CONCHITABESÆTTELSE

Melodi Grand Prix optager politikerne lige så meget som Patentdomstolen

Af

Det er især modstanderne af Patentdomstolen, som har sat sig på debatten om patentdomstolen på Facebook og Twitter. Særligt de borgerlige er tavse og nedtoner emnet, der skal til folkeafstemning på søndag.

Enhedslisten er på tasterne, når det gælder afstemningen om EU's patentdomstol på søndag. Mindst 219 gange har partiet gennem det seneste halve år talt om domstolen på Facebook og Twitter.

Dermed har partiet kommunikeret tre gange så meget om emnet på sociale medier som hele den borgerlige fløj: Venstre, Konservative og Liberal Alliance.

Til gengæld har regeringen travlt med at argumentere for et ja til patentdomstolen på søndag, men sammenlagt har de to nej-partier Enhedslisten og DF sat sig på halvdelen af debatten.

Det viser en opgørelse fra analysevirksomheden WordMaps for Ugebrevet A4 over tweets og offentlige Facebookbeskeder fra folketingspolitikere og partiernes pressetjenester fra november til i går.

»Ja-partierne har negligeret emnet og sagt, at det ikke egner sig til en folkeafstemning. Men patentdomstolen er et vigtigt emne,« kritiserer Pernille Skipper (EL) og aktiv debattør om domstolen på sociale medier.

Hun mener, at sociale medier er et godt sted at markere sig politisk op til afstemningen.

»Enhedslisten har ikke de mange penge til valgreklame som Dansk Industri. Det er også svært at få medierne til at interesse sig for domstolen, men til gengæld har vi Facebook og Twitter,« siger hun.

Hvem tager debatten om patentdomstolen?Analyse af politikernes tweets og facebookbeskeder
Kilde. Wordmaps for A4. Analyse af 570 tweets og Facebookbeskeder fra nov 2013. til 21. maj 2014

Schhh om patentdomstolen

I gennemsnit har venstrefolkene på Christianborg hver sendt lidt mere end en besked ud om patentdomstolen på Facebook og Twitter. Interessen for folkeafstemningen virker ikke overvældende stor hos Venstre. Men det er den, understreger Jacob Engel-Schmidt, som er en dem fra partiet, der tager debatten på sociale medier.

»Det handler bare om, at DF og Enhedslisten er meget imod domstolen, så derfor koncentrerer de kommunikationen, om de holdninger, som de har. Det er ikke overraskende,« mener han og fortæller, at Venstre i stedet fortæller om fordelene ved patentdomstolen i tv, radio og aviser.

Læs også: Syv dumme spørgsmål om patentdomstolen

Ja-partier nedtoner patentdebat

Når nej-partierne DF og Enhedslisten kommunikerer så meget om patentdomstolen, skyldes det, at de har mest at vinde vælgermæssigt ved sagen, vurderer lektor i politisk kommunikation på Aalborg Universitet, Johannes Andersen.

»Enhedslisten og Dansk Folkeparti er mest afklarede om emnet og tænder mere på spørgsmålet end ja-siden. Mange vælgere hos ja-partierne synes, at spørgsmålet er uheldigt. Hvorfor skal man tage stilling til en patentdomstol?  Derfor ønsker ja-siden, at emnet fylder lidt. De partier, som synes, at medlemsskabet af EU er problematisk, forsøger omvendt at gøre sagen om patentdomstolen stor,« siger han.

Melodi Grand Prix styrer

I løbet af maj har politikere på Christiansborg talt lige så meget om Melodi Grand Prix som patentdomstol på de sociale medier. Men det er ikke fordi domstols-debatten er lagt død, forsikrer Benny Engelbrecht, som er en af socialdemokraternes flittigste på de sociale medier.

»Det er ikke en dødsejler. Der er ting ved patentdomstolen, som er relevant at diskutere. Det er naturligt, at politikerne kommunikerer om det, når vi skal til afstemning.«

Både Socialdemokraterne og de Radikale fylder lige så meget i debatten, som de har mandater. Det er altså de borgerlige partiers fravær, som får nej-partierne til at tage en større del af scenen.