Muslimsk tro svækkes i Danmark

Af
| @MichaelBraemer

Mens islamiske bevægelser vinder frem på verdensplan, er religiøsiteten på tilbagetog blandt muslimer i Danmark. Kun hver fjerde går regelmæssigt i moske. Deltagelsen i etniske organisationer og foreninger er også meget lav, viser ny undersøgelse. Det hæmmer integrationen, advarer ekspert.

Både internationalt og i Danmark har rabiate muslimske grupper i de senere år markeret sig i et stadig mere højrøstet og synligt opgør med vestlige værdier. Intet tyder imidlertid på, at der sker en tilsvarende religiøs oprustning i brede, islamiske kredse.

Tværtimod er religiøsiteten for nedadgående blandt personer i Danmark med muslimsk baggrund. Det viser en ny undersøgelse, hvor analyseinstituttet Catinét Research har spurgt et repræsentativt udsnit på 1.002 flygtninge og indvandrere i Danmark om deres forhold til religion og etniske foreninger. 

»Hvor religiøs vil du sige, at du selv er« var et af de spørgsmål, de udvalgte flygtninge og indvandrere skulle svare på ved at indplacere sig på en skala fra ét til fem med henholdsvis »Meget lidt religiøs« og »Mest mulig religiøs« som de to yderpunkter. Og blandt dem, som bekender sig til Islam, er der nu 24 procent, der betegner sig selv som meget lidt religiøse – en holdning, som kun 14 procent udtrykte i en tilsvarende undersøgelse for bare tre år siden.
Hvis man har et billede af, at det store flertal af flygtninge og indvandrere med muslimsk baggrund er faste gæster i moskeen, er det også en fordom, som undersøgelsen gør til skamme. Kun 25,4 procent siger, at de kommer regelmæssigt i en moske.

Oprindelse er afgørende

Lektor ved Akademiet for Migrationsstudier i Danmark (AMID) på Aalborg Universitet, Flemming Mikkelsen har været med til at lave undersøgelsen. Han havde ikke forventet en religiøs oprustning i brede, muslimske kredse, selv om de yderligtgående muslimske organisationer vinder frem.

»Bevægelserne har rod i internationale forhold og spændinger mellem de arabiske lande indbyrdes, og de nyder ikke den store folkelige opbakning. Og helt uafhængigt af dem kommer herboende muslimer til at ligne os mere og mere. Mange er religiøse, nøjagtig som vi er folkekirkekristne,« siger Flemming Mikkelsen. 

Graden af religiøsitet har nøje sammenhæng med nationalitet, og det gælder, uanset om man er kristen eller muslim, viser undersøgelsen. Størst andel meget lidt religiøse – 66,2 procent - finder man blandt flygtninge og indvandrere fra Iran, hvor der i den anden ende af skalaen kun er 6,7 procent, der betegner sig selv som mest mulig religiøse. Religionen står også forholdsvis svagt blandt ex-jugoslaver, hvor kun 5,6 procent er mest mulig religiøse og 47,8 procent meget lidt religiøse.

Helt anderledes forankret er religionen blandt personer med baggrund i Somalia og Libanon/Palæstina, hvor henholdsvis 56,1 og 27 procent karakteriserer sig selv som mest mulig religiøse og kun henholdsvis 9 og 10,4 procent siger, at de er meget lidt religiøse. 

Et særligt og afdæmpet religiøst mønster gør sig gældende for flygtninge og indvandrere fra Tyrkiet og Pakistan. Her indplacerer de største grupper – henholdsvis 42,8 og 49,8 procent – sig lige midt i skalaen fra 1-5, når de skal sige, hvor religiøse de er.

Der er også en klar sammenhæng mellem køn og graden af religiøsitet. 29,8 procent af mændene i den samlede gruppe flygtninge og indvandrere siger, at de er meget lidt religiøse, mens det kun gælder 19,8 procent af kvinderne.

