Milliarder af oliekroner går uden om statskassen

Af | @JanBirkemose

Danmark får færre penge ud af undergrunden end vores naboer. Alene i 90’erne kunne staten have fået 20 milliarder kroner ekstra, hvis den danske beskatning af olien svarede til den norske. Nu kræver et politisk flertal, at skatten skal sættes op. Samtidig er en regeringsbestilt kulegravning af A.P. Møllers regnskaber for de seneste 40 år ved at være færdig.

Forældet lovgivning koster hvert år Danmark olieindtægter i milliardklassen. Alene sidste år drejede det sig om 6,3 milliarder kroner. Men den særlige lov, der skal give staten en ekstra gevinst på undergrundens skatkammer, når oliepriserne er høje, har aldrig fungeret. Derfor mærker samfundet stort set intet til, at olieselskaberne i de senere år har haft afkast, der er næsten otte gange så høje som resten af industrien, og at de i øjeblikket tjener endnu flere penge på grund af Irak-krisen, der har sendt oliepriserne på himmelflugt.

Den forretningssucces har politikerne, der i det daglige slås med den pressede offentlige økonomi, dog opdaget. Ved en forespørgselsdebat om emnet på torsdag vil regeringen derfor blive præsenteret for et folketingsflertal, der kræver en større del af oliekagen til samfundet. Og det må meget gerne være på et niveau, der minder om Norges. Ganske vist er de norske oliefund langt større end de danske, men den norske stat får også en større andel af indtægten end den danske stat. Alene i perioden 1990 til 1998 ville Danmark have fået 20 milliarder ekstra skattekroner, hvis den økonomiske fordelingsnøgle var som den norske. Men Danmark har siden olieeventyrets begyndelse spillet sine kort defensivt og nærmest selvdestruktivt.

  • Inden man kendte til undergrundens muligheder, underskrev staten i 1962 en 50-årig aftale med A.P. Møller om retten til at udvinde råstoffer fra hele den danske undergrund. Eneretsbevillingen, der udløber i 2012, er siden blevet begrænset til mindre, men meget lukrative arealer i Nordsøen.
  • De frigivne arealer er i de senere år blevet udbudt til andre olieselskaber, der alle har måttet finde sig i, at det statslige energiselskab, DONG, satte sig på en femtedel af forretningen. Dermed har staten fået en indtægtskilde via DONG, som man ikke har i A.P. Møllers områder.
  • A.P. Møller, der sammen med Shell og Texaco udgør Dansk Undergrunds Consortium, DUC, producerer cirka 80 procent af den olien fra den danske undergrund. Da DONG ikke er indblandet i den produktion, er skatter og afgifter statens eneste mulighed for indtægt.
Lukrativ afskrivning

Men i takt med, at olieproduktionen er steget på Nordsøen, har politiske beslutninger og lav inflation trukket tænderne ud på de skatter, der skulle sikre staten en stor andel af gevinsten.
Den vigtigste skat på olien er i dag den almindelige selskabsskat. Men siden 1962, hvor aftalen med A.P. Møller blev indgået, er skatteprocenten faldet fra 44 procent til 30 procent. Den skattelettelse har kostet staten et tocifret milliardbeløb i tabte indtægter.

Kritikken mod statens manglende gevinster retter sig dog primært mod den såkaldte kulbrinteskat, der ofte betegnes som århundredets største skattefiasko. Skatten blev indført i 1982 for at give staten en større gevinst i perioder, hvor olieselskaberne tjener mange penge på grund af stor produktion og høje oliepriser. Den slags perioder har der siden været mange af. Ikke mindst de senere år. Alligevel har skatten kun givet gevinst fire gange med et samlet udbytte på bare lidt mere end 500 millioner kroner.

Årsagen er, at politikerne i 1982 også indbyggede en af skattehistoriens mest attraktive afskrivningsregler for at motivere olieselskaberne til at investere deres overskud i ny efterforskning. Skattefradraget er på hele 250 procent, og resultatet efter 20 år er derfor, at værdierne er gået uden om statskassen, mens Nordsøens undergrund er blevet efterforsket og prøveboret i en sådan grad, at den i dag hører til en af de bedst undersøgte havbunde i verden.
En rapport fra et udvalg, der blev nedsat under den tidligere SR-regering, konkluderede i 2001, at kulbrinteskatten burde omdannes til en helt ny skat med væsentligt dårligere afskrivningsregler for olieselskaberne. Fradraget på 250 procent har ganske enkelt vist sig at være helt overdrevet i forhold til, at inflationen siden 1982 næsten er bremset. Det betyder ifølge rapporten, at den nutidige værdi af en investering på 100 kroner er mere end 200 kroner. Selv hvis fradraget blev reduceret til 150 procent, ville værdien af de sparede skatter stadig være større end olieselskabernes investeringer.

