Mens vi venter på drømmesamfundet

Af Ole Krogh, adm. direktør i Danmarks Apotekerforening

Selv for ihærdige borgere kan det være svært at se, hvem der har hvilke visioner for velfærdssamfundet. Mens instrumenter og teknik diskuteres livligt, fortoner det politiske perspektiv sig. Hvor er drømmen?

Huset Mandag Morgen og Institut for Fremtidsforskning har i en årrække fortalt os, at fremtiden tilhører symbolanalytikerne i et Dream Society. Varerne pakkes ind i billeder og visioner om et nyt, anderledes og bedre samfund. Faktisk skulle vi være på vej mod et samfund, hvor det ikke er varen, men derimod indpakningen/visionen om et bedre liv, der er afgørende.

Måske har de ret. Men hvad med velfærdsdebatten, som den føres af pressen, de politiske partier og de toneangivende interesseorganisationer? Her er drømmen fraværende. Debatten om velfærdssamfundet har i en årrække været ført, så man skulle tro, man var deltager i en snak over frokosten i Finansministeriets kantine.

Interesseorganisationerne har gjort det til en særlig disciplin ugentlig at tæppebombe en evigt citerende presse med tal-mættede analyser, der med kirurgisk præcision påviser selv den mindste urimelighed i det efterhånden gigantiske sæt af regler og modeller. Er man leverandør af den slags historier, må man gribes af en stille undren over, at de kan sælge aviser og sætte dagsordenen – ja, måske endda skabe grundlag for ny lovgivning. Ikke at det i sig selv er et problem at basere ny lovgivning på analyser. Det modsatte ville antageligt være et større problem. Men det undrer, at den grundlæggende værdidebat ofte er fraværende.

Man skal være en meget ihærdig, politisk interesseret borger for helt at forstå, hvem der har hvilke visioner om vores velfærdssamfund. Tænk bare på den sidste uges debat om kommuneaftaler og regeringens plan om flere i arbejde. Kommuneaftalerne, der jo regulerer rammerne for det næste års udvikling af massive velfærdsområder som uddannelse, socialvæsen og sundhed, blev blokeret i en lille uges tid, fordi Dansk Folkeparti skulle sikre nogle i sammenhængen ubetydelige bevillinger til tandpleje og diætkost til ældre.

Beskæftigelsesforhandlinger med arbejdsmarkedets parter er åbenbart i krise, fordi dimittendsatsen ønskes nedsat. Og fordi man ønsker opstramninger af regler om rådighed med videre. Med al respekt er der tale om mindre ændringer i forhold til den gennemgribende debat om vores arbejdsmarked, som udestår, og som der så stort behov for.

Man må naturligvis respektere, at de regler og bevillinger, der drøftes, kan få afgørende effekt på enkelte menneskers eller gruppers liv. Men – ærlig talt – hvem ville købe en bil af den producent, der i sin salgsbrochure viser billeder af en adskilt gearkasse?

Håndværket skal naturligvis være i orden, tandhjulene skal passe sammen, konsekvenser af beslutninger være kendte og beskrevne, men jeg kunne nu godt tænke mig at se en debat om, hvordan vi ønsker at behandle hinanden, hvilke grundlæggende forventninger vi har til vores nabo, familie og andre. Om hvor grænserne går mellem det individuelle og det kollektive ansvar, og hvor meget af de stærkes frihed vi vil begrænse for at sikre, at vi kan hjælpe de svageste.

Holdninger til de spørgsmål er ikke særligt tydelige, hvorimod instrumenter og teknik diskuteres livligt. Det politiske perspektiv tabes. Hvor er drømmen? Det er svært at blive henført over et skattestop eller tekniske diskussioner, om det nu er bundfradrag eller mellemskat, der mest effektivt øger arbejdsudbuddet, eller for den sags skyld om aktiveringskravet skal være 75 procent eller noget andet.

Hvor befriende, hvis organisationsfolk, politikere og journalister ville overlade teknikken til økonomerne og i stedet vise os drømmen.