Mor og far skal tie når læreren taler

Af | @MichaelBraemer

Folkeskolen klager i disse år over krævende og vanskelige forældre. Men netop det billede af forældrene kan være med til at vanskeliggøre samarbejdet, mener forsker Hanne Knudsen. Hun har været tilknyttet en skole, der satte vanskelige forældre på formel og trænede i, hvordan man beskyttede sig mod dem. Og de vanskelige forældre var alle andre end dem, der slog hælene sammen, når lærerne talte.

FJENDEBILLEDER Det er som i den årelange tv-serie »District Hill Street«, hvor den ledende politimand altid sluttede sin briefing af de menige betjente af med et »Let’s be careful out there«! For verden derude er et ondt og råt sted, hvor man kun overlever ved at være 100 procent beredt og bakke hinanden op.

Men når scenen ikke er en amerikansk ghetto, men derimod den danske folkeskole, og når truslerne ikke udgøres af narkogangstere, men af elevernes forældre, så er den tilgang til arbejdet måske ikke den mest konstruktive.

Ikke desto mindre er det en ånd, der præger folkeskolens tilgang til samarbejdet med forældre, og det gør både lærere og forældre frustrerede og afmægtige, mener ph.d.-studerende Hanne Knudsen.

Hun er i gang med et større forskningsprojekt på Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor hun undersøger, hvordan folkeskolen arbejder med forholdet til forældre. Hun så problemet komme tydeligst til udtryk, da hun på den skole, hun gjorde observationer på i fem måneder i 2006, overværede og videofilmede et pædagogisk internat for lærerne.

Her blev der ved hjælp af rollespil arbejdet med »den vanskelige samtale« med forældre, og det fremgik hurtigt, at det ikke var samtalen, men forældrene, der blev betragtet som vanskelige. Og at udfordringen bestod i at opbygge et panser imod dem.

»Man træner relationen til forældrene, men kun som imødegåelse af modstand. Sådan ser man nemlig forældrene: De er ustyrlige, ukontrollerbare og uforudsigelige. Derfor forsøger man at opbygge en korpsånd i lærergruppen. Man bekræfter hinanden i, at »det er og bliver svært, og vi vil uundgåeligt blive sårede. Derfor må vi finde måder at beskytte os på«. Derimod forsøger man ikke en fælles afklaring af roller og formål med samtalen,« siger Hanne Knudsen, der understreger, at hendes betragtninger er knyttet til observationer på en enkelt skole.

Hun undrede sig, da fem typer af vanskelige forældre blev skitseret som optakt til rollespillene. Typer, skolelederen præsenterede som »nogle, vi alle sammen kender«.  For hvordan kunne for eksempel »den ekstremt velforberedte mor« være vanskelig?

Gør som jeg siger!

Som Hanne Knudsen skulle erfare senere på formiddagen, da den ekstremt velforberedte mor – en pædagog i skikkelse af en skuespiller – indtog scenen, og som hun også har fået bekræftet ved at overvære mange rigtige forældresamtaler i den periode, hun havde sin gang på skolen, så består det virkeligt vanskelige for skolen i, at man udfordrer lærernes ensidige ret til at beskrive problemer, bedømme og placere ansvar.

»Udgangspunktet for træningen var, at verden er, som den opleves af lærerne. Derfor var det underliggende budskab i både rollespillene og de løbende kontakter med hjemmene, når eleverne gav problemer: »Vi har en samtale – gør, som jeg siger!«

Det var også det, der lå i luften, da pædagogen i rollespillet blev præsenteret for drengen Mads’ pludselige og uforståelige vredesudbrud i klassen. Hanne Knudsen ville have fundet det naturligt, hvis lærerne havde bedt moderen om at hjælpe dem med at forstå drengens adfærd. Men de bad hende sådan set kun om at bekræfte deres oplevelse af sønnens problematiske opførsel.

Spørgelysten fejlede til gengæld ikke noget hos moderen, der til stor moro for lærerne på tilskuerpladserne udstillede sin »vanskelighed« ved at spørge, om det måske var lærerne, der havde mistet grebet om klassen, hvad de troede, der gjorde ham ked af det, hvad de ville gøre, og hvad de forventede af hende. 

Spørgsmålene fik bagefter den lærer, der havde haft lærerrollen og efterhånden var blevet rød helt ned på halsen, til at beskrive moderen som »ekstremt anklagende«.

»Eneste mulighed for at undgå prædikatet vanskelig forælder er ved at være medgørlig.  Man skal sige ja til lærernes beskrivelse og love at gøre noget ved det.«

En henvendelse er en klage

Problemet så Hanne Knudsen også tydeligt illu-streret i den måde, skolen behandlede e-mails fra forældre. Alt andet end simple meddelelser og skamros røg lige lukt i den mappe, der stod »klager« på.

»Mange af dem ville jeg ikke beskrive som klager. Der var også forespørgsler og bekymringer – for eksempel om børn, der blev drillet. Men alt røg under klager. Det er meget svært som forælder at henvende sig til skolen uden at blive gjort til en, der brokker sig.«

Hanne Knudsen understreger, at skolen på ingen måde udgør et dårligt særtilfælde. Tværtimod bliver den peget på som en af de gode skoler og lederen fremhævet som dygtig.

