Middelklassen vandt … igen

Af

Når kvalitetsreformen lefler for middelklassen, er der andre, der overses. For hvad med de ressourcesvage, der har brug for andet end varedeklarationer, brugerundersøgelser og flere valg på hylderne?

KVALITETSREFORM Forleden fremlagde statsministeren sit bud. Og der er ingen tvivl: Middelklassen vil få sin helt egen kvalitetsreform. Reformudkastet er skrevet i middelklassens ånd, logik og sprog og henvender sig til bankfunktionæren og ingeniøren med appeller som: Nu vil vi sikre dig præcise kontrakter og varedeklarationer i forhold til serviceydelser. Vi vil give dig klare rettigheder i forhold til sygehuse, børnehaver og skoler. Vi vil foretage brugerundersøgelser. Og du skal naturligvis også kunne vælge mere frit på alle hylder.

Dermed ligger regeringens kvalitetsreform fuldstændig i forlængelse af den debat, der har lagt op til reformen. Og den giver mindelser om den nyligt overståede debat om Familie- og Arbejdslivskommissionen, der også tog afsæt i den stressede middelklassefamilies behov. Middelklassen er blevet omdrejningspunktet for velfærdsdebatten.

Det er der flere forklaringer på: Det er her, folketingsvalgene afgøres. Det er her, debattører og politikere kommer fra. Hertil kommer, at politikere i mange år har forsøgt at puste den indre middelklasseforbruger op. Det gælder i særdeleshed borgerlige regeringer, der konsekvent har henvendt sig til danskeren, som var han en kunde i butikken. Derfor burde det ikke komme bag på nogen – og slet ikke regeringen – at tusindvis af forældre i efteråret gik på gaden for at kræve mere velfærd. Her taler vi også om borgerlige kernevælgere med attachémappen hjemme i entreen, der bare var utilfredse med varesortimentet i velfærdsbutikken. Dér var den igen: Middelklassens behov!

Men er det nu galt? Er der ikke behov for et markant løft i kvaliteten i børnehaver over skoler til hospitaler og ældreforsorg? Bestemt. Men når den politiske projektør rettes ét bestemt sted hen, er der andre, der står ude i mørket. For hvor er de ressourcesvage, som ikke er i stand til at formulere krav? Som ikke kerer sig om varedeklarationer, brugerundersøgelser og flere valg på velfærdshylderne? Hvor er børnene og de unge i de sociale reservater? De udstødte? Og den enlige mor på kontanthjælp og førtidspension? Kort sagt alle dem, der er 100 procent afhængige af den offentlige sektor? Når de ikke omtales i »kvalitetsdebatten«, er det næppe af ond vilje. Der er bare ikke tænkt på dem.

Men det kunne være, at man skulle begynde på det. For eksempel kunne det være oplagt at overveje en særlig offentlig indsats over for de mest ressourcesvage, der kan bryde den sociale arv. Og få målrettet velfærdsydelserne mod danskerne med størst behov og lade de velstillede betale lidt selv. I det hele taget er det på tide at få en debat om, hvordan velfærdsmodellen kommer tilbage på Robin Hood-sporet.

Men vil en sådan øvelse ikke netop få middelklassen til at løbe skrigende bort? Tja, hvis middelklassens opbakning til velfærdsstaten kun er et spørgsmål om at kunne trække en SU- eller børnecheck ud til sig selv og sine børn, står det sløjt til med sammenhængskraften i Danmark. Heldigvis holder denne »bestikkelsesteori« formentlig heller ikke. Undersøgelser viser nemlig, at middelklassen faktisk gerne vil omfordele og målrette velfærdsydelser mod de svageste.

Men hvor er de politikere, der tør sætte dén dagsorden?