Moral er ikke bare moral

Af Vagn Rydeng

Jeg læser ugebrevet med stor interesse. Men sidste uges leder provokerer mig til et svar, for jeg kan vanskeligt være mere uenig. Jeg kunne selvfølgelig også ønske mig at leve i et utopia, hvor ALLE opfører sig ordentligt. Men allerede ved Jyske Lov fra 1200-tallet blev den idé opgivet, jævnfør fortalen til loven, der lyder: »... Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden. Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest.«

Men det, der for alvor provokerede, var egentlig overskriften på lederen, Hurra for Anders Foghs moral. Havde der nu stået moraliseren eller moralprædiken, kunne jeg måske forstå det, men at rose statsministerens personlige moral! Som bekendt måtte han gå som skatteminister (han gik frivilligt for at undgå et mistillidsvotum, men alligevel) for kreativ bogføring, han har løjet om masseødelæggelsesvåben i Irak, påstået, at Saddam kunne ramme danske byer med masseødelæggelsesvåben, og derefter bestridt at have sagt det og ikke mindst undladt at lukke kendte skattehuller, sådan at problemet med de store virksomheders skattefradrag overhovedet opstod.

Den mere indholdsmæssige betragtning er: Hvad skal virksomheder så være moralske overfor? Er det kun skattelovene? Er det også umoralsk at udlicitere danske arbejdspladser til u-lande for at spare penge og undgå dansk arbejdsmiljølovgivning, at lancere en ny og væsentligt dyrere pille, der ikke har bedre virkning end den gamle og billige, der ikke længere er patentbeskyttet?

Listen er uendelig, og jeg skal ikke påstå, jeg har svaret – desværre. Men jeg ville gerne se reaktionen, hvis en stor virksomhed lukkede, og det kunne dokumenteres, at såfremt den på alle måder havde opført sig økonomisk rationelt, herunder udnyttet sine skattefradrag til det yderste, ville have overlevet og bevaret arbejdspladser i Danmark ... Jeg kan ikke forestille mig klapsalver!

Problemet er jo, at ikke alle har samme moral eller følger samme moral. Selv hvis de pæne virksomheder meldte sig ind i Moralsk Oprustning, ville vi jo have behov for at komme efter de andre. En rockerejet virksomhed ville næppe genkende ordet moral. Så min konklusion er meget klar. Lovene skal være præcise nok til at sætte den yderste grænse for det, samfundet vil acceptere, og må løbende justeres, fordi verden udvikler sig.

Et eksempel: For en del år siden satte en kvik forbruger en ledning til en lysmast og trak gratis strøm. Han blev frifundet, for den daværende tyveribestemmelse krævede, at man havde stjålet en genstand, hvorefter loven straks blev lavet om. Næppe nogen ville være i tvivl om, at det var umoralsk at stjæle strøm, men man skal præcist kunne se, hvad der er forbudt, og opretholde den vigtige grundregel i demokratiske lande om, at alt, hvad der ikke er forbudt, er tilladt.

Moral er så noget, jeg som forbruger kan forholde mig til i mit valg: Vil jeg købe frugt fra Israel, telefoni af TDC og så videre. Derfor er det vigtigt, at vi får offentliggjort sådanne sager. Jeg har nu min tvivl om, hvor mange der boykotter Netto, fordi Mærsk har sejlet våben til Irak for USA.