Skolen ligger på Sjælland og har 400 elever med socialt blandet baggrund. En del kommer fra et stort villakvarter, mens en anden gruppe, heraf en del indvandrere, kommer fra et socialt boligbyggeri.

Mens Hanne Knudsen var på skolen, opstod der problemer med en af drengene med anden etnisk baggrund, Ali. Blandt andet spyttede han i skraldespandene, og derfor blev moderen indkaldt til en samtale, der imidlertid viste sig ikke at have noget opklarende sigte. Lærerne skældte bare ud og bad om moderens samtykke.

»Moderen spurgte undrende: »Må man ikke spytte i skraldespand,« hvortil lærerne irriteret sagde, at det må man da ikke, og så fortsatte de deres skældud. De kunne have spurgt, om man havde andre normer hjemme hos hende. Hvis man vil have forældre til at gøre noget, må man også sørge for, at de er med på de normer, der skal ligge bag en sådan indsats. Det gælder også, hvis man vil pleje fællesskabet og derfor ikke vil acceptere, at en elev ikke vil arbejde i gruppe med en anden, som var udgangspunktet for en anden samtale.«

Tiden er løbet fra envejskommunikation

Når Hanne Knudsen læser lærernes fagblad Folkeskolen, fornemmer hun en tydelig irritation over for moderne og krævende forældre, der har udviklet en forbrugermentalitet i forhold til folkeskolen. Helt modsat skrivelser fra Kommunernes Landsforening og Finansministeriet, der udtrykker en naturlig forventning om, at man som bruger har noget at skulle have sagt.

»Det bliver beskrevet, som om forældrene »blander sig«, og det opleves irriterende. For det strider mod logikken i skolen, hvor lærerne er dem, der sidder inde med viden. I mødet med forældrene påberåber lærerne sig at have autoritet, fordi de har erfaringer fra klasseværelset. Og hvis forældrene sætter spørgsmålstegn ved de erfaringer, sætter de samtidig spørgsmålstegn ved lærerens autoritet.«

Der har altid været en potentiel konflikt mellem skolen og de hjem, der har sendt deres hjerteblod af sted til disciplinering henne i skolen, understreger Hanne Knudsen. Men relationen er blevet mere mudret i de seneste årtier, fordi der er forventninger og ønsker fra begge sider om et større samarbejde.

Forældrene er bedre uddannede end tidligere. Ofte også bedre end lærerne, som ikke længere opfattes de vidensautoriteter, forældrene per automatik underordner sig. Forældrene har ambitioner med deres børns skolegang, fordi de ved, at børnene vil få problemer uden en ordentlig uddannelse. Og de forventer lydhørhed over for deres oplevelser og ønsker.

Lærerne er på deres side under pres for at skabe dygtigere elever. De har brug for forældrenes opbakning til at sikre de sociale og personlige kompetencer, som er med til at lære børn at lære, men som kan være svære at udvikle inden for klasseværelsets fire vægge.

Men som Hanne Knudsen fandt ud af, ledsages skolens forventninger til forældrene ikke af åbenhed over for oplevelser og synspunkter, der kan være relevante for skolens opgave.

»Selv om man er holdt op med at tale om forældrekonsultation og nu kalder det for skole-hjem samtale, er det stadig ikke nogen samtale, men en envejskommunikation med påtaler, oplæg til samtykke eller til, at forældrene løser problemet. Retten til at tale ligger stadig på den ene side af bordet – lærerens.«

Lærerne kan hverken gøre fra eller til

Hanne Knudsen lægger ikke ansvaret for den manglende dialog mellem skole og hjem hos lærerne. Den enkelte lærer bliver i forvejen mast fra alle sider og befinder sig ikke i en situation, hvor han eller hun for alvor kan ændre på tingene, mener hun.

»Mit bedste bud er, at skolelederne og de enkelte kommuner må nå frem til en fælles beskrivelse af, hvad der er rimelige forventninger til skole-hjem samarbejdet. Jeg tror, det er værd at diskutere formålet med samarbejdet, de forskellige mulige dagsordner og rollefordelinger.«

De nuværende skole-hjem samtaler hviler på et falsk grundlag, fordi lærerne alligevel ikke har kompetence til at træffe beslutninger på baggrund af de input, de får fra forældrene, mener Hanne Knudsen.

»Dét, lærerne kan gøre, er at droppe den evindelige skælden ud på både forældre og børn. Ligesom forældrene er børnene nok anderledes og mere selvbevidste end tidligere. Men hører man lærernes karakteristik af eleverne i dag, som den er fremgået af Ugebrevet A4, så er det jo opskriften på at få ikke bare forældre, men også børnene som modstandere. Og jeg kan ikke andet end forestille mig, at det må være vanskeligt at skulle undervise 20-25 børn, der er forkerte på alle mulige måder.«