Myten om de kolde nordboere er falsk

Af

Danskerne er ikke et koldt og asocialt folk, som helst holder sine følelser for sig selv. Faktisk er de mere sociale og har flere tætte personlige relationer end den gennemsnitlige europæer, slår en ny undersøgelse fast.

NETVÆRK Billedet af danskerne som de kolde nordeuropæere, der har overladt nærværet og omsorgen for deres nærmeste til velfærdsstaten, er en myte uden hold i virkeligheden. Faktisk er de mindst lige så tæt på familie og venner som sydeuropæere, der ellers igen og igen er blevet portrætteret som de varmblodede og omsorgsfulde familiemennesker, der aldrig ville overlade deres nærmestes velbefindende til statens kolde sys­temer.

Det overraskende resultat fremgår af bogen ”Nordic Social Attitudes in a European Perspective”. Til baggrund for bogen har seniorforsker Torben Fridberg fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – kigget nærmere på et omfattende datamateriale fra European Social Surveys, der hvert andet år tager temperaturen på europæernes adfærd og holdninger til alt fra miljø og sundhed til familierelationer.

»Historien går, at vi er nogle tilknappede og følelseskolde nordboere, der er svære at komme i kontakt med. Men det holder simpelthen ikke. Mine undersøgelser viser, at vi er mere sociale end den gennemsnitlige europæer,« siger Torben Fridberg.

Torben Fridberg baserer sine konklusioner på en lang række spørgsmål, hvoraf de to mest centrale er, hvor tit man mødes privat med venner, kolleger og familie, som man ikke bor sammen med, og hvorvidt man har nogle at tale med om personlige og intime ting.

Af de adspurgte danskere i European Social Surveys 2006-måling er 74 procent på besøg eller ude at drikke kaffe sammen med venner, familie eller kolleger mindst én gang om ugen. Det er væsentligt over gennemsnittet for alle EU-lande, der ligger på 64 procent.

I bunden af skalaen finder man mange østeuropæiske lande. Men Cypern, der i kraft af sin sydlige placering i Europa formodes at være et land med en meget social og udadvendt profil, er også langt nede på listen. Blot 45 procent af cyprioterne plejer social omgang med familie, venner eller kolleger hver uge.

Tilsyneladende har danskerne heller ikke de store problemer, med at finde nogle, at dele deres personlige og intime problemer med. 93 procent af danskerne har en skulder at græde ud ved, hvilket er et par procentpoint over gennemsnittet i de lande, der indgår i undersøgelsen.

Alt i alt synes danskere at være mindst lige så sociale og åbenhjertige som sine europæiske brødre i syd, mener Torben Fridberg.

»Det passer altså ikke, at vi er nogle stivstikkere, som helst bare vil holde os for os selv,« slår han fast.

svært at ændre National identitet

At danskerne alligevel ofte portrætteres som nogle kolde nordboere kan ifølge Torben Fridberg hænge sammen med, at meget af det sociale liv foregår uden for det offentlige rum. Hvor livet i mange sydeuropæiske lande leves på gader og pladser, foregår det i Danmark i hjemmets trygge arne.

Direktør i rådgivningsfirmaet Deixis Sabine Berhmann, der flyttede til Danmark i 1980 og i de seneste mange år har rådgivet udenlandske nytilflyttere, mener, at det i langt højere grad handler om danskernes kultur og væremåde.

»Der er ingen tvivl om, at danskerne af udlændinge opfattes som kolde og svære at komme i kontakt med. Men det er selvfølgelig ikke det samme, som at de ikke kan være varme, åbenhjertige og nære venner. De er det bare primært indbyrdes,« siger hun og tilføjer:

»Danskerne har det med at slutte en kreds og vende ryggen mod det derude. Det er ikke en fejl. Sådan er det bare.«

Sagt på en anden måde kan det godt være, at danskerne er lige så varmblodede som sine europæiske brødre sydpå, men udlændinge oplever det bare aldrig.

Samtidig er det et faktum, at det kan være umådeligt svært at ændre ved billedet af et folk og en nation, hvis det først er etableret, fortæller lektor og forsker i nationale identiteter Birgit Stöber fra Handelshøjskolen i København

»Stereotyperne hænger ved,« siger hun.

Historisk har det været beretninger i aviser og bøger, der har formet et lands identitet, men i dag kan det være svært at udpege dominerende kilder. Det er derfor også vanskeligt at give et ædrueligt svar på, hvordan et lands identitet og omdømme kan forandres, fortæller Birgit Stöber.

Feterede københavnere

Spørgsmålet er selvfølgelig også, om Danmark overhovedet behøver at gøre op med deres selvopfattelse eller andres oplevelse af dem.

Ifølge Anéh Hajdu, kommunikationschef i Wonderful Copenhagen, der er hovedstadens officielle event-, kongres- og turismeorganisation, har udlandet i forvejen et ganske udmærket indtryk af københavnerne.

Som bevis for danskernes gode ry og rygte fremhæver hun, at det velansete og dagsordenssættende tidsskrift Monocle tidligere i år kårede København til verdens bedste by at leve i. En af årsagerne var københavnerne.

»Tidligere var det vores brosten, havfruen og historien, der blev fremhævet. Men i stigende grad er vi brandet. Det er den moderne livsstil og den måde, som vi har indrettet os på, som mange finder interessant,« siger Anéh Hajdu.

I erkendelse heraf sætter Wonderful Copenhagens seneste kampagne også spot på københavnerne. »Anyone can be a copenhagener« lyder sloganet.

»Når man kommer og ser, hvordan vi kan amme vores børn på cafeer og være halvnøgne i byens parker, så giver det en fornemmelse af, at det er rart og trygt at være her,« siger Anéh Hajdu.

Imidlertid er det ikke alle, der har den opfattelse. Efter at København var blevet kåret til verdens bedste by at leve i, var der en heftig debat på mange avisers hjemmesider om rigtigheden af hovedstadens fornemme placering.

På hjemmesiden for den mest læste engelske avis The Daily Telegraph fik København følgende bandbulle med på vejen af en ophidset debattør:

»København er et af de mest kedelige steder i verden, og danskerne er de mest uvenlige mennesker. Affald, møg, tungsind, racisme ... Det er København.«

Sabine Behrmann oplever også, at udlændinges syn på danskerne er alt andet end rosenrødt. Hun har mødt mange udlændinge i Danmark, der begræder, at de gentagne gange har åbnet deres hjem for deres danske kolleger uden nogensinde at have modtaget en invitation til at komme på besøg hos en af de indfødte.

Frustrationen var så udbredt, at Sabine Behrmann til sidst skrev »Danskerne – en brugermanual«, der i korte træk forsøger at forklare reglerne for socialt samvær i Danmark - blandt andet at danskerne har et andet syn på deres hjem end mange andre nationaliteter.

Til de frustrerede udlændinge lyder Sabine Behrmanns råd desuden, at de ikke skal gøre sig de store forhåbninger om pludselige og voldsomme ændringer i danskernes adfærd. Ligesom i mange andre lande er reglerne for det sociale samvær dybt forankret i hjernebarken hos de indfødte.

»Man skal se på samværet med danskerne, som man ser på samværet med farveblinde eller tonedøve. Der er visse ting, som man kan. Og der er visse ting, man ikke kan,« siger hun.