Metalformand vil samle LO, FTF og AC

Af | @GitteRedder

Danmark er for lille et land til de tre faglige hovedorganisationer LO, FTF og AC. Det ville være klogere med kun én hovedorganisation og færre fagforbund. Det mener afgående forbundsformand for Dansk Metal, Thorkild E. Jensen. Han har det skidt med, at Dansk Metal udløste sammenbruddet i trepartsforhandlingerne og ser det kuldsejlede forløb som en understregning af behovet for mere fælles fodslag i fagbevægelsen.

Foto: Foto: Søren Bidstrup/Scanpix.

JERNNÆVE Forbundsformand i Dansk Metal, Thorkild E. Jensen, er en mand af den gamle skole. På den solide og troværdige måde. Et ord er et ord. Det ved enhver, der har trykket hånd med smeden fra Thy, der de seneste 18 år har været henholdsvis næstformand og formand i et af Danmarks største fagforbund. Thorkild E. Jensen kan binde en slipseknude og bide sig fast i forhandlingsbordet.

Så når Thorkild E. Jensen erklærer, at plejer er død, er det nærmest en revolution. Ikke desto mindre erklærer han, at:

  • Fagbevægelsen ikke kan fortsætte, som den plejer.
  • LO som hovedorganisation kan ikke fortsætte, som den plejer.
  • Lokalafdelingerne i Dansk Metal må tage sig sammen.
  • Den danske smed og elektriker skal hilse robotter, digitalisering og globalisering velkommen.  

»Det nytter sgu ikke noget, at vi sidder og siger: ’Jamen sådan plejer vi ikke at gøre. Vi plejer at gøre sådan, sådan og sådan.’ Vi skal fuldstændig væk fra plejer. Uanset om vi kigger på fagbevægelsen eller arbejdsmarkedet. Plejer er død,« fastslår han fra Dansk Metals hovedkontor i Nyropsgade i København.

Fra sit kontor på femte sal kan han nyde udsigten over søerne, mens han forbereder sin sidste formandsberetning på en Metal-kongres. Samtidig siger han efter ni år farvel til opgaven som chefforhandler og formand for forhandlingsfællesskabet CO-industri.

Dansk Metal holder nemlig kongres i Aalborg i de kommende dage, og her stopper Thorkild E. Jensen som formand. Ny mand i spidsen for over 100.000 metalarbejdere bliver Claus Jensen, den nuværende næstformand og eneste kandidat til posten. 

Thorkild E. Jensen har i mere end et årti spillet en afgørende rolle i toppen af dansk fagbevægelse og som medlem af LO’s ledelse. Og han er klar i mælet, når han konstaterer, at der skal forandringer til, hvis fagbevægelsen fortsat skal have magt og indflydelse i morgen og i overmorgen.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                         

»En af de helt store udfordringer er at få en ordentlig diskussion af, hvad det er for en organisation LO skal være i fremtiden, og hvilken rolle LO skal spille. Oprindeligt har LO sit udgangspunkt i de privatansatte i industrien, men så er der selvfølgelig kommet flere offentligt ansatte til efterhånden. Men jeg tror, at det er vigtigt at være opmærksom på, at LO endelig ikke må lave mindre på det private område. For mig er der overhovedet ingen tvivl om, at det offentlige og velfærdssamfundet er vigtigt, men drivkraften er, at vi har et stærkt og velfungerende privat erhvervsliv.«

»Det er industrien og eksporterhvervene, der er spydspidserne, og det er her, vi skal kunne se, hvad der kan bære, hvad der er af muligheder for forbedringer i overenskomsterne. De offentlige forbund skal være mere opmærksomme på, at det er eksporterhvervene, der skal lægge linjen.«

Så de offentlige forbund fylder for meget i dag?

Det siger jeg ikke, men diskussionen er der jo. I HK Kommunal diskuterer de, om de skal blive i LO. Det gør man ikke så meget i FOA, men man kan undre sig over, at de ikke gør det. Men jeg er bekymret og vil gerne advare mod, at nogle LO-forbund fusionerer med FTF, for så vil vi få en kæmpe offentlig klump, og det vil ikke være godt«.

Er du bange for, at LO bliver sprængt, hvis man ikke tager den her diskussion?

»Ja, for et sprængt LO vil blive minimeret og få betydelig mindre politisk indflydelse. Både på det private og det offentlige område«.

Mandat til toppen af fagbevægelsen

Hvad er den ideelle faglige struktur for at matche de udfordringer, vi står overfor?

»Jeg så jo egentlig helst, at vi kun havde én hovedorganisation herhjemme. Danmark er ikke ret stor og har godt fem millioner indbyggere, hvoraf de godt to millioner er aktive på arbejdsmarkedet. Det vil ikke være noget problem at lægge de tre nuværende hovedorganisationer LO, FTF og AC sammen i en stor magtfuld hovedorganisation. Det ville være mere hensigtsmæssigt, og det ville være lettere at tale med én stemme og få mere slagkraft til gavn for lønmodtagerne.«

Men er det overhovedet realistisk at viske tavlen ren og etablere én hovedorganisation frem for tre? Og hvordan vil det kunne gavne?

