Midt i en forbudstid

Af Martin E. O. Grunz
Johs. Lynge

Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen markerer sig i offentligheden som fortaler for foreningen Kirkeasyl. En forening, som flere VKO-folk har krævet forbudt – ligesom der også fra samme fløj har lydt krav om burka-forbud. Selv er Johanne Schmidt-Nielsen en af oppositionens fremmeste ­fortalere for flere forbud mod blandt andet købesex og for mange mænd i bestyrelserne.

INTERVIEW Privatsfæren er ikke, hvad den har været. Hvad der for få år siden var personlige valg er i dag underlagt lovgivning, hvilket blandt andet rygerne har fået at mærke. Prostitution er et andet eksempel, hvor et regeringsskifte vil betyde et forbud mod køb af sex. Synet på statens omfang og politikkens grænser er under forvandling.

Tydeligst er det i Enhedslisten, der på den ene side taler for vidtgående statslig regulering, og på den anden side om værn af individuelle rettigheder – endda udstrakt til civil ulydighed understøttet af internationale konventioner. Partiets politiske ordfører opponerer imod, at det specielt er centrum-venstrefløjen, der skulle have fået forbud på hjernen.

»Dansk Folkeparti har for eksempel stillet forslag om forbud mod hensynstagen til minoriteter i folkeskolen, hvilket indebærer forbud mod halalkød i skolemaden og badeforhæng i omklædningsrummene. Den slags forbudsforslag handler kun om, at de vil markere sig værdipolitisk,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun vil ikke have forbud for forbuddenes skyld, og hun mener selv derved at stå i et modsætningsforhold til ’blå stue’ – med burka-farcen som typisk eksempel.

»De vælger alt for ofte at droppe nuancerne og hive forbuddet op af den politiske værktøjskasse uden overhovedet at have gennemtænkt, om et forbud kan bruges til noget som helst. Det er de konservatives forslag om et burka-forbud et skræmmende eksempel på.«

Da et forbud mod burkaer formentlig er grundlovsstridigt, ser regeringens netop nedsatte burka-udvalg nu på, hvad der så kan gøres. Fra ’rød stue’ er Socialdemokraterne kommet med en hensigtserklæring om, at man ikke må tvinges til at være klædt mod ens egen vilje. Men her står Johanne Schmidt-Nielsen af.

»Det er jo noget pjat, for det forbud eksisterer allerede, da man ikke må tvinge andre mennesker til noget, de ikke vil. Flertallet, inklusive mig selv, bryder sig ikke om burkaer. Derimod er jeg glad for at leve i et land, hvor vi selv bestemmer, hvilket tøj vi vil gå i. Og at vi, i modsætning til for eksempel Iran, ikke har et politisk styre, der bestemmer, om vi skal tage tørklæde på eller af. Det er tvangen, vi skal til livs,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Og endvidere mener hun, at et forbud snarere vil virke modsat hensigten, som hun i hvert fald i denne sag deler med højrefløjen.

»Kvinder, som er tvunget til at gå i burka, isoleres yderligere. Medmindre Folketinget som konsekvens samtidig vedtager en lov, der tvinger kvinder til at opholde sig i det offentlige rum. De retslige konsekvenser er uigennemtænkte: Hvis burkaer er undertrykkende – og det er de naturligvis, hvis kvinden er tvunget til at gå i dem – hvad skal straffen for at være undertrykt så være?«

Seksuel selvkontrol

Køb af sex vil Johanne Schmidt-Nielsen derimod have et forbud mod, og hun tror ikke på argumenter om, at det vil medføre yderligere marginalisering af de prostituerede.

»Jeg er tilhænger af et forbud mod køb af sex, fordi de negative konsekvenser ved et liv i prostitution er for store til, at vi kan acceptere dem. Og jeg tror, at et forbud kan være med til at mindske efterspørgslen efter prostituerede. Men det skal kombineres med en lang række sociale og økonomiske tilbud til dem, der lever i prostitution. Man kan – med en grov sammenligning – sige, at ved at yde u-landsbistand udrydder vi ikke fattigdom i verden. Men det er et dårligt argument for at droppe u-landsbistanden.«

Johanne Schmidt-Nielsen tror altså på en nedbringelse og ikke en udryddelse af prostitution. Men hvis hendes projekt lykkes, skal staten så gå videre og forbyde seksuel udnyttelse og undertrykkelse, der ikke involverer penge?

»Det er en politisk opgave at sikre, at hvert enkelt menneske er herre over sin egen seksualitet,« svarer hun og erkender samtidig, at det ikke er en politisk opgave, der lader sig løse så let.

Som eksempel på de politiske hovsa-løsninger nævner Johanne Schmidt-Nielsen diskussionen om at forbyde de såkaldte jomfru-attester, som nogle læger udsteder for unge kvinder i trængte ægteskabelige situationer.

