Meler aldrig sin egen kage

Af | @JanBirkemose
| @GitteRedder

KIM Kim Simonsen havde ikke engang rundet de 30 år, da han i 1990 blev valgt som formand for HK/Kommunal. Nu gråner tindingerne til gengæld, men i en alder af 46 år har det mere naturlige årsager og har intet med det krævende job som frontfigur for 70.000 kommunalt ansatte HK’ere at gøre. Og efter 17 år som sektorformand er det naturligt for den ambitiøse Kim Simonsen at blive forbundsformand.

Den unge Kim Simonsen startede som elev i skatteforvaltningen i Grenaa kommune. Allerede tre år efter blev han tillidsrepræsentant, og med sin store arbejdsomhed gjorde han faglig lynkarriere. Som 25-årig blev han konstitueret næstformand i HK/Kommunal, og HK’s forbundshus har været hans elskede arbejdsplads lige siden. Her er han respekteret både fagligt og personligt, og flere fremhæver, at arbejde for Kim Simonsen aldrig er venstrehåndsarbejde, men altid sker med det største engagement.

Kombineret med at han har et kæmpe netværk og er dygtig til at analysere og agere politisk, tipper flere, at Kim Simonsen vil blive en meget synlig formand, der vil profilere HK i et helt nyt omfang, fordi han aldrig er bange for at tage faglig-politiske debatter i fuld offentlighed.

At snakketøjet ikke fejler det mindste, ved alle, der har mødt ham bare én gang. Han har sine meningers mod og betegnes af flere i fagbevægelsen som en gadedreng. Det er både hans styrke og svaghed. For den kloge gadedreng, der charmerer sig frem, kan også blive for meget for nogen, der mener, at han skal lægge gadedrengen på hylden som forbundsformand. Ellers vil han nemt blive en kontroversiel figur internt i LO-familien.

Af topfolk i andre forbund bliver Kim Simonsen dog også kaldt en drøndygtig fagforeningsmand og et ordentligt menneske. Han er meget dygtig til at varetage sine medlemmers interesser, men det sker altid i respekt for fællesskabet. Han meler aldrig sin egen kage.