KARAKTERKLØFT

Midtjyder og københavnere har mindst fidus til Løkke

Af | @MichaelBraemer

Inden for kort geografisk afstand er der kæmpe forskel blandt Venstres vælgere i tilliden til Lars Løkke Rasmussen som partiformand. Lokale partispidser dikterer holdningen, lyder forklaringen.

Der er store forskelle på Venstre-vælgernes vurderinger af Lars Løkke Rasmussens evner som partileder. Opbakningen er størst i Syddanmark. 

Der er store forskelle på Venstre-vælgernes vurderinger af Lars Løkke Rasmussens evner som partileder. Opbakningen er størst i Syddanmark. 

Foto: Kristine Kiilerich/Scanpix

Den seneste tids storm omkring partileder Lars Løkke Rasmussens person har langtfra slidt lige meget på Venstre-vælgernes tillid til deres formand i alle dele af landet.

Blandt Venstres vælgere i Region Syddanmark opnår Lars Løkke Rasmussen karakteren 7,1 i en undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget blandt 1.256 danskere. I Region Midtjylland er opbakningen imidlertid langt fra lige så stor. Her opnår Lars Løkke Rasmussen kun karakteren 4,2.

Løkke får højeste karakterer i Syddanmark
Løkke får højeste karakterer i Syddanmark

Kilde: Undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4 blandt 1.256 vælgere. Note: Venstre-vælgere er respondenter, som stemte Venstre ved folketingsvalget i 2011.

Blandt vælgerne som helhed opnår V-formanden en karakter på 1,9 på Undervisningsministeriets 7-trins skala.

Klik her for at læse artiklen: Danskerne dumper Lars Løkke Rasmussen

Vurderingen blandt Venstres vælgere af partiformanden spænder altså inden for kort geografisk afstand fra ’Den gode præstation, der demonstrerer opfyldelse af fagets mål med en del mangler’ til ’Den jævne præstation, der demonstrerer en mindre grad af opfyldelse af fagets mål med adskillige væsentlige mangler’.

Absurd teater

Det er imidlertid ikke, fordi balladen om partiformandens tøjkøb og bilagssager er gået hen over hovedet på V-vælgerne i Syddanmark, at holdningen til partiformanden her er mere positiv. Det forsikrer Carsten Abild, medlem af Regionsråd Syddanmark for Venstre.

Der er dyb frustration og forvirring over situationen. For de fleste Venstre-folk opleves det som absurd teater at skulle tale om jakkesæt, skattesag og ferierejser i stedet for politik. Det er ikke normalt. Carsten Abild (V), medlem af Regionsråd Syddanmark

»Der er dyb frustration og forvirring over situationen. For de fleste Venstre-folk opleves det som absurd teater at skulle tale om jakkesæt, skattesag og ferierejser i stedet for politik. Det er ikke normalt,« siger han.

Når situationen alligevel ikke er gået værre ud over tilliden til partiformanden, skyldes det ifølge Carsten Abild, at den menige vælger tager bestik af, hvad toneangivende, lokale politikere melder ud. Det er jungletrommerne, der gør sig gældende, påpeger han.

»På Fyn er der otte Venstre-borgmestre, og bortset fra en enkelt støtter de alle Lars Løkke. Det retter kredsformændene ind efter og i sidste ende de vælgere, der måske har svært ved at se, hvad der er op og ned på det hele,« mener han.

I Silkeborg har vi haft en lang proces med møder i lokalforeninger og kommuneforeningen, hvor vi nåede frem til en fuldstændig enstemmig opfordring til, at Løkke trækker sig som formand. Poul Dahl, V-gruppeformand, Silkeborg Byråd

I Syddanmark har der også i højere grad end i andre dele af landet bredt sig en opfattelse af, at andre end partiformanden bærer et ansvar for, at det er gået så galt.

»Der er kompetente forsamlinger som daglig ledelse og forretningsudvalget, som i tide skulle have tacklet situationen anderledes professionelt,« mener Carsten Abild.

Vælgerne retter ind

Blandt de skeptiske V-vælgere i Midtjylland er V-gruppeformand i Silkeborg Byråd Poul Dahl da også opmærksom på, at han har været med til at præge holdningen blandt vælgerne lokalt.

»I Silkeborg har vi haft en lang proces med møder i lokalforeninger og kommuneforeningen, hvor vi nåede frem til en fuldstændig enstemmig opfordring til, at Løkke trækker sig som formand. Der var også enighed om at melde det offentligt ud, nøjagtig som Løkkes støtter har meldt deres holdning ud. Og det tager de lokale vælgere selvfølgelig bestik af,« siger han.