Myte at østeuropæere vil strømme til Danmark

Af Charlotte Antonsen, EU-ordfører for Venstre

Erfaringer fra tidligere udvidelser viser med al tydelighed, at borgerne fra nye medlemslande ikke valfarter til andre EU-lande. Så frygten er ubegrundet, og vi burde i stedet hilse de nye EU-borgere varmt velkommen.

Hvor må det dog være surt at være EU-modstander. Hele tiden skal man finde på nye skræmmebilleder og bringe myter til torvs i forsøg på at jage skræk i livet på danskerne.
Senest har vi set, hvordan Dansk Folkeparti ikke var sen til at springe på vognen og med kyshånd misbruge oplysninger fra Ugebrevet A4 om, at 150.000 polakker – ifølge en polsk meningsmåling – overvejer at rejse til Danmark i 2004, hvis Polen bliver medlem af EU.

Dansk Folkeparti vil fremsætte et forslag til folketingsbeslutning om, at Danmark skal indføre en syvårig overgangsperiode for arbejdskraftens frie bevægelighed efter østudvidelsen. Det forslag er skudt langt over mål og har da forhåbentligt heller ikke en jordisk chance for at blive vedtaget i Folketinget.

En ting er, at erfaringer fra tidligere udvidelser med al tydelighed viser, at borgerne fra nye medlemslande ikke valfarter til andre EU-lande. Et andet er, om den polske meningsmåling overhovedet kan bruges til noget som helst?

Da EU i sin tid lukkede tre sydeuropæiske lande ind i samarbejdet, hørte vi den samme retorik, og modstanderne brugte de samme skræmmekampagner. Men hvad skete der? Intet. Danmark blev ikke overstrømmet af fattige sydeuropæere, der – igen ifølge modstanderne – ville presse lønningerne ned og nasse på de sociale kasser.

Og tilbage til meningsmålingen. Hvis du gik ud og spurgte den danske arbejdsstyrke: Kunne du tænke dig at komme til USA, få mulighed for at tjene en masse penge og købe en dyr, flot bil, ville en del nok svare ja, for hvem ønsker ikke at forbedre sine forhold? Men når det kommer til stykket, var der nok ikke så mange, der ville rejse.

Der er også en anden væsentlig ting, som modstanderne helt og aldeles overser. Østeuropæerne kan jo ikke umiddelbart rejse hertil, slå sig ned og nyde godt af det danske velfærdssystem. For at kunne flytte til at andet EU-land kræves jo, at man rent faktisk har et arbejde. Uden arbejde, intet ophold og forsørgelse, og når arbejdsforholdet er ophørt, så må man rejse hjem igen.

Et er så penge. Et andet er så sandelig menneskesynet. Det ville da være uhyrligt og menneskefjendsk at sige til de nye medlemmer af EU: Godt venner, I må gerne komme med i vores samarbejde. I må gerne arbejde hårdt og bruge jeres penge til at købe vores varer, men vi vil altså ikke se jer i vores land. Måske om syv år, men bestemt ikke før.

Det kan man simpelthen ikke. Det ville være at behandle de nye medlemmer som B-medlemmer. Det kan vi ikke være bekendt – vi kan endda ikke være bekendt at tænke den tanke.

Jeg tror simpelthen ikke på den omtalte massevandring af østeuropæere til de nuværende EU-lande og da slet ikke Danmark. Hvorfor dog trække sin familie op ved rode og føre den til et fremmed land, hvis sprog man ikke forstår, og hvor fremtiden tegner uvis. Nej, det er utopi.
Men til beroligelse for de, der alligevel fortsat frygter »en østeuropæisk invasion« er der kun at sige: Naturligvis følger regeringen udviklingen af, hvor mange, der finder arbejde og derefter bosætter sig i landet. Hvis der mod forventning pludselig sker store forskydninger i indvandringen, har vi – ligesom de andre EU-lande – mulighed for at stoppe op og revurdere situationen.

Men frygten er ubegrundet. Vi burde i stedet hilse de nye EU-borgere varmt velkommen.