Mobbeofre rotter sig sammen

Af

Det må være mobberne – og ikke de mobbede – der skal finde sig et andet arbejde, mener stifteren af en ny forening for voksne, der har været udsat for mobning. Hun er træt af, at hverken fagforeninger, arbejdsgivere eller myndigheder tager de mobberamte alvorligt.

Hvorfor er der brug for en forening mod voksenmobning?

Fordi der ikke er ret meget hjælp at hente for mennesker, der har været udsat for voksenmobning, i dag. Det er meget ensomt at stå i den situation, og ofte vil du opleve, at hverken din fagforening eller din læge aner, hvad de skal stille op, fordi folk ikke aner, hvad voksenmobning er.

Hvad vil I gøre ved det?

Vi vil udbrede viden om, hvad voksenmobning er, og hvordan det påvirker mennesker at blive udsat for det. Det er for længst påvist, at mobning kan give varige psykiske mén og føre til både stress, depression og posttraumatisk stress symptomer, hvis der ikke gribes ind. Alligevel oplever de mobbede gang på gang at få at vide, at det er dem, der er noget galt med, når de har de symptomer. Melodien er stadig: »Glem det og kom videre«.

Det kan lyde som et meget fornuftigt råd …

Problemet er, at folk bliver syge af det her, og det vil de blive ved med at være, hvis deres situation ikke ændrer sig, og mobningen stopper. Når man er på vej over i en depression, så ændrer ens personlighed sig. Man trækker sig og bliver utryg over for andre mennesker. Det er almindelige reaktioner på et ualmindeligt pres. Og det er noget, man skal have hjælp til at rette op på igen. For mig tog det 33 samtaler af halvanden times varighed hos en erhvervspsykolog. Man kan ikke bare tage sig sammen og komme videre, så det er ikke noget godt råd.

Hvad vil I konkret gøre for at hjælpe de mob­bede?

Vi vil blandt andet åbne en telefon-hotline, der skal rådgive både de mobberamte og deres arbejdsgivere og pårørende. Og så vil vi etablere et netværk, der kan fungere som bisiddere, når de skal møde arbejdsgiverne, lægen, jobformidlingen og alle de andre mennesker, som kan have svært ved at forstå, hvad det er, de her mennesker er blevet udsat for og hvad, de har brug for.

Er det ikke tillidsmandens og fagforeningens job at være bisidder i forhold til arbejdsgiveren?

Jo, det kan du godt sige, men da jeg kontaktede min fagforening for at få hjælp og fortalte dem, at jeg havde det forfærdeligt, fordi jeg var udsat for konstant kritik, lød spørgsmålet: »Hvor gammel er du, Gitte?« Hvortil jeg svarede 45 år. Herefter var udmeldingen: »Har du overvejet at finde et andet arbejde?« Jeg var rystet og svarede: »NEJ – for jeg elsker mit arbejde, og jeg er god til det.« Den besked fra fagforeningen går igen, når jeg taler med andre, der har været udsat for voksenmobning.

Kan det ikke være et ret godt råd, hvis arbejdsmiljøet er så dårligt, at man bliver syg af at være på arbejdspladsen?

Det kan simpelthen ikke passe, at det er den, der bliver mobbet, der skal ud. Den vil jeg meget gerne have til debat, den logik. Det må være den, der mobber, som får at vide, at det ikke er acceptabelt på arbejdspladsen. Og hvis det gentager sig, så må det i sidste ende være fyringsgrund. Ellers kan der altså komme meget stor udskiftning på mobbekontoen på sådan en arbejdsplads.

Nu starter I en forening mod voksenmobning, men der er vel ingen, der går ind for voksenmobning – heller ikke arbejdsgiverne.

De gør i hvert fald alt for sjældent noget ved det. Arbejdsgiverne har deres opmærksomhed på produktionen og bundlinjen, men den vil jeg gerne have flyttet over til deres vigtigste aktiv – nemlig medarbejderne. Hvis de trives og fungerer godt sammen, så er jeg sikker på, at det også vil aftegne sig på bundlinjen i sidste ende. En arbejdsplads med mobning er ikke særlig produktiv.

Hvordan ser det ud om fem år, hvis foreningen bliver en succes?

Så skal de 10 bud, der kan forebygge voksenmobning, op og hænge i en guldramme på enhver arbejdsplads! Så vil det være en naturlig ting for virksomhederne at tale om og tage ansvar for voksenmobning. Det kan aldrig helt undgås, men det kan håndteres bedre og stoppes, før folk bliver syge af det. Man kan ikke gå gennem livet uden på et eller andet tidspunkt at komme til at såre og krænke et andet menneske, men så man kan godt lære at sige undskyld og tale om det.