Mestre presses hårdere af østarbejdere

Af | @IHoumark

Håndværksmestre oplever stigende og unfair konkurrence fra udenlandske håndværkere, viser ny undersøgelse. Mange mestre er dybt frustrerede over at se udlændinge slippe af sted med ikke at spille efter danske regler.

Foto: Illustration: Thinkstock

MAGTESLØS I årevis har fagbevægelsen protesteret over, at udenlandske håndværkere byder sig til med lav løn og slipper af sted med at blæse på lovgivningen i Danmark. Nu har arbejdsgiverne også fået nok.  Hovedparten af håndværksmestrene oplever konkurrencen fra polske, litauiske og andre udenlandske firmaer som unfair. Og ikke nok med det. Håndværkerne fra udlandet tager i stigende grad brød ud af munden på de danske firmaer og håndværkere.

Det fremgår af en ny undersøgelse, hvor 902 chefer i håndværksfirmaer inden for byggeriet ytrer sig om udenlandsk arbejdskraft. Ifølge undersøgelsen udført af analysefirmaet Kaas & Mulvad for Ugebrevet A4 oplever så mange som hver anden mester, at konkurrencen fra udenlandske firmaer er taget til det seneste år. Kun 1 ud af 25 mestre oplever aftagende konkurrence.

At udlændinge giver danske mestre kamp til stregen kan blandt andre mærkes af murermester Claus Davidsen fra Virum nord for København. Han er gået fra at have seks ansatte i 2008 til nu kun at være sig selv. Og den store nedgang skyldes ikke kun den økonomiske krise.

»Jeg oplever stigende konkurrence fra firmaer, som bruger billig, østeuropæisk arbejdskraft. Når en polsk håndværker ikke skal have mere end de cirka 90 kroner i timen, som jeg skal give en førsteårs lærling i løn, så er det noget nær umuligt at være konkurrencedygtig,« siger Claus Davidsen.

Direktør Lars Storr-Hansen fra organisationen Dansk Byggeri nikker genkendende til oplevelsen af stigende konkurrence.

 »Oplevelsen hænger sammen med, at antallet af udlændinge i byggeriet ifølge vores beregninger i løbet af det seneste år er steget fra rundt regnet 10.000 til 15.000. Den udenlandske arbejdskraft presser priserne på byggeopgaver ned,« siger Lars Storr-Hansen, og fortsætter:

»Der er mange mestre, som føler sig magtesløse i forhold til konkurrence fra udenlandske firmaer. De er frustrerede og føler sig truet på deres brød.«

Ifølge A4’s undersøgelse er det især murer- og malermestrene, som oplever stigende konkurrence fra udlændinge. 75 procent af murermestrene og 68 procent af malermestrene oplever, at konkurrencen fra udlændingene er blevet hårdere i det seneste år. Den samme oplevelse har ’kun’ 37 procent af mestrene i VVS-branchen.

Set med forskerbriller er der en klar sammenhæng mellem den økonomiske afmatning og hårdere konkurrence. Ph.d.-stipendiat og forsker i udenlandsk arbejdskraft Jens Arnholtz fra forskningscentret FAOS ved Københavns Universitet siger:

»Under højkonjunkturen for få år siden var der rigeligt at bestille for de danske håndværkere, og det var rart for dem at kunne trække på udenlandske håndværkere som underentreprenører. Nu derimod er der konkurrence på drengen, og det er ubehageligt for mestrene at opleve direkte konkurrence fra udlændinge, som kan gøre det billigere og muligvis lige så godt.«

Går glip af tusindvis af opgaver

Det er ikke blot nogle få opgaver, som firmaerne går glip af på grund af den stigende konkurrence fra blandt andre tyske, polske og lettiske håndværksfirmaer. Alene 823 af mestrene i A4’s undersøgelse anslår, at de tilsammen inden for det seneste år er gået glip af cirka 15.000 opgaver, som er gået til firmaer med udlændinge. Ifølge mestrene går i gennemsnit hver femte opgave, de byder på, til udenlandske konkurrenter.

Murermester Claus Davidsen fra Virum kender kun alt for godt til at se polakker være i gang, der hvor han gerne selv ville have været i sving med murerskeen. Når han byder på opgaver, oplever han i 45 procent af tilfældene, at han taber til firmaer, som bruger udenlandske håndværkere.

»Jeg kan sige det så præcis som 45 procent, fordi jeg bor i et lille område, og det er ret nemt for mig at se, hvem der løber med opgaverne,« siger Claus Davidsen.

