Muslimer vil have religiøs politik

Af | @MichaelBraemer

Over halvdelen af de muslimske indvandrere i Danmark vil overveje at stemme på et demokratisk funderet, muslimsk parti, hvis det bliver dannet. Erfaren politiker ser det som en advarsel til de gamle partier. Men islam-partiet er en utopi og under alle omstændigheder en rigtig dårlig idé, mener integrationseksperter og indvandrerpolitikere.

REPRÆSENTATION Flere medier kunne i foråret præsentere et nyt parti, der med islam i hånden ville bane vejen for et sundt samfund i Danmark. Men det nye islam-parti viste sig at være et mediestunt og en aprilsnar.

Ideen viser sig imidlertid slet ikke at være så tosset endda, for et muslimsk parti ser ud til at kunne bygge på et solidt grundlag ifølge en undersøgelse, som Catinét Research har foretaget blandt et repræsentativt udsnit af muslimske indvandrere i Danmark.

Hvis der inden næste valg bliver opstillet et muslimsk parti til Folketinget, som bygger på demokratiske principper og tager afstand fra ekstremistiske tendenser, så vil over halvdelen af de muslimske indvandrere overveje at stemme på det, fremgår det af undersøgelsen.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Christine Antorini, der for nylig var ude med riven efter Dansk Folkeparti for at sammenblande religion og politik, er langt fra begejstret over muligheden for endnu et parti, der vil gøre religion til politisk mærkesag. Men hvis opbakningen til et muslimsk parti er helt i tidens ånd, ­mener hun:

»Ingen tvivl om, at det er de identitetspolitiske partier, som bygger på nationalitet og religion, der er i vælten nu. Partier, som kan give svar på spørgsmålet: »Hvem er jeg?« Dansk Folkeparti får styrke ved at bekræfte folk i, at om ikke andet er de kristne og danskere. På samme måde viser A4’s tal, at der i det muslimske miljø er et behov for et parti, der kan tolke individet ind i en større sammenhæng og bekræfte det i, at det er muslim med et bestemt etisk og moralsk værdigrundlag.«

Christine Antorini mener, at det er realistisk at tro på tilblivelsen af et demokratisk, muslimsk parti inden for de næste 5-10 år. Hvor stort, det bliver, kommer helt til at afhænge af, hvem der tegner det, for identitetspolitiske partier lever i høj grad på, at de har karismatiske personer, som vælgerne kan identificere sig med, påpeger hun.

»Det står og falder også med, om man er i stand til at formulere nogle få, men vigtige mærkesager. De kan ikke bære det alene på at være et muslimsk parti. Der skal også være en kerne af politisk projekt i det,« siger Christine Antorini.

Religion kan ikke samle nok

Netop på det punkt vil et eventuelt muslimsk parti komme sørgeligt til kort, spår Naser Khader, formand for Ny Alliance og en af de fire politikere med indvandrerbaggrund, der i øjeblikket er valgt ind i Folketinget.

Han var fødselshjælper for foreningen Demokratiske Muslimer i 2006 og dens formand det første år. Og selv om Demokratiske Muslimer aldrig var tænkt som et politisk projekt, men blev etableret som reaktion på Muhammed-krisen for at skabe dialog mellem etniske danskere og demokratisk sindede muslimer, så er det alligevel erfaringer herfra, der siger ham, religion ikke er tilstrækkelig samlingspunkt for et politisk projekt.

»Vi var enige om at være demokrater, men havde forskellige politiske ståsteder. Vi havde også skænderier om, hvad det ville sige at være demokrat, og hvad der vejede tungest, når demokratiet kolliderede med religionen. Derfor valgte vi også at lade være med at tage stilling til politiske spørgsmål som for eksempel 24-års-reglen,« siger han.

Naser Khader har også svært ved at se, hvordan nogle hundrede tusinde muslimer skulle kunne understøtte et muslimsk parti i et land med en politisk tradition, hvor millioner af kristne, etniske danskere ikke er i stand til at holde Kristendemokraterne over spærregrænsen.

»Det svarer jo til at skulle lave et pensionistparti, hvor man kun er fælles om alderen og måske en enighed om, at pensionen er for lav, men ellers er rygende uenige om for eksempel skattespørgsmål, EU, velfærd og så videre. I øvrigt er der 70 forskellige retninger inden for islam, så ikke engang dér er der samling,« siger han.

Professor i statskundskab på Aarhus Universitet Peter Nannestad, der har forsket i grupperinger i indvandrermiljøerne, er også skeptisk over for tanken om et muslimsk parti i Danmark, selv om tallene umiddelbart viser en solid opbakning til ideen.

»Min skepsis skyldes primært den etniske og religiøse opsplitning, der karakteriserer de muslimske indvandrere i Danmark og den ret udbredte mistillid mellem forskellige grupper af muslimske indvandrere, som jeg fandt i min undersøgelse,« siger han.

Muslimer føler sig trådt over tæerne

Når Peter Nannestad ser på de forskellige forsøg, der er gjort på at få muslimske indvandrere til at optræde samlet for eksempel i forbindelse med at danne en paraplyorganisation eller organisatorisk grundlag for en stormoské i København eller Århus, synes han heller ikke, at erfaringerne peger i retning af et muslimsk parti.

»Det er også tankevækkende, at der mig bekendt ikke findes eksempler på muslimske partier af nogen betydning i noget europæisk land. Heller ikke lande med en større muslimsk indvandrerbefolkning end den, vi har i Danmark,« siger Peter Nannestad.

Det eneste, der ifølge Nannestad kunne tale for partiet, er, at det tilsyneladende i et vist omfang er lykkedes at mobilisere muslimske indvandrere på tværs af etniske og andre skillelinjer til at stemme personligt på indvandrerkandidater, selv om de kom fra en anden gruppe.

