Midterpartier har tabt pusten

Af

Den voldsomme trængsel på midten af dansk politik har givet de traditionelle midterpartier store problemer. De har ikke stået svagere i 35 år. Alligevel kan det ikke udelukkes, at Borgerligt Centrum vil få succes og hente mange hjemløse vælgere, mener politisk kommentator.

PARTIER Da den radikale afhopper Simon Emil Ammitzbøll i sidste uge præsenterede sit nye parti Borgerligt Centrum, blev de danske vælgere begavet med endnu et parti, der enten af navn eller af gavn opfatter sig som en del af den politiske midte.

Imidlertid tyder meget på, at de danske vælgeres tørst efter brobyggende og konsensussøgende midterpartier, der kan knytte fløjene i dansk politik tættere sammen, er langt mindre, end den tidligere har været.

Ifølge det seneste gennemsnit af meningsmålinger fra netavisen Altinget vil midterpartierne – Det Radikale Venstre, Kristendemokraterne og Liberal Alliance – få sølle 5,6 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen. Det svarer til, at de har tabt cirka en tredjedel af deres vælgere siden valget i 2008, som vel at mærke var det dårligste i mands minde.

Faktisk har midterpartierne aldrig fået færre stemmer end ved valget i 2008, viser en kortlægning af alle valg siden jordskredsvalget i december 1973, som Ugebrevet A4 har foretaget. Da det så allerbedst ud for midterpartierne, hentede de næsten en fjerdedel af stemmerne. Helt så godt er det ikke gået i de senere år, hvor midterpartierne i bedste fald har fået lidt mere end hver 10. stemme. Hvad der dog også må siges at ligne en hed drøm for den radikale leder Margrethe Vestager på nuværende tidspunkt.

Når den traditionelle midte af dansk politik – Radikale Venstre, Kristendemokraterne og det hedengangne Centrum-Demokraterne – ikke længere har den samme styrke, som de havde tidligere, hænger det blandt andet sammen med, at både Venstre og Socialdemokraterne er rykket mod centrum i forhold til den økonomiske politik. Det mener adjunkt og valgforsker ved Aarhus Universitet Rune Stubager:

»Går du tilbage til 1970’erne og 1980’erne, finder du en rimelig stærk polarisering af dansk politik. Der var et gab på midten, hvor midterpartierne havde mulighed for at samle vælgere op, som var utilfredse med, at de andre partier lå så langt ude på hver sin fløj. Men på den økonomiske front er afstanden mellem højre- og venstrefløjen i dansk politik mindsket meget markant, så behovet for midterpartierne er ikke så stort længere.«

Værst er det gået ud over Centrum-Demokraterne (CD), der efter en problematisk tid og stadig faldende vælgeropbakning besluttede at nedlægge sig selv i slutningen af januar 2008. Beskeden fra daværende næstformand i partiet Hans Christian Christensen var, at der var så mange partier på midten af dansk politik, at CD var blevet overflødigt.

Kristendemokraterne har på nuværende tidspunkt en opbakning på næsten usynlige 0,4 procent af stemmerne, hvilket ifølge Rune Stubager også skyldes partiets flakkende kurs og afstikker fra deres grundlæggende niche – det kristelige.

Radikale har fundet en niche

Eneste reelt tilbageværende midterparti fra det gamle trekløver er altså Det Radikale Venstre, der på det seneste også har kæmpet med manglende vælgertilslutning.

Når de radikale trods trængslen på midten af dansk politik har formået at overleve, så skyldes det, at partiet i forhold til de værdipolitiske emner – særligt udlændinge og indvandring – indtager alt andet end en midterposition.

»Kernen er, at Det Radikale Venstre har fundet sig en niche på det værdipolitiske felt,« siger Rune Stubager.

Det slog særlig stærkt igennem ved valget i 2005, hvor de radikale med Marianne Jelved i front fik det bedste resultat siden 1973.

Når det eneste af de gamle midterpartier primært overlever på at føre værdipolitisk fløjpolitik, kan man også indvende, at selve midterparti-begrebet har mistet en del af sin værdi. Ifølge flere valgforskere er tiden for længst kommet til at gøre op med, hvad et midterparti er.

Da dansk politik primært handlede om fordeling af de økonomiske goder i samfundet, var det simpelt nok at sige, hvem der var midten i dansk politik. Men i dag bryder spørgsmål om eksempelvis flygtninge og udlændinge forstyrrende ind.

Hvad kalder man eksempelvis et parti, der indtager en midterposition i forhold til behandlingen af flygtninge og indvandrere, men befinder sig helt ude på den ene fløj, når snakken falder på fordelingen af de økonomiske byrder og goder i samfundet?

»Det er en grundlæggende indvending mod midterparti-begrebet. Skal man forstå dansk politik, er det nødvendigt at tage højde for, at der findes to dimensioner – den værdi- og den fordelingspolitiske,« siger Rune Stubager.

Borgerligt Centrum har en chance

Det synspunkt er politisk kommentator og forfatter til ”Håndbog for statsministre” Peter Mose enig i. Men det betyder ikke, at et nyt og erklæret midtersøgende parti som Borgerligt Centrum nødvendigvis kan afskrives.

»Der er rent faktisk et marked og en gruppe vælgere, som er hjemløse,« siger Peter Mose.

De hjemløse vælgere er ifølge Peter Mose kendetegnet ved at være humanistisk- borgerligt orienterede vælgere. Mange af dem hoppede med på Ny Alliances galej, da det gik godt, men har intet sted at gå hen nu, hvor Liberal har erstattet Ny, og det værdipolitiske ben er blevet savet af Naser Khaders tidligere parti.

Samtidig konstaterer Peter Mose, at hverken de konservative, Venstre eller de radikale har formået at tilfredsstille de hjemløse vælgere.

Det er der forskellige grunde til. De konservative har med valget af Lene Espersen sendt et klart signal om, at de fortsætter med en klassisk konservativ linje, mens Venstre i kampen for at holde VKO-blokken kørende ikke kan række ud efter den her gruppe vælgere, mener Peter Mose.

»Tilbage står de radikale. Men Margrethe Vestager & co. har det problem, at de risikerer at tabe mange af deres nuværende vælgere, hvis de i håbet om at tiltrække nye vælgere anlægger en mere borgerlig profil,« siger han.

Ergo er der altså et tomrum i dansk politik, hvor Simon Emil Ammitzbølls parti måske kan finde en plads, hvis det altså kan få indsamlet tilstrækkeligt med underskrifter til at blive opstillingsberettiget.

»Men politik handler jo ikke kun om, at der skal være et marked for ens produkt. Det handler også om at kunne sælge. Skal Borgerligt Centrum gøre det, skal der nok andre sælgere på banen end blot Simon Emil Ammitzbøll,« siger Peter Mose.