»Jeg tror ikke, at det ligger lige for, men det ændrer jo ikke ved, at det ville være lettere og give mere slagkraft. Men jeg ser også en stor hovedorganisation som et aktivt billede i forhold til at være en effektiv og slagkraftig modvægt til de gule forretninger. Så jeg tror, at man skal til at komme den vej.«

»Der er ingen tvivl om, at de overenskomstbærende faglige organisationer vil stå stærkere med en stor fælles hovedorganisation for at dæmme op for de gule forretninger.  Når lønmodtagerne flytter job i dag, skal de også flytte fra en organisation til en anden, og forbundene slås om lønmodtagerne, selvom de måske endda er på samme arbejdsplads. Den slåskamp gavner ikke nogen, og vi mister medlemmer på den konto.«

Men med en stor hovedorganisation vil offentligt ansatte jo fylde rigtig meget. Er du ikke bange for, at balancen tipper til fordel for de offentligt ansatte?

»Ja, men det er klart, at de offentligt ansatte vil fylde meget i en stor hovedorganisation. Men den vil have nogle underorganisationer og nogle brancher, som lønmodtagerne kan identificere sig med, og som tager sig af de virksomhedsnære problemer. Men det centrale er at etablere et system, der giver mandat op til hovedet - altså giver manøvrerum til toppen i den nye hovedorganisation. Så hovedet kan agere på tværs af grupper og brancher og være politisk udfarende på de overordnede linjer«.

Destruktivt organisationsarbejde

Eksisterer Dansk Metal, 3F og andre forbund i en sådan organisation?

»Ja, men der bliver færre forbund fremover, og det er også en nødvendighed. I dag bruger vi en del tid på at holde os adskilte og væk fra hinanden. Vi har en lidt destruktiv måde at lave organisationsarbejde på, og det skal der laves om på. Hvis vi kan pulje ressourcerne, kan vi da få meget mere ud af dem både i hovedorganisationer, forbund og mellem lokalafdelinger. I Dansk Metal har vi stadigvæk lokalafdelinger, der er for små og simpelt hen ikke kan udføre det arbejde, vi forventer af dem.«                                   

»I Dansk Metal drøfter vi jo fusion med El-forbundet samt Blik og Rør, og vi håber, at det falder på plads inden for et års tid. Vi er tre håndværkerorganisationer, og hvis vi for eksempel ser på uddannelserne inden for Blik og Rør og Metal, er det helt tosset, at vi bruger energi og ressourcer på at lade den lille forskel være der.«

Alle eksperter peger på, at de etablerede fagforbund taber medlemmer til de gule, fordi I er for dyre i pris. Ved at pulje ressourcerne og etablere nye storforbund og en stor hovedorganisation, vil man så kunne sænke kontingenterne?

»Det, mener jeg, skal være en målsætning. Som det mindste skal kontingentet holdes i ro eller sænkes. Vi må se i øjnene, at pris også er et konkurrenceparameter på trods af, at der er en verden til forskel på det, som de gule forretninger laver, og det vi gør«.

Gal bankrådgivning

Hvad er din forklaring på, at de alternative, uafhængige fagforeninger som Krifa og Det Faglige Hus er blevet så populære?

»Det er klart, at ti år med borgerligt styre har påvirket udviklingen. Vi har fået tværfaglige a-kasser, og de borgerlige angreb a-kassesystemet og fjernede det fulde fradrag for de faglige kontingenter. Det individualistiske betyder mere i dag end tidligere, og mange tror, at de sagtens kan klare sig selv.«

»Helt banalt spiller det også ind, at bankrådgiverne i dag også kan finde på at anbefale folk at melde sig ud af fagforeningen. Nogle medlemmer beretter, at de har været i banken, og så har rådgiveren sagt: ’Er det virkelig nødvendigt at være medlem af Dansk Metal? Du kan jo spare penge ved at melde dig ind i en gul forretning - det er billigere.’ Men det er jo en helt gal rådgivning, fordi vi på langt sigt varetager og sikrer, at vores medlemmer får en ordentlig løn og dækkes af en overenskomst og dermed kan betale deres regninger«.

Mange kokke i trepart

Hvordan har du det med, at det var et hovedbestyrelsesmøde i Dansk Metal, der gjorde udslaget i forhold til de kuldsejlede trepartsforhandlinger i foråret?