’Meget, meget unfair’

Mestrene oplever i høj grad, at priskrigen med de udenlandske håndværkere foregår på ulige vilkår. Hele 84 procent af cheferne i A4’s undersøgelse mener, at konkurrencen er unfair.

Oplevelsen af kamp på ulige vilkår er endda taget til. Da A4 fik foretaget en lignende undersøgelse for halvandet år siden, var det 74 procent af mestrene som betegnede konkurrencen som unfair.

Malermester Henrik Biehl fra Aalborg betegner konkurrencen med udenlandske malere som »meget, meget unfair.«

»Forleden hang der i Fakta et tilbud om ’En håndværker for tre håndværkeres pris’. For 120 kroner i timen kunne man få en udenlandsk håndværker ud. Den slags er umuligt at konkurrere med, når jeg for at drive en bare nogenlunde forretning er nødt til at tage 350 kroner i timen plus moms, når jeg sender en svend ud,« siger Henrik Biehl.

Det er ikke uden grund, at mestrene oplever konkurrencen på lønninger til svende som unfair.

»De udenlandske håndværkere presser de danske håndværksfirmaer på lønnen. En polak, der er vant til at få 25 kroner i timen derhjemme, synes det er en voldsom god løn, hvis han i Danmark kan få 100 kroner i timen. Han er mere end glad for at få overenskomstens mindsteløn, mens en dansk håndværker vil kræve betydeligt mere,« siger forsker Jens Arnholtz.

Til sammenligning skal en dansk murer have en løn omkring 160-180 kroner i timen. Dertil kommer diverse tillæg plus arbejdsgivernes udgifter til blandt andet pensionsindbetaling, feriepenge og forsikring.

Sort og farligt arbejde

I A4’s undersøgelse har ikke færre end tre ud af fire mestre indtryk af, at sikkerheden er dårligere på de byggepladser, hvor der er udenlandske håndværkere.

»Vi oplever stor frustration blandt medlemmer over, at udenlandske håndværkere ikke altid lever op til danske regler i forhold til arbejdsmiljøet,« siger direktør Lars Storr-Hansen fra Dansk Byggeri.

Frustrationen skyldes ikke kun bekymring for udlændingenes sikkerhed. Flere håndværksmestre peger på, at de udenlandske konkurrenter sparer penge ved at blæse på krav om afskærmninger, sikkerhedssko og så videre. I Aalborg spærrer malermester Henrik Biehl nogle gange øjnene ekstra op.

»Jeg har for eksempel oplevet en byggeplads, hvor nogle udenlandske håndværkere gik rundt på et stillads uden afskærmning og kunne falde to-tre etager ned. Det er sådan noget, man skal helt tilbage til før min læretid først i 1980’erne for at have set danske håndværkere gøre,« siger Henrik Biehl.

Han er overbevist om, at en stor del af udlændinges arbejde foregår sort.

»Min påstand er, at når vi taler om polske eller litauiske malere, så kan vi ligeså godt tale om sort arbejde. For de bidrager ikke med noget som helst til den danske statskasse i A-skat eller moms. Ja, det skulle da lige være momsen på den maling, de bruger,« siger Henrik Biehl.

I A4’s undersøgelse erklærer hver tredje mester sig enig i, at udenlandske håndværkere udfører det meste af deres arbejde sort. Hvordan det rent faktisk forholder sig med udlændinges betaling af skat og moms vides ikke.

Værst blandt rige i Nordsjælland

I Dansk Byggeri har man indtryk af, at de danske håndværkere især får ublu konkurrence fra udlændinge, der arbejder for husejere.

»De store problemer i forhold til udenlandske håndværkere er nu blandt de private boligejere ude på villavejene. Især fra Nordsjælland hører vi meget om ulovlige eller mistænkelige forhold på byggepladser med udlændinge,« fortæller Lars Storr-Hansen fra Dansk Byggeri.

Det forarger ham, at velstillede boligejere som i Nordsjælland lader hånt om lovgivningen.

»Vi har brug for en holdningsændring blandt forbrugerne. Dels skal det gøres klart, at private boligejere har et ansvar for, at reglerne overholdes, når de hyrer håndværkere. Dels at det bare ikke er i orden, at lade håndværkere gå rundt på stilladser med nedstyrtningsfare,« siger Lars Storr-Hansen, og fortsætter:

»Ligesom det med tiden er blevet meget uacceptabelt at køre bil og være småfuld, så skal man også fordømmes, hvis man hyrer udlændinge og lader hånt om alle regler.«