Mobning blomstrer på danske arbejdspladser

Af | @MichaelBraemer

Et voksende antal danskere mobbes på arbejdet med store konsekvenser for karriere og helbred. Udviklingen sker trods et årtis kraftig fokus på problemet. Eksperter peger på en forråelse i samfundet og et moderne arbejdsliv, der gør os mere afhængige af hinanden og får os til at støde dårligt tilpassede ud som uønskede.

UDSTØDNING Stadig flere danskere føler sig rigtig dårligt tilpas på deres arbejde. Trods kraftig fokus på virksomhedernes psykiske arbejdsmiljø klager et voksende antal lønmodtagere over mobning, der af eksperter betegnes som den mest ydmygende og invaliderende adfærd overhovedet.

12 procent af de danske lønmodtagere er inden for det seneste år blevet mobbet på deres arbejdsplads ifølge en undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4.

Da Det Nationale Center for Arbejdsmiljø (NFA) for fire år siden lavede en tilsvarende undersøgelse, var otte procent blevet mobbet i løbet af det seneste år. De adspurgte i begge undersøgelser blev gjort opmærksom på, at »ved mobning forstår man, at man gentagne gange bliver udsat for ubehagelig eller nedværdigende behandling, som det er svært at forsvare sig imod«.

Arbejdsmiljøforsker og professor på NFA Tage Søndergaard Kristensen ser med stor bekymring på udviklingen, som han imidlertid ikke betragter som et isoleret arbejdsmiljøproblem:

»Jeg tror, det har noget at gøre med en generel tendens i befolkningen. Man ser det jo også i fodbold, trafikken og alle andre former for samvær. Der er en generel forråelse i det offentlige rum.«

Tage Søndergaard Kristensen understreger imidlertid, at arbejdspladserne under alle omstændigheder har en opgave og interesse i at signalere en kraftig afstandtagen til forråelsen.

»Det er vanskeligt at undgå, at mobningstilfælde nummer ét på en arbejdsplads forekommer. Men det er gennem måden, man reagerer på det første tilfælde, at man skal forhindre nummer to. Hvis nogen opdager, at de kan slippe af sted med at mobbe, er der stor sandsynlighed for flere tilfælde.«

Fællesskab avler strid

A4’s undersøgelse viser en klar tendens til, at mobning trives bedst i de faggrupper, hvor medarbejderne er mest afhængige af hinandens indsats. Listen over mobbeofre toppes således af social- og sundhedspersonale, håndværkere og ufaglærte, hvor næsten hver femte har været udsat for mobning inden for de seneste 12 måneder. I bunden af listen finder man akademiske funktionærer, hvor »kun« fem procent klager over mobning. Akademikerne har oftere deres egne kontorer og arbejdsopgaver.

Einar Baldursson, leder af Center for arbejds- og organisationspsykologi ved Aalborg Universitet, har i 20 år beskæftiget sig med arbejdsgrupper og ser en logisk sammenhæng mellem arbejdsfællesskab og mobning. Og når man kan konstatere et voksende omfang af mobning til trods for øget fokus på problemet, så hænger det netop sammen med, at det moderne arbejdslivs gruppeorganisering og selvforvaltning har bragt folk tættere sammen, mener han.

»De arbejdsmæssige forhold har ændret sig, så vi er blevet mere afhængige af hinanden. Samtidig er vores selvopfattelse i meget højere grad blevet bundet op på, hvordan vores arbejdsindsats bliver vurderet. De allervigtigste ting i vores liv foregår nu i arbejdet. Alligevel er der utrolig lidt opmærksomhed på noget så fundmentalt som personlige forudsætninger og personlig kemi, når man sammensætter arbejdsfællesskaber,« beklager han.

Einar Baldursson mener, at ledelserne i langt højere grad burde påtage sig et ansvar for, at arbejdsfællesskaber fungerer, og at de viger uden om to ubehagelige, men også uomgængelige spørgsmål: Om det er rimeligt, at det store flertal skal leve med en eller to, som ikke passer ind? Og om det er rimeligt, at én eller to skal tvinges til at forblive i en uholdbar og utilfredsstillende arbejdssituation?

»I stedet lader man mobbekulturen løse problemet. I stedet for at flytte mennesker, som ikke hører til, eller udstyre dem med de sociale kompetencer, der skal til at klare sig, lader man dem blive mobbet ud. Dér svigter ledelsen,« siger han.

Dårlig ledelse

A4’s undersøgelse kan i det hele taget dårligt opfattes som et skulderklap til den danske lederstand. Når mobbeofre skal udpege synderne, peger 74 procent ganske vist på kolleger. Men 33 procent har også oplevet deres leder i en krænkende rolle. I forhold til ledernes antal på arbejdspladserne er der tale om en klar overrepræsentation af ledere blandt mobberne.

I sit praktiske arbejde på arbejdspladserne støder Tage Søndergaard Kristensen fra NFA også på rystende eksempler på ledere, der ikke alene ser gennem fingre med, men også selv går i spidsen med mobning.

»Bagefter siger lederen, der burde være en rollemodel: »Det må du finde dig i – det hører med«. Men hvor skal folk så gå hen med deres problemer? De fleste mobbede betaler prisen for mobning ved at skulle skifte arbejdsplads, hvilket er helt urimeligt. Oven i mobning, fravær og dårligt helbred mister de også deres arbejde,« siger han.