»Jamen, det har jeg det skidt med. Når jeg sætter mig ved et bord, går jeg altid efter at få et resultat, og det var bestemt også mit udgangspunkt, da vi blev inviteret til trepartsdrøftelser. Men der er væsentlig forskel på at sætte sig ved et trepartsbord og et overenskomst-forhandlingsbord. Alt andet lige er der langt flere folk involveret i trepartsforhandlinger, og man kan sige, at baggrunden for forhandlingerne også var en langstrakt proces. Lige fra Socialdemokraterne og SF præsenterede Fair Løsning og diskuterede, hvad vi kunne bidrage med i trepartsdrøftelser til folketingsvalget sidste år, hvor S og SF gik tilbage, og det blev en trepartiregering, hvor de radikale fylder ret meget.«

»De radikale havde været med til et efterlønsforlig og en dagpengereform med forringelser umiddelbart inden regeringsdannelsen. Det smittede af på regeringsgrundlaget, og trepartsforhandlingerne kom til at fylde langt mindre end i Fair Løsning. Det er en af tingene, der gjorde, at vi ikke fik noget resultat.«

»Men jeg tager også gerne den skyld, jeg har i, at trepartsforhandlingerne faldt på gulvet. Vi fik fokuseret alt, alt for meget på, at vi skulle have udvidet arbejdsstyrken, og vi var ikke gode nok til at forklare vores medlemmer, at det måske ikke var her og nu, at de skulle arbejde mere. Og det gjorde, at de protesterede, og at hovedbestyrelsen sagde nej.«

Men kunne du ikke som formand have læst det lidt tidligere i processen?

»Jo, det kunne jeg måske godt. Men der må jeg sige, at selv om man synes, man er en trænet forhandler, er der rigtig mange spillere i det spil her. Og der er rigtig mange spillere, der ikke nødvendigvis har fælles interesser, men har deres egne dagsordener.«

»Jeg kan ikke sige, hvad der gør, at det bryder sammen, som det gør. Det er klart, at pressemeddelelsen fra hovedbestyrelsen har sin virkning, men det var for så vidt ikke nyt, hvad vi sagde. Det havde andre også sagt før. Mindre organisationer tager man så ikke i den her forbindelse så meget ad notam. Men det er klart, at jeg kunne godt se, da vi besluttede det her, at det ikke kunne gå anderledes. At det ville være svært at køre det videre.«

Forskrækkende konsekvenser

Har sammenbruddet i trepartsforhandlingerne konsekvenser for fagbevægelsens indflydelse fremadrettet?

»Det er klart, at de umiddelbare konsekvenser var forskrækkende. I dagene omkring sammenbruddet var der ikke meget, der tydede på, at der i nærmeste fremtid ville komme en invitation til trepartsdrøftelser, for vi kunne ikke levere. Der tror jeg, at man i alle lejre har tænkt sig lidt om nu. De drøftelser - der har været den seneste tid om blandt andet akutpakken for de ledige, der trues med at falde ud af dagpengesystemet - ser jeg lidt som en begyndelse på, at man måske på et senere tidspunkt kan finde sammen igen.«

»Med sammenbruddet af trepartsforhandlingerne er der simpelt hen for mange udfordringer, der faldt på gulvet, og som alle parter havde lyst til at finde løsninger på. Men der går nok et stykke tid, inden vi får egentlige trepartsdrøftelser igen. Vi skal over en periode nu med noget, der ligner halve trepartsdrøftelser, eller vi kan kalde det konsultationer, høringer og så videre.«

»Men for at vende tilbage til den ideelle struktur i fagbevægelsen, så tror jeg også på, at vi med en samlet hovedorganisation kunne tale med større vægt i eventuelle kommende trepartsforhandlinger. Det handler også om kemien, for har man en struktur, hvor kemien fra de underliggende organisationer og helt op i toppen er en accepterende kemi, hvor man siger: ’Nu har vi besluttet det her i toppen, og det retter vi ind efter i organisationen’, så var vi aldrig havnet, hvor vi gjorde. Det var måske også et af problemerne, nemlig at vi aldrig i fagbevægelsen var fuldstændig enige om, hvad vi skulle have ud af trepartsdrøftelserne.«

Produktionslandet Danmark

Hvilken rolle skal Dansk Metal spille i den politiske debat om, hvordan fremtidens arbejdsmarked og dermed fremtidens Danmark skal se ud?

»Vi skal være helt fremme i skoene. Det handler igen om, at vi skal fuldstændig væk fra den holdning, at sådan plejer vi at gøre. Vi skal være innovative for at være konkurrencedygtige, og det betyder også, at vi skal sige ja til at robotisere og digitalisere produktionen. Der er slet ingen tvivl om, at det er den vej, vi skal gå. Det kan godt være, at beskæftigelsen falder over to år på en arbejdsplads, men vi tror på, at vi over tre eller fire år har fået skabt ekstra arbejdspladser ved at være et laboratorium, der tester og produktudvikler hele tiden.« 

»Jeg er meget glad for erkendelsen af, at Danmark skal være et produktionsland. For fem år siden troede alle, at industrien i Danmark ville blive nedlagt. Ingen talte om produktionsarbejdspladser, og der var en opfattelse af, at vi måtte se i øjnene, at alt ville blive outsourcet, og industriarbejdspladserne stille og roligt ville forsvinde.«

»Nu har vi erkendelsen af, at viden og produktion går hånd i hånd. Vi skal både udvikle produktionen, men også måden vi producerer på. Og det kræver igen, at vi har en fagbevægelse, der i struktur og nytænkning matcher de omstillinger, vi skal igennem på arbejdsmarkedet.«