Moderne arbejdsliv skubber socialt svage kolleger ud

Af Marie Preisler, freelancejournalist.

Medarbejdernes stigende krav om et meningsfuldt arbejdsliv åbner nye muligheder, men skaber samtidig mange problemer. Den kantede kollega fryses ud, og det er blevet vanskeligere at værne om familielivet.

Den kejtede, kedelige eller lidt anderledes kollega bliver den helt store taber på fremtidens arbejdsmarked, hvor projektarbejde er på vej til at blive den dominerende arbejdsform. Det forudser tre arbejdsmarkedseksperter i en ny bog.

Formen med projektarbejde vinder indpas overalt på både private og offentlige arbejdspladser, for projekter opfylder medarbejdernes støt voksende krav om indhold i arbejdet. Men samtidig fører arbejdet i projektgrupper store spændinger på arbejdspladsen med sig og kræver helt nye kvalifikationer hos medarbejdere, ledere og tillidsfolk. Det vurderer forfatterne til bogen »Arbejdets nye ansigter« om ledelse af fremtidens medarbejder.

Bogen er skrevet af Agi Csonka, arbejdsmarkedsforsker og sektionschef i TDC’s personaleafdeling, samt Christian Bason og Nicolaj Ejler, der begge er afdelingsledere i analysefirmaet PLS Rambøll Management. De tre forfattere vurderer, at arbejdsmarkedet i disse år er under voldsom forvandling, fordi stadig flere grupper på arbejdsmarkedet prioriterer at have et arbejde med indhold, ansvar og personlig udvikling.

Det krav forsøger stadig flere arbejdsgivere at opfylde via projektarbejde, som de senere år har bredt sig fra den akademiske verden til efterhånden hele arbejdsmarkedet. Der eksperimenteres flittigt med selvstyrende teams og projektgrupper i industrien, og projektarbejde vinder også hastigt frem i offentlige institutioner. De tre eksperter er overbevist om, at projektformen overalt er kommet for at blive, for projektarbejde er fleksibelt, intensivt og giver medarbejderne større indflydelse og variation i arbejdet, sådan som både medarbejdere og moderne teorier om management fordrer.

Fra arbejdsplads til kampplads

Medaljen har imidlertid en overset bagside, advarer de tre eksperter. Projektarbejde fører let til alt for meget arbejde, stress og giver samtidig social slagside, fordi medarbejderne indbyrdes kæmper om at deltage i det gode projekt. Og her skal socialt svage kolleger ikke regne med at få plads.

»I industriens selvstyrende team, i den offentlige hjemmeplejes selvstyrende grupper, i kommunernes vej- og parkforvaltninger genfinder vi projektorganisationen i forskellige varianter.

Fælles for dem er, at medarbejderne konstant er udsat for konkurrence,« skriver forfatterne i »Arbejdets nye ansigter«.

De vurderer, at mange projektorganisationer i praksis er »kamppladser baseret på Darwins princip om naturlig selektion« og konstaterer, at projekterne gør det sværere for virksomhederne at tage et socialt ansvar.

I en projektorganisation er det nemlig svært for chefen at insistere på, at en upopulær medarbejder skal være med i et projekt. Og derfor bliver der ikke plads til den måske knap så sjove, den lidt kantede kollega eller hende, der er presset på hjemmefronten og derfor tit skal gå tidligt. Forfatterne henviser til, at det ikke er attraktivt at arbejde tæt sammen med en kollega tre måneder i træk, hvis man ved, at vedkommende ikke kan overholde deadlines. Den ældre, erfarne medarbejder, som mangler sans for humor og er belærende og arrogant, er næppe heller en populær projektmakker. Det samme gælder den unge nyuddannede og småbørnsforælderen, hvis barn skal begynde i daginstitution.

Disse nye sociale spændinger på arbejdspladsen bør både uddannelsessystemet og fagbevægelsen reagere på, mener Christian Bason.

