Mens vi venter

Af Ole skals Pedersen, forbundsformand, Teknisk Landsforbund

FAGLIGT TALT Beskæftigelsesministeren mener stadig, at a-kasserne er for dyre og pønser på nye måder at kappe forbindelsen mellem forbund og a-kasser. Men hvis ministeren virkelig ønsker at nedbringe a-kassernes udgifter, burde gå i krig med en forenkling af reglerne.

2302Arbejdsdirektoratet har i en omfattende analyse for anden gang sat fokus på arbejdsløshedskassernes forvaltning. Der er målt på en lang række parametre – herunder pris, effektivitet, kvalitet og medlemstilfredshed. Det er helt tilfredsstillende at blive kikket i kortene, og at analysens hovedkonklusion er, at a-kasserne samlet set er bedre end ved sidste måling.

Men beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen er ikke tilfreds. I stedet for at glæde sig over fremgangen klager han endnu en gang over, at vi stadig er for dyre, og glemmer helt sit eget ansvar for situationen. At hans eget departement og skiftende tiders regeringer har ansvaret for, at a-kassernes dagligdag er blevet langt tungere administrativt. Administration af efterlønsområdet, en stadig mere kompliceret lovgivning blandt andet om tættere samspil med den enkelte ledige er blot nogle af elementerne.

Hvis Hjort Frederiksen virkelig ønsker at nedbringe a-kassernes udgifter, kunne han sætte sig i spidsen for en forenkling af reglerne. Det ville være en ny måde at tænke på, og løsningen er et regelsæt, som er til at have med at gøre i en praktisk dagligdag. Et regelsæt, som tager udgangspunkt i tillid til den enkelte frem for mistro og kontrol. Men måske er det for meget forlangt af en minister, hvis ærinde ikke er reel bekymring for medlemmernes udgifter til a-kasse.

Han har tidligere forsøgt at få oprettet en statslig a-kasse. Det lykkedes ikke. Han har til gengæld fået gennemført, at de eksisterende a-kasser kan brede sig ud over alle fag, og har dermed indført valgfrihed for den enkelte. Det er heller ikke blevet den store succes, hvilket ministeren også er utilfreds med. Måske skyldes hans manglende succes, at der er andre parametre end pris og valgfrihed inde i billedet ved valg af a-kasse: Kender den medlemmets fagområde og branche? Har den et lokalt kontor, som kender det lokale arbejdsmarked, og som gør det nemt at komme i kontakt med den? Giver den en god personlig sparring? Og så videre.

Måske skyldes hans manglende succes, at medlemmerne er ganske godt tilfredse med det, de har.

Hjort Frederiksens seneste forsøg var at fjerne dagpengeretten for højtlønnede i op til fem uger.

Det ville have været ødelæggende for fleksibiliteten på arbejdsmarkedet og for vores unikke a-kassesystem, som i princippet bygger på, at alle betaler det samme og får det samme.

Indgrebet blev trukket efter en ynkelig forestilling med en ynkelig argumentation.

Nu venter ministeren så på den næste mulighed for at forfølge sin egentlige dagsorden – nemlig at kappe forbindelsen mellem fagforbundene og a-kasserne. Men måske skulle han bruge ventetiden til at reflektere over, om hans vælgere ønsker den adskillelse. Set ud fra et forbrugersynspunkt er der jo en fordel i, at koblingen er der. Den er den eneste garanti for, at a-kassen kan give en rådgivning, der rammer præcist i forhold til den enkelte.