At medarbejdere presses ud af mobning, og at det især sker, når lederen svigter, bekræftes af tallene i A4’s undersøgelse. Flere end hver femte lønmodtager har været mobbet på en arbejdsplads, som de nu har forladt, og blandt dem peger halvdelen på en leder som mobber.

39 procent af de tidligere mobbede oplyser, at det var mobningen, der fik dem til at sige det tidligere job op. Men selv om de har fået andet job, så er tavlen ikke vasket ren. Flere end to ud af tre tidligere mobbede siger, at mobningen er gået ud over deres arbejdsglæde, og 41 procent erkender, at den har mindsket deres produktivitet.

Ledere føler afmagt

Lars Andersen, arbejdsmiljøchef i Ledernes Hovedorganisation, er ikke stolt over de nye tal. De kommer bare et par uger efter, at organisationen fremsatte det forsigtige skøn, at færre tilsyneladende får deres arbejdsliv ødelagt af mobning i forhold til for bare få år siden. Det skete på baggrund af en undersøgelse blandt ledere.

At den klare tale fra medarbejderne i A4’s undersøgelse viser, at det forholder sig omvendt, vil Lars Andersen ikke betvivle, selv om han mener, at de høje tal til en vis grad kan afspejle det store fokus, der i de seneste år har været på problemet.

Under alle omstændigheder betegner Lars Andersen mobning som et uvæsen, der aldrig kommer til at stå i bøger om god ledelse.

»Ingen vinder ved en situation, hvor ledere eller medarbejdere blive behandlet dårligt, og mobning er måske ultimativt den dårligst måde at behandle folk på. Det kommer der intet godt ud af, hverken for den enkelte eller for virksomheden.«

Når lederne alligevel kommer til at optræde i en uheldig rolle, kan det ifølge Lars Andersen enten være, fordi de i afmagt og mangel på redskaber til at håndtere problemer med mobning utilsigtet selv får en aktiv rolle. Eller fordi de forsøger at fastholde deres position som ledere, hvilket han betegner som fuldstændig misforstået.

»Lederposition skal man ikke have gennem magt, men i kraft af, at man er i stand til at bevare overblikket og håndtere konflikter på en fremadrettet og konstruktiv måde.«

Ledernes Hovedorganisation har i flere år haft fokus på problemet, og adskillige undersøgelser har vist, at medlemmerne er meget opmærksomme på udfordringen. Således figurerede psykisk arbejdsmiljø på en tredjeplads foran for eksempel økonomi og globalisering, da medlemmerne for få år siden skulle udpege de kommende års største udfordringer.

At resultaterne tilsyneladende ikke står mål med anstrengelserne eller den gode vilje skyldes ifølge Lars Andersen, at lederne er sat på en oven ud svær opgave.

»Det paradoksale er, at jo flere problemstillinger af den her slags, lederne har haft, desto vanskeligere synes de, det er at håndtere. Det er dem, der ikke har haft det tæt inde på kroppen, der siger: Hallo, hvor svært kan det være?«

Helt afgørende er det ifølge arbejdsmiljøchefen at håndtere konflikter på arbejdspladsen så tidligt som muligt og helst så tidligt, at der er en konkret konflikt at tale om.

»Efterfølgende er det kropumuligt at rede trådene ud. Så bliver det til et slagsmål om hønen og ægget – hvem har skyld, og hvem har ikke skyld?«

Rå tone blandt håndværkere

Mest betændt ser det psykiske arbejdsmiljø ud til at være blandt håndværkere. Lidt færre håndværkere end social- og sundhedsassistenter- og hjælpere (sosu’er) klager over at have været udsat for mobning. Men i deres håndtering af mobning adskiller håndværkerne sig fra andre faggrupper på en måde, der vidner om et råt arbejdsmiljø:

77 procent af sosu’er, men kun 48 procent af håndværkere, har hjulpet en kollega, de har set blive mobbet, 10 procent af sosu’er, men 32 procent af håndværkere, mener, at mobbede kolleger selv har været skyld i mobningen. Og hele 18 procent af håndværkerne indrømmer, at de selv har mobbet, hvor det kun er fem procent af sosu’erne.

Freddy Hansen, arbejdsmiljøkonsulent i Forbundet Træ-Industri-Byg, var godt klar over, at tonen på byggepladserne trænger til en overhaling, men ikke at det stod så slemt til.

»Vi ser en udvikling med flere lærlingesager, og de drejer sig om problemer med både mestre og svende. Tidligere søgte folk til håndværksfag, fordi de godt kunne lide den rå tone på byggepladserne, men i dag er det andre folk, der kommer til, og de unge finder sig ikke i det hele. Og hvis omgangsformen går alvorligt ud over nogen, er det jo katastrofalt. Så er der brug for spilleregler, og dem er vi i øvrigt begyndt at arbejde med,« siger han.

Hvis nogen skulle have en forestilling om mobbeofre som uskyldsrene lam, så bliver den i øvrigt grundigt aflivet af undersøgelsen. 20 procent af mobbede har inden for de sidste 12 måneder selv været med til at mobbe på deres arbejdsplads mod kun fire procent af ikke-mobbede. Et forhold, som Tage Søndergaard Kristensen ikke har set undersøgt tidligere, og som han kalder »sensationelt«.

»Forklaringen må jo være, at hvis man sparkes til ovenfra, så sparker man videre nedad. Men det havde jeg ikke troet.«