Mørke pensionsskyer hænger over Europa

Af Lotte Hansen, freelancejournalist

Om 50 år vil hver tredje europæer over 15 år være pensionist. Det er dobbelt så mange som i dag. EU-kommissionen har slået alarm og kalder ældrebyrden »en enorm finansiel udfordring«. EU’s stats- og regeringschefer har vedtaget en handlingsplan, men de fleste EU-lande er langt fra klar til det store ryk-ud af arbejdsmarkedet.

14Mens krigen i Irak rasede og trak alle overskrifter i medierne, vedtog Det Europæiske Råd 22. marts i al stilhed en plan for, hvordan Europa skal klare den store udfordring, som en hastigt voksende gruppe af pensionister vil udgøre de kommende årtier. Om 50 år vil hver tredje af alle europæere over 15 år være pensionister. Omkostningerne truer med at sprænge budgetterne i flere lande og sætte skatterne op og den offentlige service ned.

Vedtagelsen af planen gik smertefrit – måske fordi den ikke opstiller krav til, hvordan landene skal nå de politiske målsætninger. Men tømmermændene er begyndt at melde sig hos flere europæiske regeringschefer, som i en årrække har skubbet det ubehagelige problem foran sig, men nu er tvunget til at handle. Massedemonstrationer florerer i øjeblikket i Østrig og Frankrig, der som de første lande forsøger at slå bremsen i over for de galopperende pensionsudgifter, og flere lande er på vej med reformer. Men der findes ingen nemme løsninger på pensionsbyrden, som tynges af tre problemer:

  • De store årgange forlader snart arbejdsmarkedet.
  • De lever længere end deres forfædre.
  • Og de har ikke født børn nok til at forsørge sig.

»Alle tre faktorer spiller sammen og resulterer i en enorm finansiel udfordring for pensionssystemerne i de kommende tiår,« hedder det i rapporten fra EU-kommissionen, som er den første samlede opgørelse over pensionsordninger i EU.

Bag kommissionens advarsler ligger barske, økonomiske beregninger. Kommissionen er bange for, at ældrebyrden vil sende de europæiske økonomier ind i en ond spiral. Tilsammen bruger EU-landene i dag 890 milliarder euro på de offentlige pensionsbudgetter. Om 40 år forventes dette tal at stige med 28 procent og dermed komme op på 1.138 milliarder.

Hvis landene først begynder at låne til deres pensioner, skaber det inflation og kolliderer med unionens vækst- og stabilitetskriterier. Det vil den Europæiske Centralbank reagere på med indgreb, som sætter den europæiske vækst på lavblus.

»I første omgang vil manglende pensionsmidler udløse en politisk krise i landet, men dernæst følger hårde indgreb for at få kassebeholdningen til at stemme, og det går ud over den enkelte pensionist,« siger den ansvarlige chef for kommissionens ældreafdeling Ralf Jacob til A4.

»Hvis landene ikke hurtigst begynder at indrette deres økonomier på den stigende ældrebyrde, kan landenes underskud på statsbudgettet komme ud af kontrol,« tilføjer han.

Allerede i dag overskrider Frankrig, Portugal og Tyskland EU’s grænse på et underskud på tre procent af bruttonationalproduktet. Ralf Jacob forudser, at hvis der ikke handles nu, vil flere lande kunne slutte sig til selskabet.

En hastesag

Rapporten dokumenterer altså, at det er alvor nu, hvis Europas økonomier ikke skal falde sammen om ørerne på efterkrigsgenerationens børn og børnebørn. Selv i diplomatiske kommissionsvendinger er problemets omfang ikke til at tage fejl af:

»Det haster med at få fastlagt realistiske og effektive strategier og give befolkningen klare signaler om, hvad man kan forvente af pensionssystemerne, og hvad man selv skal gøre for at sikre sig en acceptabel levestandard som pensionist,« fastslås det i rapporten
EU har ikke hjemmel til at straffe de lande, som lader stå til over for problemet. I stedet er skruetvingen den i EU-sammenhæng bløde »åbne koordinationsmetode«. Det betyder, at landene giver hinanden håndslag på, at de vil leve op til de politiske målsætninger, som er vedtaget af stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd.

