Lufthuller

Minister: Køb billige flybilletter med god samvittighed

Af | @GitteRedder

Der skal sættes en effektiv stopper for social dumping fra lavprisselskaberne, mener transportminister Magnus Heunicke (S). Men det er politikerne, der skal løse problemet, siger han og fritager forbrugerne for ethvert ansvar, når de shopper rundt efter billige billetter.

Det er ikke forbrugernes opgave at sikre ordentlige vilkår i luftfarten, lyder det fra transportminister Magnus Heunicke (S). 

Det er ikke forbrugernes opgave at sikre ordentlige vilkår i luftfarten, lyder det fra transportminister Magnus Heunicke (S). 

Foto: Jens Dresling/Polfoto

Når danskerne køber flybilletter til en slik, er det helt okay. Det er ikke deres skyld, at årsagen til discountbilletten er udspekulerede flyselskaber, der groft udnytter smuthuller mellem de forskellige EU-landes regler. Det slår transportminister Magnus Heunicke (S) fast i kølvandet på debatten om social dumping i luftfarten.

»Vi kan ikke overlade det til den almindelige rejsende børnefamilie på vej på charterferie at løse problemerne med social dumping i luftfarten. Ansvaret for, at tingene er i orden, ligger hos politikerne og arbejdsmarkedets parter,« siger Magnus Heunicke.

Når danskerne køber en rejse og flyver fra Danmark, må de ifølge transportministeren kunne forvente, at der er tjek på både sikkerhed og arbejdsforhold, fordi politikere, arbejdsgivere og fagbevægelse har gjort deres arbejde.

»Du får ikke mig til at sige, at man er umoralsk, hvis man vælger bestemte flyselskaber på grund af lave priser. Det må være op til os politikere at sikre, at tingene er okay,« siger Magnus Heunicke:

»Vi kan ikke forlange, at familien skal gå hen og undersøge, om sikkerheden nu er i orden, om tidsbestemmelserne bliver overholdt, hvad kabinepersonalet tjener, hvordan bemandingen er, og hvad der sker i bagagehåndteringen,« fastslår han.

Problemerne skal løses i Bruxelles

Ligesom forbrugerne går i det supermarked, hvor dagligvarerne er billigst, har de også et selvfølgeligt ønske om at rejse billigt, pointerer ministeren.

Det er et wake up call til os alle sammen fra SAS. Det må ikke ske, at vi får en situation, hvor vi importerer arbejdskraft fra hele verden til at arbejde i vores flyselskab. Magnus Heunicke (S), transportminister

Men udfordringen for ministeren er, at det er langt lettere at holde styr på andre brancher end en grænseoverskridende luftfartsbranche, hvor flyselskaber hele tiden finder smuthuller og flytter fra land til land.

»Når børnefamilien finder et godt rejsetilbud, så har man en forventning om, at vi politikere og arbejdsmarkedets parter har sikret, at det gode tilbud er på ordentlige vilkår,« siger han.

Men med den tiltagende konkurrence mellem flyselskaberne og lavprisselskaber, der udflager til lande som Irland med mere liberale regelsæt for ansættelser, er det blevet langt sværere for politikerne at sikre, at de flybilletter, familien Danmark køber, så også er i orden. Det medgiver han.

»Luftfartsbranchen er i en rivende udvikling, når det kommer til at spekulere i smuthuller. I dag regelshopper flyselskaberne i stor grad, og det er blevet en labyrint, der udfordrer EU’s arbejdsmarked. Det skal vi have sat en stopper for,« fastslår han.

Magnus Heunicke fremhæver, at problemerne med social dumping og luftfartsselskabers forumshopping imellem forskellige EU-lande først og fremmest skal løses i Bruxelles.  Og her er der vidt forskellige holdninger mellem landene til, hvor alvorligt problemet er, beklager transportministeren.

»Reglerne bliver fortolket og implementeret vidt forskelligt i EU-landene, og det er et problem. Det er ikke alle landene, der klapper i hænderne, når jeg som dansk transportminister fremfører, at social dumping i luftfarten skal stoppes. Det er en kamp med nogle tydelige modstandere,« siger han og nævner blandt andet Irland som et EU-land med meget liberale regler for luftfartsselskaberne.

Et wake up call fra SAS

Også det store skandinaviske selskab SAS har konkurrencen inde på livet. Og når Finnair i Finland fremover får lov til at hyre billigt, asiatisk kabinepersonale for at kunne klare konkurrencen, udfordrer det SAS yderligere, pointerer SAS-direktør Lars Wigelstorp Andersen i dag i Ugebrevet A4.

Klik her for at læse artiklen: Den danske stewardesse kan snart være et særsyn

Samtidig understreger SAS-direktøren, at det vil være en dårlig forretning fra politikernes side at lade dansk luftfart gå samme vej som tekstilbranchen.

»Vi minder i al stilfærdighed om, at vi årligt lægger syv-otte milliarder kroner i skattebetalinger til de skandinaviske samfund. Så det er jo ikke helt uden omkostninger, hvis SAS eventuelt flytter ud af landene,« siger han.

Transportministeren tager SAS-direktørens melding meget alvorligt og er klar over, at det er ved at være sidste udkald, siger han.

»Det er et wake up call til os alle sammen fra SAS. Det må ikke ske, at vi får en situation, hvor vi importerer arbejdskraft fra hele verden til at arbejde i vores flyselskab. Betydningen af at have et stort dansk flyselskab i Københavns Lufthavn kan ikke overvurderes, og derfor skal der kæmpes for at sikre det,« siger Magnus Heunicke.

»Så snart den nye EU-Kommission træder til, vil der være en dansk henvendelse for at presse på i forhold til den her diskussion. Og forhåbentlig vil den nye Kommssion lægge en ny linje i forhold til at få styr på reglerne i luftfarten,« siger Magnus Heunicke.