Mere magt til medlemmerne

Af

Den nye FOA-formand, Dennis Kristensen, vil have mere direkte demokrati i fagbevægelsen. Står det til ham, skal det for eksempel ikke være en kongres med 600 delegerede, men de 200.000 medlemmer, der ved urafstemning afgør, om han skal genvælges om to år.

Fagbevægelsens vigtigste opgave er at genskabe medlemmernes engagement i det faglige arbejde. Det mener den nye formand for Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA), Dennis Kristensen. Og en af vejene er mere direkte demokrati, hvor medlemmerne på generalforsamlinger, ved urafstemninger eller elektroniske afstemninger over internettet får mere direkte indflydelse, end de har i dag.

»Skal man sige det provokerende, træffer vi i fagbevægelsen beslutninger på stort set samme måde, som vi gjorde, da Louis Pio var stormester i en illegal forening. Vi har i den grad vænnet os til, at de, der betaler, skal vælge nogle, som træffer nogle beslutninger, og de skal så igen vælge nogle, som træffer nogle andre beslutninger, som så igen vælger nogle, og så sidder Dennis så der på toppen. Og endnu højere oppe sidder Hans Jensen,« siger Dennis Kristensen.

Han mener, at man i toppen af hierarkiet ofte burde stille sig selv det spørgsmål, hvorfor netop dette eller hint ikke lige så vel kunne afgøres af hvert enkelt medlems stemme. Og Dennis Kristensen ser ikke noget i vejen for, at for eksempel han selv kunne genvælges eller væltes ved direkte valg fra medlemmerne – i modsætning til denne gang, hvor 580 kongresdelegerede valgte formanden.

»Jeg ville ikke have nogen kvababbelser over, at man havde en urafstemning om formandsvalget. Det ville tværtimod ligge i naturlig forlængelse af mine tanker om, hvordan man kan engagere medlemmerne mere direkte,« siger Dennis Kristensen.

For få tager stilling

Den nybagte formand er netop blevet snydt af kanderne og har hældt te oven i kaffen, og i det hele taget har han endnu ikke fundet sig helt til rette på sin første rigtige arbejdsdag som FOA-formand, hvor Ugebrevet A4 aflægger visit. Han pointerer også, at det direkte formandsvalg endnu ikke er diskuteret med resten af ledelsen, men engagementet er stort hos Dennis Kristensen. Og det bliver ikke mindre af, at medlemmernes mangel på samme netop er blevet udstillet ved, at kun 35 procent af FOA-medlemmerne gad returnere deres stemmeseddel ved urafstemningen om den overenskomst, som de skal arbejde under de næste tre år.

»Det er absolut et af de problemer, vi bliver nødt til at løse. Vi kan ikke som forbund leve med, at kun 35 procent stemmer. Vi kan ikke se os selv i spejlet og sige, at medlemmerne har nu besluttet det ene eller det andet, når kun hver tredje stemmer. Noget af forklaringen kan måske være, at overenskomsten er så kompliceret. Men det gælder i hele den her bevægelse, at vi har et kolossalt problem med, at alt for få tager stilling.«

Dennis Kristensen bilder sig dog ikke ind, at løsningen bare er at give medlemmerne direkte indflydelse på mange flere ting.

»Jeg tror ikke, der er nogen i fagbevægelsen, der i dag har mirakelkuren for, hvordan vi genskaber medlemmernes engagement. Men den første vigtige forudsætning er, at vi holder op med at tro, at blot fordi vi er valgte, ved vi altid per automatik, hvad der tjener medlemmernes interesser bedst. Vi skal i dialog  med medlemmerne og igen tilegne os evnen til at spørge, hvad medlemmerne egentlig ønsker.«

Enig med Valentin

Dermed lægger Dennis Kristensen sig tæt op ad nogle af hovedsynspunkterne i den bog, som HK’s tidligere informationschef Michael Valentin med en informationschefs sans for timing udgav op til 1. maj. Bogen – »Bare det holder min tid ud« – har siden givet anledning til mange knubbede ord fra faglige ledere (senest TIB-formand Arne Johansens indlæg i »fagligt talt« i dette nummer af A4), men Dennis Kristensen er langt hen ad vejen enig med Valentin.

»Jeg deler ikke den almindelige forargelse over Valentins bog. Jeg synes faktisk, der er rimelig mange fornuftige synspunkter i den. Til gengæld synes jeg, at noget af debatten er kommet til at virke lidt voldsom i forhold til det reelle indhold i bogen, men jeg ved ikke i hvilken udstrækning, han selv har bidraget til det,« siger Dennis Kristensen.

