»Mine børn skal ikke bruges som socialt eksperiment«

Af

Diskussionen om lige muligheder er blevet så snæver, at man glemmer at glæde sig over de børn, som har fået ekstra stimulans hjemmefra. Det mener Christopher Arzrouni, klummeskribent og bestyrelsesmedlem i den borgerlige tænketank Cepos.

Du fremhæver den positive sociale arv. Hvorfor er den så vigtig for dig at pointere?

»Debatten handler mest om økonomisk arv og økonomisk fordeling. Men normer og kundskaber er den vigtigste arv, som forældre kan give deres børn. Denne positive sociale arv kan heldigvis ikke beskattes. Det har jeg det ret godt med.«

Når jeg kører op ad Strandvejen nord for København, tænker jeg overklasse-ghetto. Hvad tænker du?

»At der ser rart ud, og at her ville jeg gerne bo, men det har jeg ikke råd til. Jeg tror nu også, at mine børn ville kede sig dér, fordi der ikke er så mange børn som i Smørumnedre, hvor vi bor. Det er en rar børnefamilie-ghetto. Som Nørrebro i 30’erne, bare med bedre sanitære forhold.«

Ser du ikke et problem i, at du og resten af akademikereliten klumper sig sammen i ghettoer – akkurat som indvandrere?

»Det er en temmelig bagvendt måde at anskue det på. Har du hørt om akademikerkriminalitet og akademikerbander? Hvad er galt ved, at folk uddanner sig og tilstræber et ganske almindeligt liv? Folk som mig udnævnes til ligusterfascister, fordi vi lever i en forstad og har valgt et fredeligt, borgerligt liv med gode borgerlige dyder, herunder at give vores børn en god opdragelse og præge dem med rimelige ambitioner, arbejdsomhed, respekt og intellektuel nysgerrighed. Jeg har det fint med min småborgerlighed.«

Burde du ikke lade denne positive sociale arv smitte af på mindre heldige børn ved at bo et sted, hvor der ikke kun er børn med samme baggrund?

»Mine børn skal ikke bruges som socialt eksperiment. De opfører sig forhåbentlig ordentligt og er gode kammerater, og jeg lægger gerne hus til kammeraters besøg. Men mine børn skal ikke være instrumenter for en hellig lighed. Det ophidser mig også, når nogle siger, at min familie med fire børn sandelig bidrager flot til at finansiere velfærden i fremtiden. Mine børn skal ikke betragtes som andres malkekøer. De eksisterer for deres egen skyld.«

Bør det ikke smitte af på andre børn, at dine børn får noget positivt med sig?

»Jeg under andres børn det godt og mine egne børn det rigtig godt. Men der er også ting, jeg ikke kan give dem, desværre. Jeg kan ikke lære mine børn at spille på et instrument. En af min datters klassekammerater er fra en musikerfamilie og bliver måske en stor musiker. Det kan jeg godt glæde mig over, selv om mine børn ikke får del i denne positive sociale arv.«

Du kalder boligkvoter for lighedsfanatisk arrogance og naivitet. Er det arrogant og naivt at ønske lige muligheder for alle?

»Det er arrogant at ville tage politiske midler i brug for at regulere, hvor mange akademikere der må bo et sted. Og det er naivt at tro, at boligkvoter er effektive. Måske kan en åndssvag socialist diktere, hvor jeg skal bo, men ingen kan diktere, hvor meget jeg skal omgås mine naboer. Folk skal selv bestemme, og der er grænser for, hvad politikerne kan regulere.«