Middelklassen skrumper

Af

Danmark bevæger sig længere og længere væk fra den velfærdsmodel, hvor få har for meget og færre for lidt. Alene fra 2001-2006 har 100.000 danskere forladt den økonomiske middelklasse, viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

TENDENS I hele velfærdsstatens historie er middelklassen bare vokset og vokset. Indkomstforskellene mellem danskerne blev mindre – og afstanden mellem under- og overklasse kortere.

Sådan er det ikke længere. Faktisk stoppede den økonomiske middelklasse med at vokse midt i 1990’erne, og alene siden 2001 har 100.000 danskere forladt den økonomiske middelklasse. Nogle er blevet nyrige på it, ejendomme eller finansspekulation, mens andre er faldet ud af middelklassen og har ramt bunden af indkomstskalaen.

Det hele er foregået så langsomt, at det har været svært at få øje på. Men trækker man kurven ti år tilbage, bliver billedet af en skrumpende økonomisk middelklasse pludselig tydeligt. Det viser et økonomisk tilbageblik på 1997-2007 foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

»Tallene viser et konstant fald i den økonomiske middelklasse, samtidig med at antallet af fattige og rige er steget. Det er billedet på en øget polarisering,« forklarer chefanalytiker i AE Jonas Schytz Juul.

For at tilhøre den økonomiske middelklasse skal man – ifølge AE’s definition – bo i en familie med en samlet månedsindkomst på mellem 8.200 og 32.900 kroner efter skat. Pejlemærket er en typisk dansk husstandsindkomst. Tjener man mindre end det halve af sådan en, ryger man ned i kategorien ’fattig’, tjener man mere end det dobbelte af middelindkomsten, hører man til blandt de ’rige’. Men selv med denne forholdsvis brede definition af ’middelklasse’, falder stadig flere danske familier altså udenfor.

271.000 fattige

Selv om udviklingen foregår langsomt og glidende, så læser professor ved Aalborg Universitet og leder af Center for Social Mobilitetsforskning, Martin D. Munk, en »betydelig forandring« af vores samfund i tallene fra AE.

»Indkomst er jo et meget godt mål for, hvilke muligheder man har i livet - muligheder for at anskaffe sig en god bolig og købe sund mad. Det er et spørgsmål om levevilkår,« understreger professoren.

På ti år er den økonomiske middelklasse skrumpet fra 94 til 91 procent af befolkningen, mens gruppen af fattige er vokset fra 3,5 til 5,2 procent - de rigeste er gået fra 2,4 til 3,6 procent af befolkningen. Det er stadig små tal, og derfor er de heller ikke i sig selv en ’katastrofe’, mener Martin D. Munk. Men det er en tendens, som kan forandre samfundet betragteligt, hvis udviklingen fortsætter i samme retning fremover. Og det er der god grund til at frygte, at den gør, mener Martin Munk:

»Der er nogle marginaliseringsprocesser i gang, som kun forstærkes i øjeblikket. Hvis du hele tiden strammer det sociale system og kombinerer det med en mindre omfordeling over skatterne, en stigende arbejdsløshed og skærpede krav på arbejdspladserne, så er det nemt at forestille sig, at det sociale ’bundfald’ bliver større, og flere ryger ud af middelklassen.«

Det lyder måske ikke af meget, at 1,7 procent af befolkningen er gledet ud af middelklassen og ned i fattigdomsgruppen, men talt i menneskehoveder er udviklingen bedre til at få øje på. Det betyder nemlig at 271.000 danskere - 90.000 flere end for ti år siden – i dag lever i en familie, der har under 8.200 kroner om måneden til husleje, varme, el, mad og tøj og alle livets andre nødvendigheder. Der er altså ikke tale om almindelige mennesker, med en almindelig stram økonomi, understreger Arbejderbevægelsens Erhvervsråd:

»Det er for eksempel de færreste med en arbejdsløshedsforsikring, der vil ryge ned i fattigdomsgruppen, selv om de mister deres arbejde. Når vi kigger på den voksende fattigdomsgruppe, er det de virkeligt marginaliserede, vi taler om. Dem, der skal forsørge en familie på starthjælp eller skal klare sig under kontanthjælpsloftet for eksempel,« forklarer chefanalytiker i AE, Jonas Schytz Juul.

Afvikling af velfærdsstaten

Hvis en voksende økonomisk middelklasse er selve billedet på en velfærdsstat i udvikling, så kunne en skrumpende middelklasse tyde på det modsatte – en afvikling af velfærdsstaten.

Så vidt er vi dog ikke nået endnu, mener professor ved Copenhagen Business School (CBS), Ove Kaj Pedersen.

»Velfærdsstaten har ændret klassestrukturen og gjort middelklassen til den største klasse. Det er en vigtigt pointe, for det viser også, at det er ved at ændre velfærdsstaten, at vi har skabt den nye ulighed,« siger Ove Kaj Pedersen.

Heller ikke han ser mange tegn på, at middelklassens slankekur standser her. Højkonjunkturens sidste suk har med et åndedrag blæst hele overskuddet på statsbudgettet væk, mens finanskrise og arbejdsløshed har erstattet det med et underskud på 40-60 milliarder kroner. Det vil sætte yderligere pres på de skattefinansierede ydelser til de fattigste, forudser professoren.