Den nye FOA-formand kommer direkte fra en post som afdelingsformand, og dermed har han indtil for ganske nylig selv været en del af det »rockwool-lag« – mellemlaget af folkevalgte og konsulenter – som Michael Valentin beskylder for at bremse udviklingen i fagbevægelsen. Og selv om Dennis Kristensen synes, Valentin strammer den, når han i titlen beskylder mange afdelingsfolk for at tænke »Bare det holder min tid ud«, så erkender FOA-formanden, at der er noget om snakken.

»Jeg tror da i en vis forstand, det er rigtigt, at afdelingsformændene kan være dem, det er sværest at rykke. Det er ikke ond vilje, men det er jo rigtigt, at det at være valgt også er en udsat plads. Og hvis en diskussion om at gøre noget anderledes involverer, at der bliver færre valgte, bliver det da vanskeliggjort af, om man kan se sig selv i den nye konstruktion.«

Kritiske unge en gevinst

Han lægger ligesom Valentin vægt på, at fagbevægelsen i langt højere grad skal tilpasse sig de unge og ikke blot brokke sig over, at de unge ikke ser medlemskabet af fagforeningen som en lige så naturlig ting, som deres forældre og bedsteforældre altid har gjort det.

»Fagbevægelsens største problem vil være, hvis vi ikke indser, at fremtidens medlemmer stiller nogle helt andre krav til, hvad en faglig organisation skal være. Vi skal se i øjnene, at det er en succeshistorie, at vi har et uddannelsessystem i Danmark, som skaber kritiske og demokratisk indstillede mennesker, der vil have indflydelse. Hvis ikke de faglige organisationer lærer at se det som en gevinst og en vitaminindsprøjtning, bliver det vores undergang. Så vil fagbevægelsen opleve de kommende år som én lang blodtapning.«

Dennis Kristensen mener, at fagforeningen skal give mere rum til, at det enkelte medlem kan udfolde sig og beskæftige sig med netop det hjørne af faget, som vedkommende interesser sig særligt for. Man behøver med andre ord ikke beskæftige sig med alt det, FOA står for.

»Fremtidens muligheder ligger i, at fællesskabet giver plads til, at individet kan udfolde sig, uden det sker på bekostning af fællesskabet. Og vi har været for mange år om at indse, at det godt kan lade sig gøre. Vi har i lang tid betragtet lønmodtagerne som én gruppe, der med ensartede ansigtsudtryk marcherede i takt.«

Formand uden partibog

Dagen efter Dennis Kristensen med sølle syv stemmer mere end Reiner Burgwald havde sikret sig formandsposten, vågnede han op til overskriften »Gammel kommunist ny fagforeningsboss« i dagbladet BT, og i det hele taget fyldte hans fortid som kommunist meget i mediernes reportager fra den ekstraordinære kongres.

Han meldte sig dog ud af Danmarks Kommunistiske Parti allerede sidst i 80’erne, men det er rigtigt, at Dennis Kristensen skiller sig ud fra LO-toppen ved ikke at være medlem af Socialdemokratiet. Og det har han vel at mærke ingen planer om at ændre på. Han vil ikke afsløre, hvor han satte sit kryds ved folketingsvalget i november, men siger, at han altid har stemt til venstre for midten, men ikke på det samme parti hver gang.

I det hele taget bliver Dennis Kristensen lidt ulden i mælet, når talen falder på partipolitik og LO’s traditionelt tætte forhold til Socialdemokratiet. Der er jo ingen grund til at lægge sig ud med de andre LO-topfolk, inden han overhovedet har deltaget i det første forretningsudvalgsmøde.
Han vil dog godt sige, at han havde det dårligt med den sammenblanding af LO’s og Socialdemokratiets interesser gennem LO´s daværende fagligt-politiske sekretariat, som kom frem i Danmarks Radios program »Rapporten« i efteråret. Støtte til politiske partier, hvis synspunkter ligger tæt på de faglige organisationers, har Dennis Kristensen ikke noget imod. Men der skal være åbenhed og ærlighed om det. Og så skal man passe på med at sætte automatpiloten på i det politiske landskab, så vennerne roses, og fjenderne skoses, uanset den reelle politik.

»Jeg synes måske, at vi indimellem skælder ud over ting i forhold til den nye regering, som vi holdt indendøre tidligere. Det, tror jeg, virker dybt utroværdigt for medlemmerne.«