»Men én ting er at mobilisere i forbindelse med et valg. Noget helt andet er at mobilisere i forbindelse med at starte og opretholde et parti,« påpeger han.

Mehmet Yüksekkaya, selvstændig integrationskonsulent, er enig i, at det muslimske mindretal i Danmark er alt for forskelligartet til at stå sammen om et politisk projekt. At over halvdelen af muslimerne giver udtryk for, at de ville overveje at stemme på sådan et parti, kommer helt bag på ham. Han havde forventet 10-15 procent.

»Jeg tror, budskabet er et andet. Nemlig at mange muslimer i det nuværende politiske klima føler sig trådt over tæerne og behandlet uretfærdig og urimeligt. Der er en udpræget tendens til at rette angreb mod muslimer, og selv om angrebene primært er rettet mod fundamentalister, så har man det med at behandle muslimer under ét,« siger han.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Christine Antorini mener heller ikke, at der i første omgang er grund til at gå i panik og tro, at den store opbakning til et eventuelt muslimsk parti vidner om en fundamentalistisk, muslimsk bølgegang. Der er tale om demokratiske muslimer, der i en kaotisk verden ikke desto mindre har brug for et fællesskab og fast ståsted, som styrker dem i, at de har værdi i samfundet. Men deri ligger der også kimen til noget farligt, mener hun.

Gamle partier skal bygge bro

»Risikoen, som gælder alle identitetspartier, er at de udvikler et verdensbillede baseret på »os« mod »dem«. Hvis man siger: »Jeg er muslim, og det er godt. Dem, der ikke er – det er ikke godt«, så svarer det til, at Dansk Folkeparti siger, at det vigtigste er at være dansk og kristen modsat ikke-kristen. Faren er, at vi udvikler en konflikt, hvor det er umuligt at bygge bro, fordi identitet står over alt andet,« siger hun.

Christine Antorini startede sin politiske karriere i SF, som hun betragter som et af de første identitetspartier, bare bygget på en »grøn« dagsorden. Hun skiftede til en af de gamle partier, Socialdemokraterne, fordi hun mente, der var brug for at bygge broer og ikke fællesskaber, hvor man er solidarisk med sig selv, men ikke forstår, hvad der foregår i de andres verden. Derfor er hun i dag også meget på vagt over for bevægelser, der i yderste konsekvens kan udvikle fundamentalisme:

»De gamle partier skal være meget mere opmærksomme på de nye værdipolitiske dagsordner og udvikle værktøjer til at bygge bro til dem. Ikke ved at hive det hele ind i vores egne partier, men ved at gøre op med de mest rabiate elementer og inspirere til ny politik, der giver social sammenhængskraft og ikke opsplitning.«

A4-undersøgelsen viser også, at 54 procent af muslimerne mener, at der er for få folketingspolitikere med indvandrerbaggrund. Integrationskonsulent Mehmet Yüksekkaya ser det som et udtryk for, at mange muslimer føler sig uretfærdigt og urimeligt behandlet af de danske politikere, og det vil de gerne have nogle til at råbe op om.

»Det er ikke antallet af muslimske politikere, men indholdet af deres politik, der er afgørende. De muslimer, der sidder på Christiansborg, er jo deres partiers repræsentanter og har på intet tidspunkt gjort sig til talsmænd for muslimer,« siger han.

Det er fra Mehmet Yûksekkayas side en konstatering og ikke en kritik. For han er helt på linje med de 46 procent af de muslimske indvandrere, der mener, at danskere lige så godt kan repræsentere indvandrere i Folketinget. Og et muslimsk parti ville han anse som en decideret katastrofe ud fra et integrationshensyn.

»Jeg kan umuligt forestille mig et muslimsk parti, der ville kunne gå inde på Christiansborg og bygge bro mellem danskere og indvandrere. Det ville være i evig opposition til det etablerede samfund,« mener han.

De muslimske indvandrere deler tilsyneladende Mehmet Yûksekkayas vurdering af de folkevalgte muslimers rolle som primært partiernes repræsentanter. I hvert fald føler de sig i meget ringe grad repræsenteret af de fire valgte folketingsmedlemmer med indvandrerbaggrund i dag. 67 procent peger ikke på nogen af de fire som den, der bedst repræsenterer deres synspunkter i samfundsdebatten. Topscorer Kamal Qureshi (SF) får opbakning fra beskedne 12 procent af de muslimske indvandrere.

Yildiz Akdogan, der har tyrkisk-kurdisk baggrund og blev valgt ind i Folketinget for Socialdemokraterne ved det seneste folketingsvalg, ses som den bedste repræsentant i samfundsdebatten af blot seks procent af de muslimske indvandrere. Det ser hun ikke noget galt i, for hun opfatter ikke sig selv som repræsentant for gruppen. Tværtimod håber hun, at hun er blevet valgt på den politik, hun står for.

»Hvis jeg skal tolke tallene positivt, så er det, at muslimske indvandrere har en ideologisk tilgang til politik og ikke stemmer ud fra religiøse hensyn. Det synes jeg personligt er positivt, for traditionen herhjemme er jo netop, at man ikke blander religion ind i vores politiske sager,« siger hun.

På den baggrund tror hun heller ikke på et muslimsk parti, der ville være i stand til at samle de herboende muslimske grupper, som både politisk og religiøst er meget forskellige.

»Hvis det blev til noget, kunne jeg forestille mig et forholdsvist konservativt parti på et religiøst værdigrundlag og med familieværdier og etiske spørgsmål i centrum. De, der efterlyser et sådant parti, burde i virkeligheden gå sammen med Kristendemokraterne om et religiøst parti, for i princippet har de mere tilfælles, end de selv tror,« mener Yildiz Akdogan.