»Landene har beskrevet, hvordan de vil nå målene, og vi skifter jo ikke pensionssystemer, som vi skifter skjorte, så de skal gennemføres over en årrække,« siger souschef i Socialministeriets EU-kontor Jørgen Witsø Lund, som har været med til at skrive det danske bidrag til rapporten.

De fleste strategier foreligger endnu ikke som lovforslag, men det haster ifølge rapporten.

Kommissionens vurderinger tegner et dystert billede af paratheden til at tackle ældrebyrden i EU. Landene samler sig i tre grupper:

  • De lande, der allerede har indrettet deres systemer på, at der bliver færre hænder på arbejdsmarkedet, for eksempel Danmark, Sverige og Holland.
  • De, der i disse måneder enten er i gang med at foreslå eller forsøger at gennemføre pensionsreformer, for eksempel Tyskland, Frankrig og Østrig.
  • Og de lande, der endnu ikke for alvor har taget fat på problemerne, for eksempel Italien, Spanien og Grækenland.
Tvivl om flere i arbejde

Danmark ligger lunt i svinget, når man sammenligner med de fleste andre EU-lande. Pensionsreserverne er også i fremtiden store nok til at sikre en grundpension til alle, og de kollektive pensionsopsparinger via arbejdsmarkedet dækker mere end 80 procent af lønmodtagerne. Danmark kan derfor ikke beskyldes for at læsse økonomiske byrder over på de kommende generationer. Hvis Danmark skal holde tungen lige i munden, kræver det dog ifølge rapporten, at regeringen overholder sin målsætning om 87.000 flere i arbejde i 2010. Dermed vil Danmarks nationaløkonomiske akilleshæl også i forhold til pensionsregnskabet være nøglen til succes. Det tvivlsomme spørgsmål er dog, om det lader sig gøre at skaffe disse nye hænder til at erstatte dem, der forlader arbejdsmarkedet.

I kommissionens rapport kaldes de danske mål for »ambitiøse«. I Finansministeriet og Beskæftigelsesministeriet herhjemme kan man ikke finde en embedsmand, der sætter spørgsmålstegn ved de 2010-mål, der i en årrække har ligget til grund for de nationaløkonomiske vurderinger. Det er der dog mange økonomer uden for ministerierne, som gør.

»2010-spøgelset har længe domineret regeringens vurderinger. Jeg vil ikke beskylde embedsmændene for at være uhæderlige, men der er blot forskel i de forudsætninger, de bruger, og dem, som udefrakommende økonomer bruger,« siger økonomiprofessor Peder Pedersen fra Århus Universitet.

Han tror ikke på de optimistiske vurderinger af, hvor mange arbejdspladser regeringen kan skaffe i løbet af de kommende syv år. Ligesom de økonomiske vismænd ser han efterlønnen som den største trussel mod at fastholde folk på arbejdsmarkedet:

»Vi kan dårligt tåle nedgange i arbejdstyrken, da det så vil påvirke vores offentlige servicessystem. Hvis vi ikke sætter en holdningsændring i gang tidligt, skal den offentlige sektor ansætte halvdelen af en ungdomsårgang for at opretholde dagens serviceniveau,« vurderer han.

Protester i Frankrig og Østrig

Mange menige europæere er ikke klar til for første gang, siden pensionssystemerne blev indført, at modtage mindre end forgængerne. Massedemonstrationer i Frankrig og Østrig viser i disse uger, hvad der venter de lande, som piller ved pensionssystemerne.

Da den franske regering sidst forsøgte at gøre noget ved de franske pensionssystemer, lammede de offentligt ansatte landet i tre uger, og et år senere var regeringen væltet. Nu er franskmændene klar til kamp igen, og de har varslet strejker til langt ind i juni. Men premierminister Raffarin har ikke tænkt sig at give op. Han har netop fået præsident Jacques Chiracs underskrift på et lovforslag, som skal debatteres i den franske Nationalforsamling 15. juni, og som vil afskaffe den automatiske ret til pension for alle franskmænd ved 60 år.

