Menuen står på valgfrihed

Af

Mange lande i Europa gennemfører reformer, der giver større valgfrihed omkring omsorg for børn og ældre. Handicappede, ældre og børnefamilier får i stigende grad udbetalt kontante tilskud – og tilrettelægger selv deres løsninger, siger Tine Rostgaard fra Socialforskningsinstituttet. Hun skimter en ny velfærdsmodel, men ser også problemer for ligestillingen og kvaliteten.

I Holland kaldes det for »det personlige budget«. Handicappede og ældre kan vælge at få pengene til hjælp fra det offentlige udbetalt og i stedet selv ansætte en hjælper. Måske et familiemedlem, måske en af naboerne. Kontoen blev indført som forsøg for ti år siden og har bredt sig som ringe i vandet:

»Ordningen med personligt budget er en stor succes. I starten gjaldt den kun for handicappede og omfattede kun en lille del af den offentlige støtte. I dag gælder den også for ældre og omfatter hele beløbet fra det offentlige. Næsten halvdelen af de hollandske ældre foretrækker det personlige budget, som giver dem størst mulig indflydelse på, hvem der leverer hjemmehjælpen,« siger Tine Rostgaard.

Hun er forsker på Socialforskningsinstituttet og har i en årrække undersøgt omsorgssystemerne i europæiske lande. Hun ser en fælles tendens til flere kontantydelser, hvor brugeren selv bestemmer anvendelsen af pengene. Resultatet kan blive en ny velfærdsmodel, hvor familierne i højere grad selv vælger, om det offentlige skal tage sig af børn og gamle – eller om de selv for en tid vil gøre det:

»Den danske velfærdsstat er i høj grad en servicestat, hvor offentlige daginstitutioner og ældrepleje tager sig af børn og ældre. Men også herhjemme har vi en ordning med plejevederlag for dødeligt syge, hvor man kan få 150 procent af dagpengene for at passe en syg ven eller nær slægtning,« forklarer Tine Rostgaard.

»I andre europæiske lande er velfærdsstaten i højere grad knyttet til arbejdsmarkedet. Det er for eksempel tilfældet i Tyskland og Østrig, hvor der er indført en obligatorisk plejeforsikring. I Tyskland indbetales 1,2 procent af lønnen til en særlig forsikring, som giver ret til pleje i alderdommen. Det er så op til den enkelte, om forsikringen skal udmøntes i en ret til service eller et kontant beløb, hvor man selv tilrettelægger plejen. Selv om velfærdsstaterne i Europa er meget forskellige, er der en fælles tendens til målsætninger om valgfrihed og kontantydelser.«

»Der er flere forskellige drivkræfter bag denne proces. I EU har handicap-organisationerne kritiseret, at velfærdssystemerne er for formynderiske – de har forlangt større autonomi over deres eget liv. Det betød en del for det personlige budget i Holland. I andre lande handler det om at finansiere omsorgen for et stigende antal ældre. Det var for eksempel afgørende for de nye plejeforsikringer i Tyskland og Østrig. Men uanset motiverne ser vi i disse år et nybrud i velfærdsstaterne.«

Ny velfærdsmodel

Tine Rostgaard skrev i 1998 bogen »Omsorg for børn og ældre i Europa«, der undersøgte omsorgssystemerne i syv lande – Danmark, Sverige, Finland, Holland, England, Tyskland og Frankrig. Hun har siden forsket videre i orlovsordninger og andre sider af omsorgssystemerne og ser i dag tre forskellige velfærdsmodeller på dette område:

  • En række lande præges stadig af den traditionelle kvindelige omsorgsgiver-model, hvor kvinderne forventes at forlade arbejdsmarkedet i lange perioder og yde ulønnet omsorg til børn og ældre. Der er stort set ikke offentlige tilbud om pasning af mindre børn, og for de større børn er det en slags børnehaveklasser, som er en del af skolesystemet. Familierne har ofte ikke andet valg end at lade en af parterne – typisk kvinden – stå for omsorgen. Denne model præger blandt andet Tyskland, England og for børnepasningen tillige Holland.
  • De skandinaviske lande kendetegnes derimod af den fælles forsørger-model, hvor både mænd og kvinder er på arbejdsmarkedet, og omsorgsopgaverne i høj grad varetages af det offentlige. Denne model har et veludbygget system af offentlige daginstitutioner, og der er desuden offentlig hjemmehjælp og plejehjem for de ældre. Derimod ydes barselsorlov, forældreorlov og andre kontantydelser kun i relativt korte perioder – vægten er på den offentlige service.
  • I flere lande skimtes imidlertid en tredje model – familie-arbejds-modellen – hvor familierne har et mere reelt valg mellem at blive på arbejdsmarkedet, eller at en af parterne for en periode passer børn eller ældre i hjemmet. Det kræver, at der både er en veludbygget offentlig service og mulighed for lange orlovsperioder med rimelig kompensation:

»Den finske omsorg for børn og ældre er på vej i dén retning. Der er i Finland et forholdsvis stort udbud af offentlig service inden for børnepasning, selv om det ikke helt er på højde med Danmark og Sverige. Men der er også mulighed for tre års forældreorlov. Finland har tillige en plejeordning, hvor familien i perioder kan erstatte den offentlige hjemmehjælp. Finske familier har et nogenlunde reelt valg,« siger Tine Rostgaard.