»Hvis man har læseproblemer, kan man komme på kursus, men i dagens projektorganisation kan problemet lige så vel være, at man mangler personlige sociale eller organisatoriske kompetencer, og de er sværere at give folk. De faglige uddannelser skal være gearet til at lære eleverne at arbejde i projektgrupper, og fagbevægelsen bør være meget opmærksom på, at tillidsmanden har fået en langt mere central rolle som en slags terapeut og formidler mellem projektgruppe og ledelse af en masse uformelle spændinger. Der er tale om et stort rolleskift, som er meget belastende og også fordrer nye kompetencer hos tillidsmanden,« siger Christian Bason.

Mor vil hellere arbejde

Medarbejdernes nye krav om meningsfuldt arbejde giver også problemer på hjemmefronten.

Mange især børnefamilier oplever stigende ubalance mellem familieliv og arbejdsliv. Siden midten af 1990’erne har denne debat ifølge bogens forfattere især fokuseret på de mere privilegerede børnefamilier og det tilsyneladende dilemma, at disse familier klager og samtidig arbejder meget. Men det er ikke så underligt, at nogle medarbejdere bytter om på arbejde og privatliv, sådan som studier af hypermoderne arbejdspladser viser, mener Bason, Csonka og Ejler:

»Jo mere tid og energi, man bruger på sit arbejde, jo mere anerkendelse og positiv feedback får man. Mens det derhjemme kan synes som et uendeligt morads af uløselige problemer og helvedescykler af familiære arbejdsopgaver af den mest repetitive (gentagne, red.) og monotone slags. Fristelsen til at ringe hjem med et »Skat, jeg har et vigtigt møde – kys børnene godnat fra mig« bliver stor.«

Sådan har karrieremænd gjort i mange år. Det nye er angiveligt, at kvinder også har indset fordelene ved at undgå ulvetimen og oven i købet blive belønnet af chefen for det, vurderer forskerne. Der findes ikke danske undersøgelser, der dokumenterer tesen om, at småbørnsforældre foretrækker arbejde frem for at tage sig af deres børn, men ser man på småbørnsforældrenes adfærd, synes tesen ifølge forfatterne »ikke helt uden klangbund.«

Småbørnsforældre er ubetinget den gruppe, der arbejder mest, og nogle af de grupper, der har mest fleksible arbejdsforhold, vælger angiveligt at bruge fleksibiliteten på at arbejde mere.

Skal lære at navigere

Det er dog næppe udelukkende prioritering af arbejde frem for børn, der driver børnefamilierne, vurderer forfatterne. De peger på, at moderne organisationsformer, hjemme-pc, internet og mobiltelefoner giver fleksibilitet, men samtidig er redskaber for arbejdsgivere til at kontrollere og måske udvide medarbejderens arbejdsindsats. Medarbejderne skal derfor lære at navigere, og det er især akademikere forbavsende dårlige til, mener Agi Csonka.

»Når man navigerer, ved man, hvor man vil hen, og det giver mulighed for at prioritere. Især mange akademikere styrer hid og did uden at opstille mål for sig selv og holde fast i dem.

Måske fordi de er flasket op med, at arbejde har stor værdi, og derfor ikke har deres egne prioriteringer klart i hovedet,« siger hun.

Hun ser dog en tendens til, at unge veluddannede er gode til at navigere.

Bogen anbefaler arbejdsgiverne at indføre en familiepolitik, der sikrer fornuftig sammenhæng mellem arbejdstid og arbejdsmængde, forudsigelighed i planlægningen, familievenlige arbejdsrutiner, en kultur, hvor det er legitimt at tage sig af familiens behov, samt en belønningsstruktur, der ikke kun tilgodeser dem, der bliver hængende til klokken 19.

Derimod ser forfatterne ikke firma-organiseret tøjvask, indkøb og børnepasning som en løsning.

Det giver ikke familievenligt arbejde, men snarere arbejdsvenligt familieliv.