ældre og ældre, eksempelvis vil en nyfødt i 2010 først kunne blive folkepensionist som 73-årig, og efterlønsalderen følger samme mønster. Det skal i stedet være mere attraktivt for efterlønnerne at arbejde på efterløn, mener Lars Andersen.

Som det er nu, optjener en efterlønner en skattefri-præmie på 140.000 kroner, hvis de i stedet for efterløn arbejder, hvad der svarer til at arbejde i to år. Men ’skattechecken’ udbetales først, når personen er fyldt 64 eller 65 år. Det bør ændres.

»Hvis du udbetalte skattepræmien, når du havde arbejdet enten et kvartal, en måned eller andet, ville folk også kunne se, at de får mere ud af at arbejde, end de umiddelbart tror,« siger Lars Andersen.