»Frankrig er på samme vej inden for børnepasningen. Der er i Frankrig en lang forældreorlov med ret høj kompensation. Samtidig bliver dagpasningen udbygget, selv om det stadig er en del af skolesystemet og dermed ikke gælder i skoleferien – hvad der begrænser familiernes valgmuligheder. Men tendensen er tydelig. Også de danske og svenske ordninger med plejevederlag ved pasning af døende er eksempler på den nye model.«

Modellen kan let skade ligestillingen mellem kønnene. Øget valgfrihed vil især medføre, at kvinderne søger væk fra arbejdsmarkedet og i stedet passer børn eller ældre?

citationstegnSelv om velfærdsstaterne i Europa er meget forskellige, er der en fælles tendens til målsætninger om valgfrihed og kontantydelser

»Det afhænger i høj grad af, hvordan ordningerne skrues sammen. Hvis mændene skal have et incitament til at være med, må der være en ordentlig kompensation i forhold til indtægten på arbejdsmarkedet. Det ses tydeligt, hvis vi sammenligner barselsorloven i Danmark og Sverige. I Sverige tager mændene i langt højere grad del i barselsorloven. I dag står mændene for 13 procent af barselsdagene i Sverige, men for kun 0,6 procent i Danmark. Det skyldes i høj grad, at kompensationen er højere i Sverige, og at en længere del af barselsorloven er en særlig fædrekvote, der kun kan benyttes af faren. Der er også langt mere debat i Sverige om mændenes ansvar. De offentlige myndigheder gør meget ud af det, mens det herhjemme ses som et anliggende for den enkelte familie, som det offentlige ikke skal blande sig i. Hvis mændene skal tage deres del af omsorgen, kræves der høj kompensation og fleksibilitet, så man kan forlade arbejdsmarkedet i kortere perioder eller på deltid.«

14Politisk minefelt

Tine Rostgaards analyse slår ned i en politisk følsom debat. Venstre slog i valgkampen på stortromme for mere »valgfrihed«. Og fremtrædende socialdemokrater som forhenværende socialminister Henrik Dam Kristensen har talt for, at Socialdemokraterne skal udvikle egne modeller for valgfrihed. Appellen til den moderne borger skal ikke overlades til Venstre, lyder ræsonnementet.

Tine Rostgaard vurderer, at den praktiske gennemførelse af øget valgfrihed i Danmark er sket uafhængig af, hvem der har haft regeringsmagten:

»Når Venstre sidste år foreslog længere barselsorlov, bundede det ikke i en systemændring, men i partiets ryk mod midten: Venstre ville undgå, at Socialdemokraterne havde eneret på bedre velfærd. Mange danske kommuner har tillige gennemført valgfrihed, hvor ældre kan vælge mellem offentlig og privat hjemmehjælp. Men det startede allerede under den tidligere regering og er indført i både socialdemokratisk og Venstreledede kommuner. Den største hindring for øget brug af valgfrihed og kontantydelser herhjemme er ikke partipolitik, men at der kræves en mentalitetsændring: Vi skal turde slippe kontrollen. Vi er vant til, at omsorgen leveres af offentligt ansatte, og at det offentlige garanterer for kvalitet og professionalisme. Vi skal jo vide, hvad skatteydernes penge går til, vil man sige. Hvis vi for eksempel giver penge til familiemedlemmer, der passer børn eller gamle, vil de ikke være lige så professionelle. Der vil også blive større forskel på, hvordan opgaven gribes an. Derimod vil familiemedlemmer have andre kvaliteter end de offentligt ansatte – for eksempel at brugeren selv har valgt løsningen. Men vi har alle grænser på dette område. Personligt mener jeg, at en af den skandinaviske velfærdsstats store kvaliteter er, at vi som individer er blevet relativt uafhængige af familien. Derfor er det vigtigt, at de nye muligheder inden for omsorg bliver et reelt frit valg – der skal fortsat være mulighed for at vælge omsorg leveret af det offentlige.«

citationstegnDen største hindring for øget brug af valgfrihed og kontantydelser herhjemme er ikke partifolk, men at der kræves en mentalitetsændring: Vi skal turde slippe kontrollen. Vi er vant til, at omsorgen leveres af offentligt ansatte, og at det offentlige garanterer for kvalitet og proffesionalisme.

Et af de kommende års store økonomiske problemer er manglen på arbejdskraft. Øget brug af kontantydelser kan betyde, at mange forlader arbejdsmarkedet for at tage sig af børn eller ældre?

»Ja – det er et stort problem, især i de skandinaviske lande hvor næsten alle kvinder er på arbejdsmarkedet. Problemet er lidt anderledes i de kontinental-europæiske lande, hvor kvinderne i højere grad er derhjemme. For eksempel har den nye plejeforsikring i Tyskland betydet, at der er oprettet nye job inden for omsorgssektoren – plejeforsikringen har således bragt flere kvinder ud på arbejdsmarkedet. Men det er naturligvis et spørgsmål om prioritering: Øget valgfrihed kan – hvis modellen skrues rigtigt sammen – give større fleksibilitet og bedre fordeling af omsorgsopgaverne mellem mænd og kvinder. Det vil måske trække nogle ud af arbejdsmarkedet, men kan også være med til at rekruttere nye til omsorgssektoren, der kommer til at mangle arbejdskraft i de kommende år. I sidste ende er det jo op til en prioritering af samfundets ressourcer – om vi lader hensynet til arbejdsmarkedet styre det hele eller også lægger vægt på valgfrihed til familierne.«