Vækkelse i gang

Sherin Khankan er formand for Forum For Kritiske Muslimer, en organisation, der adskiller sig fra andre muslimske organisationer ved aktivt at fokusere på en adskillelse af politik og religion inden for islam. Den forholdsvis lille andel af meget religiøse muslimer, som kommer frem i undersøgelsen, er helt i overensstemmelse med hendes forventninger.

»Langt de fleste muslimer i Danmark er såkaldte kulturmuslimer. De har ikke noget aktivt forhold til deres religion,« siger Sherin Khankan.

Når der i befolkningen er en opfattelse af, at muslimer i Danmark er stærkt troende, hænger det efter Sherin Khankans mening sammen med, at de er meget synlige med blandt andet tørklæder i gadebilledet. Og de er aktive i politiske partier, foreninger og i samfundsdebatten.

»Vi sætter fællesskabet meget højt, og vi deltager aktivt i samfundslivet. Og det vil vi se meget mere af i fremtiden. Blandt de religiøse muslimer mærker jeg en vækkelse i disse år og en lyst til at deltage mere aktivt i politik,« siger hun.

Før det for alvor vil finde sted, skal der imidlertid ske en større organisering af indvandrere og flygtninge. Undersøgelsen fra Catinét viser nemlig også en meget lav deltagelse af indvandrere og flygtninge i foreninger og organisationer – etniske såvel som danske. Kun 10,7 procent er medlem af eller deltager i en etnisk forening eller organisation og 10,4 procent af en dansk.

Farligt at lukke for tilskud

Den lave deltagelse i etniske foreninger kommer lidt bag på Flemming Mikkelsen, der er medforfatter til en bog om etniske foreninger i Norden, som Nordisk Ministerråd udgiver i næste uge. Han ser den lave deltagelse som tegn på, at det tager tid at organisere sig og lære foreningsliv. Men han beklager den lave organisering, for det går ud over integrationen:

»De etniske foreninger er med til at bevare og formidle en egenkultur, men også til at formidle kontakt og rådgivning i forhold til sociale myndigheder. Unges forhold og spørgsmålet om, hvordan de skal klare sig, er noget, der fylder meget i foreningerne, og de har også mange aktiviteter i forhold til de virkelig ressourcesvage. Mange etniske foreninger blev jo til på dansk initiativ tilbage i 70’erne, for eksempel af socialrådgivere, og har modtaget tilskud fra det offentlige, der som modydelse har fået lov til at påvirke foreningernes aktiviteter i retning af det danske samfund,« siger han.

Selv hvor organisationerne har et rabiat grundlag som i tilfældet Hizb-ut-Tahrir, har den efter Flemming Mikkelsens vurdering en demokratisk funktion, fordi den er med til at få mere moderate kræfter på banen.

Bashy Quraishy, formand for Paraplyorganisationen for de Etniske Mindretal (POEM), arbejder midt i et blomstrende organisationsliv med over 400 etniske foreninger og organisationer og står på den baggrund lidt uforstående over for det passive billede, undersøgelsen tegner. Han mener, de lave tal for deltagelse i foreninger og organisationer kan afspejle, at folk ikke har ønsket at fremstå som religiøse fanatikere. Andre har svaret nej, selv om de deltager i etniske grupperinger, fordi deres deltagelse ikke kræver medlemskab.

»Men foreningsliv er da noget, indvandrere først skal lære. Det er imidlertid vigtigt for integrationen, fordi man her kan udveksle erfaringer og gode råd, sætte forskellige projekter i gang og ikke mindst åbne op for indflydelse fra det danske samfund og den demokratiske proces, der ligger i foreningslivet. Derfor er det også betænkeligt, at regeringen har lukket for de økonomiske tilskud til foreningerne. Det vanskeliggør foreningsarbejdet, og det, vi ser nu, er, at det sender de unge i moskeerne i stedet. Det kan i nogle tilfælde være integrationsfremmende, men det kan også være det modsatte,« advarer Bashy Quraishy.