Miljøet forbedres fra øst

Af

EU’s udvidelse med ti nye lande betyder store miljøforbedringer, men kan også udfordre den fælles retsfølelse i Unionen. Den offentlige forvaltning i de nye lande er slet ikke gearet til at håndhæve de mange EU-regler. Kommissionen satser på en alliance med aktive miljøbevægelser, som kan holde deres regeringer i ørerne, siger dansk miljødirektør.

Meget kan fortælles med et par tal: Når de ti nye EU-lande kommer op på europæisk standard, vil tusindvis af mennesker slippe for kronisk bronkitis. Antallet af kroniske tilfælde kan falde med mellem 43.000 og 180.000, viser beregninger fra EU-Kommissionen.

Medlemskabet af EU indebærer nemlig langt skrappere miljøregler. Og det betyder et kraftigt fald i syreregn og anden luftforurening, som giver bronkitis og andre sygdomme i luftvejene – og i dag volder gener og tidlig død for alt for mange mennesker i Østeuropa.

»Vi ser allerede, at luftforureningen i mange af landene er faldet dramatisk – med 60-80 procent på vigtige stoffer. Det forbedrer ikke bare miljøet i de nye medlemslande, men også i nabolandene. Udvidelsen af EU er det største enkeltstående bidrag til en forbedring af det globale miljø. Det er et gigantisk løft,« siger Claus Haugaard Sørensen, der er direktør i EU-kommissionens miljødirektorat.

Store praktiske problemer

Medaljen har imidlertid også en bagside. De nye miljøregler bliver ikke alene kolossalt dyre – de nye EU-lande skal bruge mellem to og tre procent af nationalproduktet på miljøinvesteringer. Det store spørgsmål er, om reglerne rent faktisk også overholdes i virkeligheden – eller bare ender som flotte mål på papiret.

»Det er ikke nok, at landene vedtager de nye regler i deres love – de skal også føres ud i livet, og det bliver den store udfordring,« siger Claus Haugaard Sørensen.

»Mange af de nye lande har for eksempel problemer med EU’s direktiver om behandling af affald. Hvis alle lossepladserne skal op på EU-niveau, kræver det betydelige investeringer. Det fordrer måske, at der indføres et afgiftssystem, så brugerne er med til at finansiere lossepladserne. Og det kræver igen en håndhævelsesmekanisme, så folk rent faktisk betaler afgiften. Også hér er der store problemer.«

»Hvis vi taler om luftforurening, skal der være de nødvendige måleredskaber rundt omkring hos de lokale myndigheder. Det kræver igen civilingeniører, som er ansat på de offentlige budgetter – og i mange tilfælde findes de slet ikke i dag! De nye lande får store opgaver omkring at måle, overvåge, rapportere og udstede tilladelser. I dag er hverken deres miljømyndigheder eller lokale forvaltninger gearet til dette, og det kræver både investeringer og teknisk hjælp fra EU og de nuværende medlemslande,« fortæller den danske miljødirektør.

Fare for »EU-erosion«

Er det overhovedet realistisk, at de nye lande inden for overskuelig tid kommer op på EU-niveau? Spørgsmålet blev sidste år rejst i en rapport fra ESO, en uafhængig forskningsenhed under det svenske finansministerium. Rapporten pegede på faren for, at EU »eroderer«, når samarbejdet udvides med mange nye og fattige lande. Den offentlige forvaltning i de nye EU-lande mangler angiveligt ikke kun styrke til at håndhæve miljøreglerne – det samme gælder andre områder fra fødevaresikkerhed til kontrol med illegal indvandring, som Ugebrevet tidligere har beskrevet.
Allerede i det nuværende EU er der problemer med overholdelse af reglerne. Alene på miljøområdet har Kommissionen for tiden 1.500 sager mod medlemslande, der ikke efterlever EU-reglerne. 65 sager er bragt for EF-domstolen, og der er sendt såkaldte »åbningsskrivelser« i 137 andre tilfælde. For eksempel er Danmark blevet dømt for manglende overholdelse af EU-regler om badevandets kvalitet. Hertil kommer tusindvis af sager på andre områder – for eksempel om EU-landes brud på reglerne om det indre marked.

Claus Haugaard Sørensen fremhæver, at overholdelse af miljøregler er en meget bred proces. Det handler ikke kun om domstole og straf, men nok så meget om andre sider af samfundsudviklingen – offentlige investeringer, teknisk viden, udbygning af den lokale forvaltning og styrkelse af de folkelige miljøbevægelser, de såkaldte NGO’ere:

»Mange af sagerne om overtrædelse af EU-regler drejer sig om det indre marked. Her er der tit modgående økonomiske interesser, der presser på for at få løst problemerne. Når Danmark for eksempel har et problem omkring øldåser, skyldes det blandt andet, at tyske bryggerier oplevede det danske forbud mod øldåser som konkurrenceforvridende og havde en interesse i at rejse spørgsmålet.«

»På miljøområdet mangler der tit et sådant modgående pres. Hvis børn får bronkitis på grund af luftforureningen – eller dyr uddør på grund af pesticider – kan de ikke umiddelbart gå til domstolene. Derfor gør vi fra EU-Kommissionen meget for at styrke NGO’erne på miljøområdet – sådan som vi i Danmark har Naturfredningsforeningen eller grupper, der er optaget af økologisk landbrug. Vi giver økonomisk støtte og frem for alt moralsk opbakning. NGO’erne udfylder et vigtigt tomrum i den politiske proces, fordi vi på miljøområdet har et fravær af tunge økonomiske interesser, der kan opveje de nemme løsninger.«

Miljøbevægelser som medspiller

De nye EU-landes overholdelse af reglerne er en kolossal opgave, også for jer i EU-Kommissionen?

