Middelalderligt debatniveau

Af Jan Birkemose, redaktør

Tidligere stod Dansk Folkeparti alene med ramsaltede kommentarer om indvandrere. Nu er det politisk konsensus at svine muslimer til. Ikke sært, hvis nogen føler sig diskrimineret.

LEDER Muslimske mørkemænd og middelalderlige familieforhold med fædre og onkler, der myrder og voldtager deres døtre. Sådan lyder koncentratet af den seneste måneds offentlige debat om indvandrere og muslimer i Danmark, når det bliver skåret ned til halvanden linje. Måske er det dén slags toner, som får hver tredje flygtning eller indvandrer i Danmark til at føle sig diskrimineret. Tanken er i hvert fald nærliggende.

Ifølge analysebureauet Catinéts nye måling, der offentliggøres i Ugebrevet A4 i dag, oplyser de indvandrere, der føler sig diskrimineret, at presset og hetzen især kommer fra medierne og politikerne. Ikke mærkeligt, når man tænker på ordlyden i debatten. Hvem bryder sig måske om at blive omtalt som en mørkemand, eller bare ligne en, som nogen kunne tro var en mørkemand – hvad det så i øvrigt måtte være for en farlig figur?

Når man dertil påregner, at den hårde debat om ’dem og os’ har kørt for fuld damp stort set hver eneste dag i de seneste 15 til 20 år, er det egentlig overraskende, at det kun er hver tredje person med anden etnisk oprindelse end dansk, der føler sig diskrimineret.

Sjovt nok er det netop i kampen mod diskrimination og for bevarelse af den gode gamle danske sammenhængskraft, at både diskriminationen hersker og sammenhængskraften nedbrydes. Eksempler på begge fænomener blev demonstreret i sidste uge. Selv om det er tydeligt for enhver, at Dansk Folkepartis benhårde udtalelser om muslimer er med til at skubbe en gruppe mennesker ud af fællesskabet, hævdede Pia Kjærsgaard i et interview om islamisme, at partiets politik paradoksalt nok er et forsvar for sammenhængskraften

Samme mangel på logik udspillede sig, da folketingspolitikerne fik nys om, at en københavnsk folkeskole havde inviteret til mødrekaffe. Ifølge skolelederen skete det blandt andet fordi der er indvandrerkvinder, der ikke må gå til skolens arrangementer, hvis der er mænd tilstede. Fra SF via Socialdemokraterne og hele vejen uden om de radikale, ud til Dansk Folkeparti, haglede kritikken øjeblikkeligt ned over kaffeinvitationen. Villy Søvndal skruede op for sin ’skrid ad helvede til-retorik’ og sammen med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti fik han hurtigt sammenstrikket en historiefortælling om mørkemænd med et middelalderligt syn på ligestilling. Trumfen blev som altid stukket af DF, der krævede et forbud mod kønsopdelte møder.

Det mest opsigtsvækkende i sagen er hverken skolens udelukkelse af mænd eller politikernes helt berettigede forsvar for ligestillingen. Det virkelig interessante er, at der i dag er fuldstændig politisk konsensus om, at man skal give den hele armen, hvis emnet er islam eller bare fremmed kultur.

Sådan en politisk enighed har der trods alt ikke været i samtlige år, hvor udlændingedebatten har stået centralt i dansk politik. Måske det er derfor, at andelen af indvandrere, der føler sig diskrimineret, er i stigning. Spørgsmålet er, hvor meget politikerne kan få diskriminationsstatistikken til at stige, hvis de fortsætter det skingre niveau i et par år endnu.