Mens vi venter på skattereformen

Regeringen er kørt fast i diskussionen om finansieringen af kommende skattelettelser. Konservative er parat til store skattelettelser i 2004. Venstre ønsker langsigtede lettelser. Splittelsen gennemsyrer finanslovsforslaget.

skattereformFinansminister Thor Pedersen er en glad mand. Det lod han forstå, da han fremlagde regeringens forslag til Finanslov i sidste uge. Et godt humør er ganske enkelt, ifølge Thor Pedersen, en forudsætning for at bestride jobbet som finansminister. Og det gode humør får finansministeren rigeligt brug for i det kommende halve år. Regeringen står nemlig over for en afgørende intern magtkamp om fremtidens økonomiske politik. De konservative presser på for at få markante lettelser på personskatten i 2004. Venstre ønsker derimod at bruge det spinkle økonomiske råderum til at fastholde skattestoppet og først give store skattelettelser i en eventuel ny regeringsperiode. Uenigheden mellem de to partier er så stor, at den reelt forhindrer regeringen i at sætte en økonomisk dagsorden.

Butiksbestyrerne
Ud af en samlet udgiftsramme på godt 430 milliarder kroner rykker finanslovsforslaget om på 5,5 milliard kroner. Heraf går de tre milliarder til amter og kommuner, og således er der kun 2,5 milliarder kroner til nye aktiviteter i staten. De 5,5 milliarder bliver blandt andet hentet ved en række såkaldte budgetforbedringer – som er Finansministeriets ord for nedskæringer – på erhvervsstøtten, byfornyelsen og på arbejdsmarkedet. Hertil kommer en del penge, der bliver fremtryllet ved forskellige prokuratorkneb. Uddannelsesområdet skal for eksempel selv finde de 600 millioner kroner, som skal øge kvaliteten. De mest udsatte grupper får en pose penge, som i høj grad bliver taget fra mennesker, der er en anelse mindre udsatte. De 2,5 milliarder kroner, der er tilbage, når amter og kommuner har fået, skal så kanaliseres over i forskning, bolig og fremme af IT.

Skræller man myriaden af sociale urimeligheder i finanslovsforslaget væk fra overfladen, står man tilbage med en finanslov som er dybt uambitiøs, hvilket ingen borgerlige politikere bestrider. Den flytter ikke flere penge til sygehusene, den giver ikke skolerne et mærkbart løft og – vigtigst for en borgerlig regering –den giver ikke skattelettelser. Regeringen ligner mindre end et år efter valgsejren mere en butiksbestyrer end en kraft for fornyelse.

Selv bruger regeringen EU-formandskabet som undskyldning for den tamme finanslov. Nøgleministrene rejser hele tiden og vil ikke kunne klare at blive klemt mellem EU og en ophidset hjemlig politisk debat. Dertil kommer, at den mediebevidste regering blev forskrækket over den dårlige presse i forbindelse med de store nedskæringer, der fandt sted i staten i kølvandet på dette års finanslov. Alligevel afslører finansloven, at regeringen er ved at køre fast i den økonomiske politik, og det har en enkelt grund: skattestoppet.

Skattestoppet var med til at give Venstre den historiske valgsejr sidste år, fordi partiet på en troværdig måde signalerede en vilje til at gøre noget ved skattetrykket. Men skattestoppet er ikke gratis. Finansministeriets beregninger viser, at det hvert år koster 1,5 milliard kroner.

I den såkaldte 2010 plan har regeringen forpligtet sig på at halvere den offentlige gæld og have solide overskud på de offentlige finanser de næste otte år. Grundlæggende er planen en videreførelse af SR-regeringens langsigtede økonomiske målsætninger, der skal sætte velfærdssamfundet i stand til at tackle de eksplosivt stigende udgifter til ældreomsorg i årene efter 2010.

Skattestop kan blive skatteflop
2010 planen i kombination med skattestoppet har skabt en situation, hvor der ikke er plads til store skattelettelser. I den økonomiske redegørelse fra januar 2002 taler regeringen om, at der vil være et finanspolitisk råderum på godt fire milliarder kroner til lavere skat på arbejde fra 2004. Men i finanslovsforslaget er råderummet væk – spist op af skattestoppet. Det har vakt oprør blandt de konservative, der har markedsført sig som skattelettelsernes eneste sande ven. De har i alle de regeringspublikationer, som konservative ministre har været i nærheden af, fået indført en passus om, at skatten på arbejde skal ned. Og de har fået indført en hensigtserklæring i regeringsgrundlaget om skattelettelser i 2004.

