Mød hr. og fru Danmark — uden filter

Af Kirsten Weiss

Det er oplagt at inddrage borgerne i kommunale og politiske beslutningsprocesser. Hr. og fru Danmark er nemlig dygtige til både at se egne og andres behov. Politikerne skal derfor vise mod og lytte til borgerne – og så skal måden, man sætter deres meninger i spil på, nøje overvejes. Det mener professor Kasper Møller Hansen, der er forfatter til en ny bog om borgerinddragelse.

INTERVIEW I Vestjylland har de fået en god idé: Hvorfor ikke aktivt inddrage kommunens unge i planerne for fremtiden og høre dem mellem 15 og 30 år om deres drømme for et godt sted at leve?

Som sagt så gjort. Ringkøbing-Skjern Kommune booker den lokale idrætshal en hel lørdag, finder 400.000 kroner i budgettet og inviterer kommunens unge til fremtidsworkshop om deres visioner, ønsker og drømme. Kommunens ambition er at få flere unge til at flytte tilbage til hjemstavnen efter endt uddannelse andre steder i landet, og formen — fremtidsworkshoppen, der skal udspille sig på et 20 x 20 meter stort gulvtæppe med et kort over kommunen — er nøje udvalgt. Kommunens embedsmænd og politikere ved af erfaring, at de 15-30-årige ikke er de flittigste gæster på de traditionelle borgermøder.

Der er plads til maksimalt 180 deltagere, der oven i købet kan vinde en iPod Nano, fortæller kommunen på de plakater, der sendes ud til haller, daginstitutioner, som postkort og til aviserne. Invitationen til en dag i ’Second life uden computer — skab din by’ får dog ikke kommunens unge til at melde sig til fremtiden. Heller ikke selv om man kan gøre det på sms. Faktisk er der ti dage før arrangementet skal finde sted ingen tilmeldte overhovedet.

»Arrangørerne kan ikke forstå det, for alle sejl er jo sat til. Det må være de unge, der er for sløve, tænker kommunen, og som en slutspurt lejer de en blokvogn, hvor de kører rundt til gymnasier og handelsskoler og smider karameller og uddeler materiale, mens de med en megafon gør opmærksom på arrangementet. Problemet er, at de unge overhovedet ikke opfatter initiativet som seriøst ment,« siger Kasper Møller, professor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet og forfatter til bogen ’Borgerinddragelse. Et studie af borgerinddragelse i regioner og kommuner.’

Ugennemtænkt

I bogen er det vestjyske initiativ, der falder fuldstændig til jorden, et af i alt fire nøje beskrevne eksempler på borgerinddragelse, som embedsmænd og politikere kan tage ved lære af, når de ønsker at få borgerne i tale.

Det er nemlig ikke nok at ville lytte til sine borgere. Man skal også finde den rette måde at fange deres opmærksomhed og deres holdninger på. Og derfor er det mere end naivt at tro, at borgerinddragelse per definition er godt. Den bevidste overvejelse er en forudsætning for at få borgerne i tale, og har man hverken ressourcerne, formen eller viljen til at lytte, så glem det, mener Kasper Møller Hansen.

Faktisk har de både ressourcerne og viljen i Vestjylland. Alligevel går det galt. Først og fremmest bliver den hippe plakat opfattet som useriøs, ja endda som en reklame for et teleselskab. Andre aner ikke hvad ’second life’ er, og meget bedre bliver det ikke, da der bliver råbt i megafon og kastet karameller.

»Hvorfor kunne de ikke bare bede om vores opmærksomhed til et morgenmøde? Så havde det da virket mere seriøst,« mener en af de unge i bogen.

Men Kasper Møller Hansen, der fulgte forsøget, bemærker, at den også er helt gal med målgruppen, de 15-30-årige. Den er bred, meget bred, og ikke bare defineret af, at man her er på vej fra ungdomsliv til voksenliv, men i lige så høj grad af at bestå af individer, der spænder fra hende i gymnasiet til ham, der allerede har to børn, en hustru og et hus og en habil karriere i erhvervslivet.

»Der er ingen kogebogsopskrift på den gode måde at inddrage borgere på, men i eksemplet med de unge er det i hvert fald tydeligt, at gruppen er for bred, og at de meget luftige problemstillinger, kommunen ønsker at diskutere, ikke appellerer. Jo mere konkret, jo mere tæt på den enkelte, man kan gøre en diskussion, jo bedre. Det betyder ikke, at man ikke kan diskutere fremtid eller visioner i en kommune, men her blev det for luftigt,« siger Kasper Møller Hansen.

