Mrs. 11 procent

Af

Den konservative drøm om en ny storhedstid er et luftkastel, vurderer valgforskere. Lene Espersen (K) appellerer kun til sine egne vælgere og Venstres hard-linere. I alle andre store partier er Lene-effekten direkte negativ, viser ny, overraskende måling. Hovedpersonen selv er klar over problemet.

LENE-EFFEKTEN De konservative drømme om igen at blive Danmarks største borgerlige parti, er sandsynligvis blevet mindre med Lene Espersen som formand. Det viser en ny overraskende måling foretaget af Analyse Danmark blandt 1.001 vælgere for Ugebrevet A4. Mens de konservatives nye formand har stor appel til højrefløjsvælgerne i K og V, så virker Lene Espersen direkte afskrækkende på mange af oppositionens vælgere og de mere bløde borgerlige. Blandt socialdemokratiske vælgere er hver femte blevet mindre tilbøjelig til at sætte deres kryds ved liste C, mens kun hver tiende er blevet mere venligt stemt overfor Det Konservative Folkeparti, siden Lene Espersen blev lanceret som starten på en ny storhedstid for partiet. Også blandt SF og Dansk Folkepartis vælgere skræmmer Lene Espersen flere vælgere væk, end hun lokker til.

Det får valgforsker og lektor ved Aarhus Universitet, Rune Stubager, til at konkludere, at »tankerne om det store konservative parti nok mere var luftkasteller end virkelighed«:

»Tallene viser jo, at Lene Espersen kun har gjort det mindre sandsynligt, at oppositionens vælgere vil stemme konservativt. Hun er mindre populær hos de stemmer, der svinger henover midten. Men hvis de konservative skal have rollen som det store borgerlige parti, så skal de kunne hente nogle af de stemmer,« siger Rune Stubager.

Han er ikke imponeret over, at det trods alt er lykkedes Lene Espersen at fastholde 11 procent af vælgerne hos de konservative, selv efter at Venstre igen er begyndt at gå frem.

»Det er en halv procent mere end Bendt Bendtsens valgresultat. Det er ikke frygteligt meget. Og slet ikke i forhold til de forestillinger, der var på det tidspunkt, hun kom til,« siger valgforskeren.

Ove Kaj Pedersen, professor i statskundskab ved CBS (Handelshøjskolen i København) er heller ikke imponeret.

»Det er jo forunderligt, at det ikke har påvirket vægten mellem de to regeringspartier, at Venstres leder var mere eller mindre fraværende igennem et halvt år eller mere. Og endnu mere påfaldende er det, set i lyset af den usikkerhed, der har været omkring den nye statsminister.«

Farvel til Mr. 10 procent

Da Lene Espersen i september sidste år blev kåret som Det Konservative Folkepartis nye dronning, nærmede stemningen i partiet sig ellers Obama-eufori. Farvel til Bendt Bendtsen, der havde parkeret partiet så solidt i bunden af meningsmålingerne, at han med tiden havde fået tilnavnet »Mr. 10 procent«. Og ind med Lene Espersen og hendes klare, konservative holdninger og en gennemslagskraft, der lovede ny storhed for det gamle parti.

Den positive stemning blev ikke mindre af, at et flertal af danskerne sagde, de foretrak Lene Espersen som statsminister frem for Lars Løkke Rasmussen (V).

Mens Venstres vælgermålinger faldt og faldt, så steg de konservatives nærmest lodret fra 10,1 til 13,6 procent på få måneder, og havde der været valg i oktober, havde liste C fået seks ekstra pladser i Folketinget. Men allerede efter to måneder begyndte nedturen. I dag er de konservative nede på 11 procent og kun hver fjerde vælger ønsker Lene Espersen som statsminister.

Professor i Statskundskab fra Købehavns Universitet, Peter Kurrild-Klitgaard, mener dog ikke, man kan kalde Lene Espersen en fiasko. Det handler snarere om skuffede forventninger.

»Lene Espersen har ikke gjort det dårligt. Hun har bare ikke for alvor fået vendt billedet for de konservative. Den ene procent, hun har vundet, kan jo forsvinde så hurtigt, som nogen kan sige ’Nyhederne klokken 19’. Der skal ikke meget til at skære den lille fremgang væk. Der er ikke på nogen måde tale om nogen ny optimisme, der kan løfte de konservative fra 20 til 40 mandater og leder af det borgerlige Danmark,« fastslår Peter Kurrild-Klitgaard.

Generelt får Lene Espersen ellers en positiv bedømmelse af vælgerne, men det er mest med til at styrke hende internt i partiet, for det har ikke fået flere til at kalde sig konservative.

»Det ultimative succeskriterium er jo at få nogle flere stemmer. Og det ser ud til, at den succes er gået lidt over, siden de første måneder efter formandsskiftet. Det må give anledning til nogle overvejelser hos de konservative,« mener Rune Stubager.

K for social

Lene Espersen erkender, at hun har haft sit fokus andre steder end på at fiske vælgere hos Venstre i det halve år, hvor Anders Fogh Rasmussens fravær og Lars Løkke Rasmussens image som fadølselskende bilagsrytter rev tusindvis af borgerlige vælgere løs fra Venstre.