Også i Østrig er regeringen i modvind. Her risikerer kansler Schüssel at blive væltet, når det østrigske parlament inden for nærmeste fremtid skal tage stilling til regeringens reformforslag, som vil sætte pensionsalderen et hak op, afskaffe førtidspensionen og ændre beregningsgrundlaget for pension. Indtil da kan østrigerne benytte avisernes »strejkometre« til at se, hvor dagens strejker finder sted. Fagbevægelsen har indgået en tvivlsom alliance med højrepolitikeren Jörg Haider, som vil være tungen på vægtskålen i forsvaret for det østrigske pensionistparadis.

I dag er 95 procent af østrigerne dækket af den obligatoriske pensionsforsikring, hvor pensionen udgør 80 procent af den løn, man har haft i de 15 bedst betalte år på arbejdsmarkedet. Allerede som 56-årige kan de østrigske kvinder gå på pension, og mændene følger efter med 61. For at holde folk længere på arbejdsmarkedet, har man tidligere indført en mulighed for deltidspension, hvor kvinder allerede ved 50 år og mænd ved 55 kunne gå på deltidspension. Men stik mod intentionen har det initiativ sat den gennemsnitlige pensionsalder yderligere ned.

Knap 15 procent af Østrigs bruttonationalprodukt går til pensioner. Men allerede om 20 år er hver tredje østriger over 60 år, og det kan den østrigske økonomi ikke holde til.

Sydeuropa i knibe

Specielt i de sydeuropæiske lande ser det ikke godt ud. Ingen af landene har opbygget pensionsreserver, men er netop gået i gang med at sætte penge ind i offentlige fonde. De græske, italienske og spanske kvinder er i de seneste år i stor stil gået på arbejde og har fået færre børn end tidligere. Og det er dyrt af to grunde: Dels har kvinderne optjent pensionsret, og dels er der for få efterkommere til at betale pensionen. Spaniens lommesmerter kommer lidt senere, fordi den Spanske Borgerkrig tyndede ud i morgendagens pensionister, men der er flere små årgange på vej. Italien står med sin negative fødselsrate over for, at alle personer i arbejdstyrken hver skal forsørge næsten to gamle i 2050. I Grækenland har befolkningen oplevet så mange pensionsreformer de seneste 20 år, at EU-kommissionen vurderer, at det er vigtigst, at folk overhovedet opnår tillid til deres pensionsindbetalinger.

Dobbelt betaling

I en række europæiske lande, for eksempel i Tyskland, tror mange lønmodtagere, at de via deres obligatoriske pensionsbidrag har sikret deres egen pension. Men pengene er fløjet direkte gennem systemet og i lommerne på samtidens pensionister, og der vil i fremtiden ikke være forsørgere nok til at fylde kasserne op.

»Generationen mellem 30 og 60 har ikke sørget nok for deres alderdom. Nu må de selv komme ud af suppedasen. De kan ikke regne med, at dem på under 30 vil betale til dem både i form af store pensioner og dyre sygehusregninger, blot fordi denne gruppe hverken har født børn nok eller sparet nok op,« siger ældreforsker Stephanie Wahl fra Institut for Økonomi og Samfund i Køln.

I dag er gennemsnitseuropærerens pension betalt af en stor statslig andel og en mindre privat opsparing. I de fleste lande i Europa er strategien at gøre det omvendte. Den kommende generation vil med de nye reformoplæg derfor oftest komme til at betale dyrt for pensionen.
»Den generation, der oplever et skift fra et skattesystem til et mere opsparingsbaseret system, betaler over deres skat til dem, der er gamle, og betaler over deres egen opsparing til sig selv, så den generation trækker ikke det store lod i livets lotteri,« siger økonomiprofessor Peder Pedersen fra Århus Universitet.

Selv om ældrebyrden bliver tung at løfte, har landene med den fælles europæiske aftale forpligtet sig til at samle de svageste pensionister op.

»Hvis EU-landene ikke kan styre deres pensionsudbetalinger, så går det ud over både makroøkonomien og det enkelte menneske,« siger Jørgen Witsø Lund.

Til gengæld for at alle kan få del i pensionsglæderne, skal staten kun garantere en minimumspension, foreslår kommissionen. Ældreforsker Stephanie Wahl er enig:

»Det er ikke skatteborgerens opgave at sikre, at ældre kan leve med den samme standard, som de havde, før de gik på pension. Det er mange borgere blevet foregøglet fra staten, og det er en illusion med de demografiske ændringer.«