Tør politikerne lytte?

Udgangspunktet for Kasper Møller Hansens forskning i borgerinddragelse er strukturreformen fra 2007, der skabte store kommuner og regioner med færre politikere per borger.

På den ene side kan det, som Kasper Møller Hansen påpeger, anskues som et demokratisk problem. På den anden som en mulighed for at inddrage borgerne mere aktivt i beslutningerne, fordi der faktisk nu i kommunerne er ressourcer til netop den slags processer. Indenrigsministeriet har oven i købet flere gange over for kommunerne tilkendegivet, at det er vigtigt, at politikerne holder fast i nærdemokratiet og inddrager borgerne. Alligevel har kun ganske få kommuner en strategi på området, og helhedsindtrykket er, at man ofte famler sig frem.

»Jeg troede, der skulle ske en hel masse på det her område efter strukturreformen, og der skete intet! Jeg tror, mange politikere ikke tør invitere borgerne, for møder man dem og lytter til dem, er man også nødt til at svare dem. Diskussionerne kan være intensive, og så bliver politikerne forskrækkede,« siger Kasper Møller Hansen, der også peger på, at det på de traditionelle borgermøder ofte er Tordenskjolds soldater, der møder op med hver deres traditionelle og fastlåste holdninger.

Sjovt nok er den slags møder ofte lettere for politikerne at tackle. Her flyttes ingen holdninger, og møder bruges — kan man i hvert fald få fornemmelsen af — mest som en form for legitimering af beslutninger, politikerne allerede har truffet.

»Hvis borgerinddragelse skal fungere optimalt skal politikerne være villige til at lytte og få nye ideer og inspiration i møde med hr. og fru Danmark uden filter. Det er mit indtryk, at politikerne ofte bliver lidt svage i sokkeholderne, når de møder borgerne, i stedet for at få den oplevelse, som en politiker fik på et møde, hvor han mødte borgerne i mindre grupper til en diskussion om sygehusstruktur og bagefter udbrød: ’De vil sgu ikke have det!’. Den slags øjenåbnere kunne der være flere af,« siger Kasper Møller Hansen, der anser borgerne for at være meget mere kompetente, end politikerne måske mener.

Folk vil gerne tage ansvar

»Borgerne er ikke egoistiske, selv om vi også oplever ressourcestærke grupper, der råber højt. Folk ved godt, at de ikke kan få i pose og i sæk, og at der skal prioriteres. Naturligvis er der ingen, der vil have den nye losseplads placeret ved siden af huset, men hvis man nu kan diskutere det sammen og for eksempel blive enige om, at ’ok, I får lossepladsen, men så får I altså også den nye svømmehal’, så har man skabt en proces, hvor man både giver og tager — og hvor borgerne tager medansvar for beslutningerne. Det giver et helt andet engagement end oplevelsen af, at politikere bare bestemmer det hele,« siger Kasper Møller Hansen.

Han understreger, at borgerinddragelse er en ofte dyr og ofte ressourcekrævende proces. Men i hans optik kan de fleste temaer lægges ud til diskussion. Naturligvis fraregnet personsager a la ’skal barnet tvangsfjerens eller ej’.

Faren for populisme er kun overhængende, hvis man eksempelvis tolker borgerinddragelse som folkeafstemninger — der har en tendens til at polarisere frem for at skabe debat og løsninger — eller et regulært meningsmålingtyranni.

»Fok har evner og vilje til at træffe beslutninger. Selvfølgelig har vi et repræsentativt demokrati, men derfor kan politikerne jo godt bede om hjælp til at træffe beslutningerne på baggrund af input fra borgerne. Især hvis man ikke inviterer til de traditionelle møder med de samme borgere, der møder op hver gang og rider deres egen kæphest, men for eksempel udpeger et repræsentativt udsnit af befolkningen og beder dem om hjælp til en friere diskussion,« siger Kasper Møller Hansen, der opfordrer politikerne til at se på mødet med borgerne som andet end et med kværulanten hen over Brugsens frysedisk fredag aften.

»Hvis du ikke vil møde borgerne, tror du i bund og grund ikke på din egen argumentation. Jeg synes, der er behov for, at politikerne tænker deres rolle igennem og ser på fremtidens problemer som nogen, der skal løses i fællesskab. Behovet for at prioritere vil kun vokse de kommende år, men får man borgerne inddraget i diskussionen, forpligter de sig også og accepterer i høj grad de beslutninger, der træffes. Politikerne har simpelthen ikke råd til at lade være med at inddrage borgere.«