Mulighederne lammer de unge

Af | @MichaelBraemer

Materielt velstillede og med frit valg på alle hylder. Nutidens unge burde være sorgløse og lykkelige, men er i virkeligheden forkrampede og angste for ikke at kunne leve op til samfundets og forældrenes krav om at kunne præstere succes og det gode liv, fortæller ungdomsforsker Noemi Katznelson. For ikke at falde igennem satser de på det sikre og vil være pædagoger, sygeplejersker og tømrere.

UMULIGHEDER De har fået i pose og i sæk, livet ligger åbent foran dem, og arbejdsløshed er stort set noget, de kun kommer til at forholde sig til i historiebøger. Men er de glade og taknemmelige, de unge – positivt og dynamisk indstillet på at slå sig løs i livet og boltre sig i et eldorado af muligheder?

Nej, siger Noemi Katznelson, forskningsleder ved Center for Ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU). En del unge er faktisk lidt famlende – for ikke at sige handlingslammede. De har det slet ikke let.

De har svært ved at overskue, hvordan de griber tilværelsen rigtigt an. Materielt og målt på uddannelses- og karrieremuligheder er de måske nok bedre stillet end tidligere generationer. Men samtidig er vejen til succes i livet blevet langt mere sammensat og kompliceret, og det har de unge svært ved at håndtere.

»Unge i dag har store frihedsgrader, rigtig mange valgmuligheder og i det hele taget gunstige forhold. Men i forhold til tidligere ungdomsgenerationer er deres fornemmelse af risici og deres bevidsthed om, at det kan gå galt, også vokset markant,« siger hun.

Og »galt« dækker over andet og mere end det at blive arbejdsløs. Ledighed som risiko er faktisk så fraværende i de unges univers, at det opfattes som et bevidst valg, når det finder sted. Det var også den opfattelse, Noemi Katznelson så komme til udtryk i en undersøgelse i A4 for tre uger siden, hvor det store flertal af 16-19-årige gav udryk for, at ledige selv var skyld i, at de ikke havde et arbejde.

»Frygten for at falde igennem er langt mere bredspektret. Det handler om at undgå at blive taber i bred forstand. Om at kunne slå til og få succes. Ikke om, hvorvidt man gennemfører gymnasiet, men om, hvordan man gør det. Om at se godt ud, få venner og kæreste – i det hele taget at lykkes.«

Navigation uden kompas

De unge er blevet nurset og plejet i et sådant omfang, at de føler et personligt ansvar for at leve op til forældrenes og samfundets forventninger om succes. Men det er slet ikke let for dem at finde vejen til denne succes, ved Noemi Katznelson fra sin forskning, der for tiden handler om unges uddannelsesvalg og om frafald og fastholdelse på erhvervsuddannelserne.

For succes er blevet en opskrift med langt flere og mere raffinerede ingredienser end dengang, den kunne fremstilles af flid og faglig dygtighed. I dag skal der tilsættes lige så store dele sociale og personlige kompetencer, hvis opskriften skal lykkes. Og kravene til de unges personlige egenskaber er sat ind tidligt. Der er ikke meget forskel på at sidde til en elevsamtale i tredje klasse og en MUS-samtale på en arbejdsplads, påpeger ungdomsforskeren.

»Kravene til alle på alle niveauer er, at de ud over at kunne deres ting også skal være selvstændige, ansvarlige, målrettede, strukturerede, kreative, foretagsomme, have styr på sig selv, være sociale og kunne networke – alle de ting. Det er de kvalifikationer, der udbydes ikke bare på arbejdsmarkedet, men også i uddannelsessystemet, og derfor er det blevet langt mere komplekst og uigennemskueligt for de unge at leve op til kravet om succes.«

De unge dukker simpelthen op på uddannelsesinstitutionerne og er ude af stand til at afkode, hvad der skal til for at klare sig godt.

Derfor er det ellers velfungerende, unge piger – dem, der tidligere gik glat igennem uddannelsessystemet med orden i tingene og styr på lektierne – der skaber pres på Studenterrådgivningen og græder ud om depression, stress og selvtillidsproblemer,

Og drenge med hænderne skruet rigtigt på, der føler, at enhver form for kompetence rasler af dem, når de kommer på en erhvervsskole og præsenteres for logbøger, uddannelsesbøger og en lærer, der begynder at evaluere dem uddannelsesmæssigt på deres attitude og personlige egenskaber.

Unge satser på det sikre

Udviklingen giver ikke kun de unge problemer, fortæller Noemi Katznelson. For hvis privat ikke er privat mere, så får skolerne det, de har bedt om, når de unge åbner for sluserne og giver deres personlige problemer frit løb i skolesammenhæng. Grænserne overskrides begge veje.