»Medicinsk set er det meningsløst, fordi man ikke kan afgøre, om en kvinde er jomfru. Kvinder er almindeligvis født med noget væv, som kaldes jomfruhinde, og det kan forsvinde ved sportsaktiviteter eller andet end samleje. Men det konkrete problem er ikke selve attesten. Problemet er, at nogle unge kvinder tvinges til at bevise, at de er jomfruer. Og dermed ikke får muligheden for at bestemme over egen seksualitet. Det ændrer man ikke ved at forbyde den slags attester,« siger hun og erkender, at det ikke er en nem politisk opgave at løse:

»Det er et langt sejt træk, hvor vi skal give kvinderne muligheder for at rive sig fri af tvangen. Tidligere var det sådan i Danmark, at kvinder ikke havde en selvstændig identitet, men kun blev set i sammenhæng med deres ægteskab og familie. Heldigvis har vi – blandt andet på grund af kvindebevægelsens arbejde – bevæget os et godt stykke væk fra den idé.«

Forbud mod mænd

Et område, hvor Johanne Schmidt-Nielsen til gengæld mener, at der skal regulering til, er kvinders repræsentation i bestyrelser.

»Her går jeg ind for regulering i form af kønskvotering. Kønskvotering er ikke målet, men kvoter er et middel til at opnå ligestillings-målet. Vi kan konstatere, at der i forvejen eksisterer uformelle kvoter, der giver mænd en overrepræsentation,« lyder det fra Johanne Schmidt-Nielsen.

Men kønskvotering er vel også en slags forbud: Et forbud mod for mange mænd?

»Man kan sige, at det er et forbud mod, at det ene køn dominerer totalt. Der er ikke noget, der tyder på, at kvinder skulle være mindre egnede som bestyrelsesmedlemmer end mænd. Og ligestillingen kommer ikke af sig selv. Til gengæld kan vi se i landene omkring os, at de har gode erfaringer med kvoter på det her område.«

Johanne Schmidt-Nielsen omtaler politiske tiltag som redskaber til at nå et mål. Derfor er det en nærliggende tanke, at redskaberne kan gemmes ad vejen, når målet er nået. Og hun mener da også, at regulering – om det så er forbud eller kvoter – kan være midlertidig.

»Generelt så synes jeg, at når der indføres ny lovgivning, så bør man sætte en tidsfrist på og efter en vis periode evaluere, om lovgivningen virker efter hensigten. For selvfølgelig kan politikere tage fejl – uanset hvilken fløj vi tilhører.«

Asylpolitikken er et område, hvor Johanne Schmidt-Nielsen i hvert fald mener, at lovgivningen ikke virker. Og her har hun talt for at bruge civil ulydighed til at trodse landets love. Men for at der er tale om civil ulydighed og ikke ’almindeligt’ lovbrud, mener hun, at visse kriterier skal være opfyldt.

»Det skal være en ikke-voldelig handling i åbenhed med et klart samfundsmæssigt sigte. Handlinger, der alene bliver udført for egen vindings skyld - som at snyde i skat - er ikke civil ulydighed. Civil ulydighed opstår, hvor ens egen samvittighed byder én at bryde loven med en medmenneskelig handling. Det findes der flere eksempler på.«

Blandt etisk begrundede eksempler på lovbrud, der senere er endt med revidering af lovene, nævner Johanne Schmidt-Nielsen kampen for fri abort og fritagelse for militærtjeneste. Hun mener, at den civile ulydighed bliver bydende nødvendig, når menneskeliv er i fare.

»Hvis man tænker tilbage på Tamil-sagen, så var der mennesker, der blev dræbt, fordi regeringen administrerede på en måde, der efterfølgende viste sig at være ulovlig. Hvis nogle mennesker havde udvist civil ulydighed på det tidspunkt, kunne det måske have reddet menneskeliv. Det betyder dog ikke, at der skal være en anden strafudmåling ved civil ulydighed – man må være villig til at tage sin straf.«

Alligevel lægger Johanne Schmidt-Nielsen vægt på, at netop politikernes evne til at fejle åbner mulighed for straffrihed – efter en domsafsigelse, vel at mærke.

»Hvis man i forhold til irakerne i Brorsons Kirke (på Nørrebro i København, red.) kan bevise, at de er i livsfare ved at blive sendt tilbage til Irak, så er det muligt, at de mennesker, som har skjult dem, vil kunne blive fritaget for straf efter nødrets-paragraffen, der siger, at man er straffri, hvis man handler for at undgå skade på et andet menneske.«

Afgørelsen mener Johanne Schmidt-Nielsen skal ligge hos domstolene. Dermed har Enhedslistens politiske ordfører vævet endnu en tråd i det komplicerede mønster, som udgør det lille partis syn på lovgivning: På Folketingets absolutte venstrefløj søger man at balancere stram regulering og personlig overbevisning, hvilket man mener, er en udvidelse af vores uperfekte demokrati.