Men de har ikke kunnet styre Thor Pedersen (V). Finansministeren, der ellers ikke er en stor tilhænger af skattesystemet, har indset, at der næppe er plads til store skattelettelser, med mindre regeringen foretager sig noget drastisk. Den kan enten skære i de offentlige budgetter, eller den kan give ufinansierede skattelettelser. Men det er ikke særlig attraktivt at svinge spareøksen i den offentlige sektor igen. Dels giver det en meget dårlig omtale, dels er der efter dette års finanslov ikke flere oplagte steder at hente nemme milliarder. På tegnebrættet ønsker de konservative at afskaffe mellemskatten, hvilket vil koste 12 milliarder kroner, og det er rigtig, rigtig mange penge at finde på statens budget.

Alternativt kan regeringen gøre indhug på statens overskud. I år bliver det omkring 30 milliarder kroner og næste år to milliarder større. Det er en fristelse, som de konservative er faldet for. De er parate til at underskudsfinansiere en del af en kommende skattereform, fordi de hævder, at reformen vil udløse dynamiske effekter i økonomien. Bliver skatten sat ned, vil flere folk komme i arbejde, flere vil arbejde mere, og provenutabet fra skattelettelserne vil i høj grad blive kompenseret. Samtidig kan man ud fra en nationaløkonomisk vinkel diskutere, om der er en særlig grund til, at statens overskud skal være halveret i 2010 og ikke i eksempelvis 2015, hvis det giver nogle store velfærdsgevinster her og nu.

Det er en analyse, som embedsmændene i Økonomi- og Erhvervsministeriet dyrker, og som de økonomiske vismænd har udtalt sig positivt om. Men bare ordet ufinansierede skattelettelser er politisk sprængfarligt, og Venstre-folk kalder det da også en form for hokus-pokus. Kommer regeringen med en skattereform, der indeholder større ufinansierede skattelettelser, vil den blive beskyldt for at klatte statens overskud væk, og den vil blive anklaget for at sætte den økonomiske stabilitet over styr ved at overophede arbejdsmarkedet. I det omfang Venstre vil indlade sig på ufinansierede skattelettelser, er meldingen fra partitoppen, at det bliver i meget lille målestok og sidst i den flerårige periode, som en skattereform typisk løber over. Kun på den måde kan man være sikre på, at der er reelle dynamiske effekter, lyder budskabet.

Oven i Venstres problemer med ufinansierede skattelettelser kommer, at partiet politisk har forpligtet sig til, at skattelettelserne skal falde i bunden af indkomstskalaen. Det er et sympatisk forslag, men også et forslag, som gør det overordentligt dyrt at gennemføre synlige skattelettelser for den enkelte dansker – alle betaler jo bundskat. En skattelettelse på et par hundrede kroner om måneden vil blive udlagt som et skatteflop.
Reelt er Venstre derfor stillet over for tre muligheder:

  • Skattestoppet kan være krumtap i den økonomiske politik så langt frem mod det næste valg som muligt, hvor det så skal være springbræt for en større skattereform.
  • Regeringen kan gennemføre en fuldt finansieret skattereform med meget små skattelettelser for gennemsnitsdanskeren.
  • Den kan vedtage en omfattende skattereform, der delvist underskudsfinansieres.

Thor Pedersens præsentation af finanslovsforslaget viste, at Venstre-toppen lige nu og her hælder til den første mulighed. Normalt er Venstres valg også regeringens valg. Men skattespørgsmålet er de konservatives eneste mærkesag, der er slået igennem. Og derfor vil regeringen være sårbare i den økonomiske politik, indtil der opnås enighed internt i regeringen. Foreløbig har regeringen givet sig selv frem til foråret 2003, hvor en kommende skattereform skal vedtages. Spørgsmålet er, om det er nok tid.

Af Noa Redington, mailto:noa.lo.dk