»Jeg talte med en lærer på en erhvervsskole, der ikke turde slukke sin telefon om natten, for sæt nu, at der var en elev, der ville begå selvmord. På en anden skole ansatte man en såkaldt streetwalker til at tage sig af det sociale og elevernes personlige trivsel – en person med fin evne til at skabe kontakt. Hun åbnede for et bundløst behov for sparring og dialog om alt. Efter kort tid gik hun ned med stress efter at have modtaget rundt regnet 50 opkald om dagen.«

Rådvildheden og frygten for at falde igennem i de store og komplicerede spil får tilsyneladende de unge til at satse på det sikre, når det komme til valg af uddannelse og erhverv.

I en globaliseret verden af uendelige muligheder er det ifølge Noemi Katznelson jordnære job som pædagog og sygeplejerske, der hitter mest hos pigerne. Og gode, praktiske fag som tømrer og ingeniør, som indgår i mange drenges fremtidsplaner.

Ikke engang når de unge bliver bedt om at slippe drømmene løs, kommer der for alvor spræl i karrierevalgene. Pigerne vil stadig være pædagoger, og skulle de endelig have en løssluppen ambition om at blive skuespiller eller tv-vært, vil de i hvert fald tage en »almindelig« uddannelse ved siden af for at have noget at falde tilbage på.

Drengene kan, direkte opfordret, godt ride med på en drøm om at blive professionel fodboldspiller eller it-udvikler. Men kun som drøm.

»Valgene er udtryk for, at de unge trækker sig tilbage til sikre bastioner, hvor de ved, at risikoen for at falde igennem er minimal. Men også for, at de virkelig har lyttet og prøver at tilpasse sig samfundet behov. Det er ikke mange år siden, der var meget debat om de arbejdsløse humanister og skuespillere, som man jo nærmest kunne fodre svin med. Den situation vil dagens unge ikke bringe sig selv i.«

Ingen at gøre oprør mod

Det sværeste for dagens ungdom er næsten, at de ikke har nogen at gøre oprør imod. Tidligere ungdomsgenerationer har kunnet reagere på forældede normer og mangel på muligheder. Men nutidens unge er opfostret af en velmenende forældregeneration, der har været opmærksom på børnenes mindste vink og ønske, har bragt og hentet, siddet i forældrebestyrelser og frem for alt prioriteret de unges egne ambitioner og ønsker: »Du skal gøre lige det, du har mest lyst til.«

»Problemet for de unge er, at de har inderliggjort alle de krav og forventninger, der er til dem. De kan ikke gøre oprør mod ydre instanser, for de er i dem selv. Den kamp, som 68-generationen førte, foregår nu i den enkelte: Hvad er jeg for, og hvad er jeg imod? Er jeg god nok, og hvad vil jeg med mit liv, og hvor er jeg på vej hen? De store spørgsmål i livet er i høj grad blevet et individuelt anliggende.«

Men tag ikke fejl: Hvor individualiseret ansvaret end er blevet, så er samfundets krav både konstant og kontant: Succes. Og samfundet skal nok være der og sørge for, at du lever op til kravet.

Noemi Katznelson ser de unges problemer som en forløber for en problemstilling, der vil blive stadig mere fremherskende i årene fremover. Hun opfatter de unge som udsatte ofre i et samfund, der i stadig højere grad hylder kontrol og det målbare og ikke holder sig tilbage for at invadere borgernes personlige rum for at effektivisere driften.

»Vi oplever jo alle, at kravene til den enkelte stiger, og at kravene følges op af kontrol, hvad man så end kalder den: Evaluering, selvevaluering, benchmarking, tidsregistrering,  og så videre og så videre. Og vi er så præget af måling og kontrol, at vi fortsætter linjen i fritiden med skridttæller, pulsmåler og coaching. For helbred, udseende og velbefindende er jo også vores personlige ansvar. Det gode liv er virkelig noget, der ånder alle i nakken – fordi muligheden ideelt set er der. Og det er de unge i ekstrem grad præget af.«

Tid til at stoppe op

Noemi Katznelson mener, at vi som samfund bliver nødt til at stoppe op og overveje, hvor meget man generelt skal kontrollere og måle mennesker og deres præstationer ikke bare fagligt, men også på deres personlige og stærkt individuelle sider. Og hvor stor en spildprocent, man er villig til at betale for til stadighed at accelerere kravene.

»Ellers er der ikke tvivl om, at vi får en betydelig restgruppe fremover, der ikke kan eller vil stå for presset. Man kan som fremtidsscenario også forstille sig stærkere personer, der vil danne modgrupper og simpelthen stå af for at dyrke helt andre livsværdier. For man skal tænke på, at det håndklæde, som den unge mand kaster i ringen, når han forlader en erhvervsskole og aldrig får en uddannelse, det er det samme håndklæde, som karrierekvinden kaster, når hun går ned med stress.«