God grobund for spekulation

En økonomisk gulerod i den størrelse har givet olieselskaberne et stort motiv for at spekulere i afskrivningsreglerne. Rapporten fra kulbrinteudvalget nævner blandt andet følgende muligheder:

  • Olieselskabet flytter rundt på omkostningerne mellem sine selskaber, så de lander der, hvor risikoen for at skulle betale kulbrinteskat er størst. Det kan for eksempel ske ved, at olieselskabet betaler forhøjede priser for den ydelse, som købes af et andet selskab, der ikke har den attraktive afskrivningsmulighed – såkaldt transfer pricing.
  • Olieselskabet, der typisk også producerer olie i andre lande med andre skatteregler, lader de fælles omkostninger blive placeret i Danmark, hvor der er de gode fradragsmuligheder. Det kan for eksempel dreje sig om afprøvning af nye metoder. Herefter kan olieselskabet udnytte den nye viden i andre lande, hvor fradragene ikke er lige så gode.

Ingen af olieselskaberne i den danske del af Nordsøen er blevet afsløret i den form for spekulation, men det er åbenlyst, at betingelserne er til stede. Eksempelvis har A.P. Møller stribevis af datterselskaber og associerede selskaber som underleverandører til produktionen i de danske oliefelter.

Samtidig har alle olieselskaber på Nordsøen en stor produktion uden for Danmark. Et eksempel er A.P. Møller, som via sin store erfaring fra kalkstenboringer i Danmark i dag anses for at være blandt de førende i verden i denne særlige teknik. Den viden udnytter selskabet blandt andet i en voksende produktion i Qatar, og kort før jul inviterede verdens to største olieselskaber Shell og ExxonMobil det danske olieselskab til at deltage som operatør i efterforskning og produktion på et enormt britisk oliefelt, hvor undergrunden er identisk med de forhold, som Maersk Olie og Gas A/S er vant til at håndtere i Danmark.

Aktieanalytikere håber, at det nye trekløver vil kunne pumpe olie op for otte-ni milliarder kroner om året. Og en tredjedel af den omsætning vil gå til A. P. Møller. Med til det samlede billede hører dog, at selv om A.P. Møller har fået finansieret sin store know how ved hjælp af danske skattefradrag, vil selskabets andel af indtægterne fra det britiske felt og de penge, der allerede i dag tjenes i Qatar og andre steder på kloden, blive selskabsbeskattet i Danmark.

20 milliarder i kassen

Kulbrinteudvalgets forslag om at ændre de lukrative afskrivningsregler er ikke blevet behandlet i Folketinget. Men forslaget betragtes som det mest seriøse bud på en ny bæredygtig balance mellem staten og olieselskabernes interesser. Beregninger fra udvalget viser, at samfundet ville have modtaget mere end 20 milliarder kroner ekstra, såfremt afskrivningsreglerne allerede fra 1982 havde været, som udvalget foreslår.

Et væsentligt element i spørgsmålet om en hårdere beskatning er størrelsen af olieselskabernes langsigtede forrentning af deres investeringer. Olieefterforskning kræver enorme investeringer, men kan til gengæld udvikle sig til en næsten selvkørende pengemaskine. Derfor bør olieselskabernes succes vurderes over flere årtier.

Internationalt anses det for en succes, hvis et olieselskab opnår en langsigtet forrentning på 15 procent. Maersk Olie og Gas A/S oplyser til Ugebrevet A4, at selskabet til dato har haft en forrentning på godt ni procent. Men afhængig af inflation og skatteprocenter kan afkastet opgøres på flere forskellige måder. For at få fuldt overblik over, hvor meget de tre selskaber bag DUC har tjent på eneretsbevillingen siden 1962, har den tidligere regering iværksat en kulegravning af DUC-selskabernes økonomi i hele koncessionsperioden. Opgaven er givet til Institut for Regnskab og Revision ved Handelshøjskolen i København. Ifølge Ugebrevets oplysninger er analysen klar om en måneds tid. Hvad analysearbejdet, der har taget mere end et år, viser, er mørkelagt, da det kan være følsomme oplysninger, der påvirker aktiekurser.
At emnet er politisk sprængstof, viser også beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Her konstateres, at hvis staten kradser helt op til 40 milliarder ekstra ind i løbet af koncessionsperioden, vil DUC-selskabernes afkast for hele perioden kun falde med en procent.