»Vi er på vej ind i en ny finansieringsklemme af velfærdsstaten. Og hvis vi kigger på de historiske erfaringer, så var finansieringsproblemer netop en af forudsætningerne for den minimering af mellemklassen, der allerede er sket. Derfor kan man godt frygte, at udviklingen fortsætter i den gale retning,« siger Ove Kaj Pedersen.

Han mener dog overordnet set, at den danske middelklasse er en international succeshistorie.

»Der er ikke nogen tvivl om, at der er kommet en ikke ubetydelig ulighed i det danske samfund. Men kigger man på andre lande, så vil vi stadig se, at vi har den største middelklasse og den største lighed på tværs af aldersgrupper, arbejdsfunktioner, geografi og så videre. Det, synes jeg, er vigtigt at holde fast i, selvom det ikke er en succeshistorie uden problemer.«

Det kommer ikke udefra

Jørgen Goul Andersen, professor ved Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet, er enig i, at udviklingen mod større polarisering - med flere rige og flere fattige – vil fortsætte. Men han er træt af, at det ofte bliver beskrevet som en udvikling, der kommer udefra, og som de danske politikere højst kan skældes ud for ikke at have dæmmet op for.

»Faktum er, at politikerne faktisk har gjort noget - og at det ikke mindst er derfor, vi får flere fattige. Der er altså forskel på en synd og en undladelsessynd. Hvis man havde holdt ti års ferie på Christiansborg, så havde de her kurver bevæget sig mindre,« mener professoren.

Derfor ser Jørgen Goul Andersen også først og fremmest den økonomiske middelklasses skæbne som et resultat af, at Folketingets flertal gennem de seneste ti år har været villigt til at tåle mere ulighed som en kalkuleret omkostning ved den politik, de har ført.

»Det er gjort for at opnå noget andet, især ud fra håbet om, at det giver et større incitament til at arbejde – eller arbejde mere - hvis man sænker skatten for folk, der er i arbejde, sænker sociale ydelser, eller fratager kontanthjælpen for personer, der ikke opfylder 300-/450 timers reglen. Det findes der jo argumenter for. Men det er ikke noget, der er føget ind over hegnet. Det er bestemt af det politiske flertal på Christiansborg, og derfor er det også primært en politisk afgørelse, om andelen af fattige skal ned i fremtiden,« siger Jørgen Goul Andersen.

Han nævner starthjælpen til indvandrere og kontanthjælpsloftet som to konkrete politiske tiltag, der har skubbet flere familier ud af middelklassen og ned i fattigdom.

Også når det gælder den del af middelklassen, der har taget springet til de riges rækker, har regeringen skubbet til indkomstuligheden, siger professoren. Ikke mindst med den seneste skattereform, der især letter skatten på de højeste indkomster. Jørgen Goul Andersen vurderer dog, at en del af indkomstuligheden i toppen skyldes markedskræfterne, der for eksempel har været med til at presse direktørlønningerne op under højkonjunkturen.

Opskriften på ulighed

Samler man eksperternes forklaringer på, at den økonomiske middelklasse skrumper, så skyldes det især fem forhold:

  • En skarpere konkurrence på arbejdsmarkedet og et samfund, hvor kravene til den enkelte får flere til at falde igennem.
  • Starthjælp, kontanthjælpsloft og andre politiske tiltag, der strammer den økonomiske skrue for de fattigste.
  • Ureguleret finansspekulation og en boligboble, der har gjort nogle få mennesker meget rige på rekordtid.
  • En skattepolitik, der har givet mest til dem med de største indkomster
  • En generation, der blev tabt for arbejdsmarkedet under den forrige højkonjunktur, og som aldrig for alvor har fået fodfæste.

Det ubehagelige perspektiv er, at i hvert fald fire ud af fem betingelser synes at være til stede, også fremover – ikke mindst med udsigten til en længerevarende lavkonjunktur, der kan koste en ny generation kostbare ungdomsår uden adgang til arbejdsmarkedet.

Udviklingen er især kritisk for de danskere, der i tidligere generationer ville kunne klare sig i bunden af den økonomiske middelklasse med ufaglært arbejde. Dem bliver der mindre og mindre plads til i dag, mener professor Martin D. Munk fra Aalborg Universitet.

Hvis man fortsat vil have den type samfund i Danmark, som vi kender, så skal man gøre noget ved den bundgruppe, der hænger med tæerne på vej ud af middelklassen i dag:

»Det kan godt være, vi stadig har et af verdens mest lige samfund. Men hvis du tænker på, at 20 procent ikke får en ungdomsuddannelse i dag - og hvis du parrer det med lav vækst og færre ufaglærte arbejdspladser i fremtiden - så vil presset nedefter kun blive stærkere. Der er bestemt grund til at kigge nærmere på de her tendenser og spørge, hvad kan man gøre for at vende den her udvikling. Især for dem, der falder ud af middelklassen og ryger ned på bunden,« siger Martin D. Munk.

Læs mere http://www.ae.dk/analyse/oget-polarisering-i-danmark