Mere stress uden børn end med børn

Af | @MichaelBraemer

Lønmodtagere i børnefamilier er mindre stressede end kolleger fra husstande uden børn, viser ny undersøgelse. Tiden er måske nok knap i børnefamilierne, men omvendt er børnene også en effektiv afstresser, forklarer eksperter.

MYTEDRAB Ingen, der har fulgt bare overfladisk med i medierne de seneste år, vil være i tvivl om, at børnefamilier er hængt godt og grundigt op i en klokkestreng. Det er, som det er fortalt den ene gang efter den anden, ikke let at få arbejdslivets voksende krav, daginstitutionernes åbningstider, indkøb, madlavning og et større hushold til at gå op i en højere og velfungerende enhed.

Men er de stressede, børnefamilierne? Ja, lidt stresset er man vel altid. Og når 27 procent af lønmodtagerne fra børnefamilier i en ny stress-test er enten noget eller meget stressede, kan man vel oven i købet sige, at man som børnefamilie er mere end det.

Pointen er bare, at det tilsyneladende ikke er børnene og den nødvendige omsorg for dem, der stresser gruppen. For går man over i gruppen af lønmodtagere, der ikke har børn i husstanden, så er stress faktisk et større problem. Her er det 33 procent, der er noget eller meget stressede, viser testen, der er gennemført af Analyse Danmark for Ugebrevet A4 blandt et repræsentativt udsnit af danskerne.

Overlæge, dr.med. og en af landets førende forskere i stress Bo Netterstrøm, der har udarbejdet stresstesten, er da også parat til at aflive den myte, der er skabt i offentligheden om den stressede børnefamilie.

»Børn stresser jo ikke i sig selv, og de giver også noget den anden vej, så de er også en afstresser. Men det er meget et spørgsmål om, hvordan vi bruger ordet stress. Mange børnefamilier vil sige, at de er stressede, fordi de har travlt, men det er jo ikke det samme,« siger Bo Netterstrøm.

Deltagerne i A4’s undersøgelse er ikke blevet spurgt til deres egen oplevelse af stress, men er blevet målt i forhold til en række kendte stresssymptomer – fysiske, psykiske og adfærdsmæssige.

Utilfredshed er ikke stress

Lisbeth Pedersen, afdelingsleder i SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, har siddet med i regeringens Arbejdslivs- og Familielivskommissionen, som i foråret barslede med en lang række forslag til, hvordan man letter fortravlede børnefamiliers livsbetingelser. Hun mener, at sådanne initiativer er nødvendige, fordi undersøgelser har vist, at børnefamilier er dem, der synes, livet hænger dårligst sammen:

»Børnefamilier er utilfredse med deres liv. Det er noget andet end at være stresset, men vi har rigtig meget brug for, at børnefamilierne er velfungerende, for de fylder meget i samfundet og på arbejdsmarkedet. Og vi har brug for, at de synes, det er ok at være både på arbejdsmarkedet og i deres familier. De er i øvrigt også en bedre arbejdskraft, når de er velfungerende på alle fronter.«

Stress er noget andet end følelsen af at have for lidt tid, påpeger Lisbeth Pedersen, og hun forstår godt, at børnefamilier scorer lavere på en traditionel skala over stress end familier uden børn:

»Børn kan være afstressende, fordi de flytter opmærksomheden væk fra arbejdet. Man kan ikke tænke på arbejde, når der står to unger og skriger på mad. Man kobler simpelthen af, fordi man er nødt til at beskæftige sig med noget andet.«