»Bag meningsmålingerne gemmer sig jo det faktum, at jeg har brugt utroligt meget af min tid som formand for de konservative på finanskrisen, og jeg tror aldrig, det bliver nogen stor folkelig vindersag at lave pakker til bankerne hver anden dag,« forklarer Lene Espersen.

Hun er godt klar over, at hun har større appel til skattehadende direktører end til velfærdselskende lønmodtagere. Men det er et problem, som partiet vil tage fat på nu, lover hun.

»Mine seneste udmeldinger er også udtryk for, at vi erkender, at vi ikke har været gode nok til at signalere, at vi også er optaget af de mere bløde værdier,« siger Lene Espersen.

For at vælgerne skal opdage de konservatives bløde side, lancerede Lene Espersen så sent som i sidste uge et velfærdsudspil helt uden ord som »topskat« og »skattelettelser«. I stedet lover hun nu bedre service og større arbejdsglæde i det offentlige, en styrket folkeskole, øget indsats overfor socialt udsatte børn og voksne og en styrket integration af nydanskere.

Meldinger, der bliver mødt med undren i borgerlige kredse. Og med god grund mener professor Peter Kurrild-Klitgaard:

»Når Lene Espersen stiller sig frem og siger, at ’frit valg’ er et ideologisk skoleridt, og man skal gøre mere for de offentligt ansatte, så er det jo fuldstændigt legitime synspunkter. Men de klinger bare ikke naturligt sammen med de mærkesager, som mange forventer at de konservative står for.«

Lene Espersen er lodret uenig. Hun mener, at en pragmatisk tilgang til den offentlige sektor med fokus på kvalitet »harmonerer utrolig flot med konservative værdier«.

»Jeg taler jo ikke om at bruge flere penge. Hvis jeg gjorde det, så ville han have ret. Jeg taler om, at få skabt en offentlig sektor med bedre ledelse og større arbejdsglæde,« pointerer Lene Espersen.

»A4’s måling bekræfter for mig, at det er rigtigt tænkt, at vi nu fortæller om de sider af Det Konservative Folkeparti, som desværre har været lidt hemmelige for vælgerne de senere år. Mange af dem der tidligere stemte konservativt var jo folkeskolelærere, embedsmænd og politifolk, og nogle af dem har vi mistet gennem årene, fordi der har været stor fokus på skattelettelser,« forklarer Lene Espersen.

Tårnhøje forventninger

Selv ikke mens Venstre blødte allerværst under Anders Foghs fravær og afsløringerne af Lars Løkke Rasmussens bilagsfusk, formåede Lene Espersen at samle de tabte Venstre-stemmer op. De gik ligeså stille de konservatives næser forbi og landede i stedet på den anden side af midterlinjen - hos oppositionspartierne. Det kan være forklaringen på, at det slet ikke har kostet de konservative noget i meningsmålingerne, at Lars Løkke og Venstre nu igen trækker stemmerne hjem. De sving-vælgere, der nu igen føler sig trygge i statsministerpartiet, har nemlig aldrig været i nærheden af de konservative, påpeger lektor Rune Stubager:

»Det er formentlig en vælgergruppe, som er klare tilhængere af velfærdsstaten, og som har været tiltrukket af Venstres garantier på det punkt – kombineret med skattestop og udlændingepolitik. Det er simpelthen ikke fristende for dem at stemme på Lene Espersen – det var ikke det, de var ude efter. De ville helst have Fogh, men kan det ikke blive ham, så hellere Løkke end Espersen,« lyder valgforskerens analyse.

At ’Lene-effekten’ er direkte negativ hos nogle vælgergrupper, tager den konservative formand med jysk ro:

»Jeg har min måde at sige tingene på. Jeg er vendelbo, og vi har det ikke med at pakke tingene ind. Den der direkte måde at tale på, er det nok ikke alle, der bryder sig om. Men så er der jo heldigvis andre i partiet, der taler på helt andre måder. Per Stig Møller er for eksempel meget mere filosofisk i sin måde at tale på, så han appellerer nok til nogle andre vælgere.«

Hun glæder sig over, at 4 ud af 10 danskere mener, hun har styrket K, mens kun 10 procent mener, at hun har svækket partiet. Og smilet kan hurtigt vokse, hvis hun alene spørger V- og K-vælgerne: Stort set ingen konservative vælgere vurderer, at Lene Espersen har svækket sit parti, mens hele to ud af tre mener, hun har styrket partiet. Næsten lige så mange (61 procent) mener, at hun er god til at markere partiets politik i forhold til regeringspartneren Venstre. Og også blandt Venstres vælgere er 30 procent blevet mere tilbøjelige til at sætte deres kryds ved K efter formandsskiftet.

Disse vælgere, som K ifølge Lene Espersen »har udlånt til Venstre i nogle år,« er hun nu klar til at vinde tilbage. Hun mener, at konservatives mindre ideologiske tilgang til tingene er et godt sted at starte, hvis man skal fiske vælgere, der nok er borgerlige, men ikke er vilde med Lars Løkke Rasmussens ideologiske tilgang til verden:

»Jeg er sikker på, det nok skal lykkes, hvis jeg i klarere vendinger fortæller hele den konservative historie, der både handler om frihed og ansvar til den enkelte – og ansvar for fællesskabet. Vi er altså hverken liberalister eller socialister, og den der mere pragmatiske måde at anskue tingene på, den tror jeg faktisk taler til en meget stor andel af danskerne,« siger Lene Espersen.