Ministrenes billige grin

Af | @JanBirkemose

Regeringens åbenhed betyder, at vi skal kende alt til den strøm af værdiløse plastikgaver, som ministrene modtager. Men ingen må vide, hvilke lobbyister, der løber ministrene på dørene.

LEDER Man kan næsten høre grinene runge på Slotsholmen, når ministrene opdaterer deres hjemmesider med, hvilke gaver de har modtaget. Intet er tilsyneladende for småt, når regeringen lever op til den omdiskuterede åbenhedsordning, som blev indført i foråret: En plastikkuglepen, en engangsregnvejrsponcho, fire mangofrugter eller en slikkepind er blot nogle af de ligegyldigheder, åbenhedsordningen giver som kompensation for, at resten af ministrenes gøren og laden er blevet hemmeliggjort.

Den såkaldte åbenhedsordning blev indført i kølvandet på skandalen om erhvervsfirmaer, der havde betalt golf- og jagtture til tidligere økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K). Men mens ministrene er blevet tvunget til fremover at offentliggøre deres gaver, er de samtidig sluppet fri for at skulle give aktindsigt i deres ministerkalendere.

Derfor står vi nu i den – set i et demokratisk lys - absurde situation, at vi kan få oplyst, at den nuværende økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen har modtaget en kasse fisk fra Hirtshals Fiskefestival, mens det er en statshemmelighed, hvem Lene Espersen holder møder med.

Et indblik i ministrenes mødeaktiviteter kunne afdække, om regeringens politik er baseret på ministrenes egne mavefornemmelser eller på baggrund af indspark fra alle parter, der berøres af deres politik. Et aktuelt eksempel er netop Lene Espersens nye lukkelov, som hun til stor overraskelse for de butiksansattes fagforening HK lancerede tidligere på måneden. HK var nemlig ikke blevet hørt eller inviteret til kaffe til trods for, at det er deres medlemmer, der skal til at arbejde om søndagen.

I det lys ville det være en demokratisk gevinst, hvis vælgerne, de butiksansatte og medierne kunne kigge ministeren over skulderen og se, hvor ofte de store butikskæder, der er lykkelige for en ophævelse af lukkeloven, har været inviteret indenfor på Lene Espersens ministerkontor.

En ting er, at en minister vælger kun at høre den ene part, en anden ting er, at den manglende balance er fuldstændig mørkelagt. Uanset hvor banalt det er at gentage et ofte hørt synspunkt om, at regeringsmagten skaber arrogance, er ministrenes oplysninger om de mange værdiløse plastikgaver, der kommer ind ad døren en hån mod de borgere, der nærer en ægte interesse for de politiske processer. Der er næppe tvivl om, at flertallet hellere vil vide, hvem der påvirker politikerne på møder end ved at sende en kasse fisk.

Det absurde er, at åbenhedsordningen er blevet ledsaget af formuleringer om, at det er et »bærende princip for demokratiet, at borgerne har størst mulig adgang til at følge med…« og »en sådan indsigt er således egnet til at underbygge og forøge tilliden til forvaltningen«. Hvordan politikerne, der i dette tilfælde består af hele Folketinget minus Enhedslisten, kan tro, at tilliden til dem og systemet kan vokse, ved at de mørkelægger enhver aktivitet, der ikke lige er rullende tv-kameraer på, er et under i den tunge ende.

I dagens ugebrev meddeler over halvdelen af vælgerne, at de tror, at der er korruption blandt politikerne. Det er ikke sært, når politikerne i den grad holder offentligheden for nar og samtidig tillader sig at kalde det åbenhed.