»Ja. Jeg tror personligt ikke, at opgaven kan løses fra Bruxelles. Vi kan ikke slæbe alle lovovertræderne for domstolene. En hvilken-som-helst virksomhed, der overtræder et direktiv, kan ikke bare automatisk ryge til EF-domstolen. Det kan systemet simpelthen ikke bære.

citationstegnVi ser allerede, at luftforureningen i mange af landene er faldet dramatisk... Det forbedrer ikke bare miljøet i de nye medlemslande, men også i nabolandene. Udvidelsen af EU er det største enkeltstående bidrag til en forbedring af det globale miljø. Det er et gigantisk løft.

Derfor skal vi have en løbende samtale med de nye medlemslande, så vi øger bevidstheden på dette område. Vi skal skabe netværk, hvor den danske miljøstyrelse for eksempel samarbejder med den litauiske miljøstyrelse om, hvordan man håndhæver reglerne. Og så skal NGO’erne være der som den dårlige samvittighed, der lokalt påpeger, at noget er galt.

Der er en hel række gensidigt forstærkende politiske instrumenter: Lovgivning, kontrolinstanser, uddannelse, teknisk bistand, pres fra NGO’erne – og bag det hele en finansiel muskel, der prøver at få det til at hænge sammen. De nye medlemslande skal afsætte flere penge, men får også øgede midler fra EU – som medlemmer af EU får de langt større tilskud fra struktur- og samhørighedsfondene.«

I kan ikke slæbe alle synderne for domstolene, men er vel også nødt til at statuere nogle eksempler?

»Ja – det er klart. Og derfor bliver et land som Danmark, der ligger forholdsvis højt, også slæbt for EF-domstolen. Det er vigtigt, at alle kan komme for tur. Man må bare ikke tro, at alle disse problemer kan løses ad domstolsvejen – det kan man ikke, og det skal man ikke.«

Overgangsordninger

Hvis afstanden fra EU-lovgivningen til virkeligheden bliver for stor, skrider noget så fundamentalt som retsfølelsen. Folk vil spørge, hvorfor de selv skal rette sig efter reglerne, når andre ikke gør det…

»Ja – det har du ret i. Vi har ikke for alvor oplevet det som et problem i det nuværende EU. Og til tider kan vi da godt være bekymrede over, om de nye medlemslande hurtigt nok får EU-reglerne indført i lovgivningen – og om de har kapacitet i deres forvaltning til at indføre og håndhæve reglerne bagefter.

citationstegn...til tider kan vi da godt være bekymrede over, om de nye medlemslande hurtigt nok får EU-reglerne indført i lovgivningen – og om de har kapacitet i deres forvaltning til at indføre og håndhæve reglerne bagefter.

Vi har omkring udvidelsen fra 15 til 25 lande valgt en strategi, hvor vi sagde: EU har et bestemt niveau for miljøbeskyttelse, det vil vi ikke sænke, det må I indføre – men I kan på nogle områder få lange overgangsperioder, så reglerne først gælder hos jer om fem eller ti år. Vi skal så sikre, at der tages hånd om problemerne i løbet af overgangsperioderne.«

Faren er, at overgangsperioderne bliver en sovepude?

»Derfor har Kommissionen fået tilslutning til, at der løbende tages fotografier af de nye medlemslande på de forskellige områder – for eksempel miljø: Hvor mange EU-direktiver er transformeret over i lovgivningen, og hvordan går det med gennemførelsen og kontrollen? EU opretholder presset, selv efter at aftalerne om optagelse er skrevet under, og det er helt nyt.
Samtidig er der i tiltrædelsesaftalerne bindende mål på de områder, hvor der er overgangsperioder – både endelige deadlines, mål på mellemlang sigt og finansielle strategier. Disse aftaler vil hjælpe de nye landes miljøministre i deres hjemlige debat, så de får midler og mandskab til at føre EU-lovgivningen ud i livet. Der er i disse lande hård konkurrence om de offentlige budgetmidler, og noget af det vil tage mange år. Derfor er det vigtigt, at der ikke er tvivl om målet: At de styrer frem mod regelsættet i EU,« fastslår Claus Haugaard Sørensen.

EU-forfatningen

Den kommende EU-forfatning kan meget vel styrke håndhævelsen af de fælles regler. Et konvent af europæiske politikere kom for nylig med det første udkast til den nye forfatning. Det lægger op til, at EF-domstolen lettere kan idømme et land dagbøder, hvis det bliver ved med at blæse på EU-reglerne – for eksempel omkring miljøet.

Samtidig foreslår konventet, at der fremover i ekstreme tilfælde kan fastsættes fælles minimumsstraffe for at overtræde EU-lovgivningen. Herhjemme er forslaget dybt kontroversielt, fordi det kolliderer med Danmarks forbehold over for overnational retspolitik.

»Den danske Europa-politik er skizofren. Det har i mange år været en dansk mærkesag, at der i EU skal være høje miljøstandarder, og at man skal slå hårdt ned på miljøforbrydere. Men det må bare ikke ske ved hjælp af EF-domstolen og en overnational politik. Det hænger ikke sammen,« påpeger Claus Haugaard Sørensen.