Meget klodset, hr. statsminister

Af

Det kaotiske forløb med Arbejdsmarkedskommissionen er uheldigt, fordi det er med til at svække tilliden til regeringsnedsatte ekspert-kommissioner.

HASTVÆRK Før sommerferien antydede nærværende ugebrev, at regeringens arbejdsmarkedskommission formentlig ville ende med at foreslå stramninger i dagpengeperioden. Vurderingen byggede på, at flere af kommissionens medlemmer havde luftet netop den idé tidligere, herunder formanden. Så mon ikke det var den hovedkonklusion, statsministeren forventede? Tillod vi os altså at antyde.

Som reaktion skrev formanden, Jørgen Søndergaard, et debatindlæg til A4 med ordlyden: »Vi fremlægger vores rapport i midten af 2009, og vi er slet ikke begyndt at diskutere konkrete anbefalinger endnu. Så end ikke kommissionen ved, hvilke løsninger vi ender med at anbefale.« Klar tale. Kommissionen havde altså ingen anbefalinger i skuffen – men var udelukkende drevet af en akademisk nysgerrighed og lyst til at kaste sig ud i fordomsfrie analyser.

Den illusion holdt lige frem til for få uger siden, hvor en hektisk solbrun statsminister, der pludselig havde mistet sin EU-dagsorden og derfor stod med et stort hul i kalenderen, ringede til kommissionsformanden og krævede at få en arbejdsmarkedspolitisk dagsorden. Hurtigst muligt! Uden tid til dybtgående analyser måtte formanden diske op med anbefalinger, som i sidste uge blev præsenteret for offentligheden i store forsideartikler af typen: »Eksperter foreslår akutte stramninger af dagpenge«. Surprise, surprise ...

Forløbet giver mindelser om et amatørteaterstykke i provinsen, hvor skuespillerne falder ud af rollerne, og kulissen vælter midt under anden akt. Regeringen har slet ikke formået at skjule, at det egentlige formål med kommissionen har været at bane vejen for en regeringsdagsorden, der handler om stramninger i dagpengene. Det kan man ikke klandre kommissionens medlemmer for – ansvaret er alene regeringens. For hvorfor kunne statsministeren ikke selv komme med en politisk udmelding? Ville det ikke have været mere ærligt? Og er det ikke det, vi har politikere til?

Det klodsede forløb er uheldigt, fordi det er med til at svække tilliden til regeringsnedsatte ekspert-kommissioner. Og kommissioner er faktisk vigtige, fordi de kan kvalificere den demokratiske debat. Tag Velfærdskommissionen! Takket være kommissionens analyser og rapporter debatterede danskerne i mange måneder det samme tema – velfærdssamfundets fremtid – i de samme medier, omkring kaffeborde og i kantiner. Og det kulminerede med, at en økonomiprofessor, Torben M. Andersen i 2006, præsenterede sine anbefalinger foran snurrende kameraer i Eigtveds Pakhus i København. En kvalificeret demokratisk beslutningsproces. Og et eksempel til efterfølgelse.

Men siden er mønstereksemplet ikke fulgt op. Mildest talt. Regeringen har sjusket med kommissionerne, som er kommet i stimer – trafik, familie, struktur, arbejdsliv, kriminalitet, skat, løn. I nogle tilfælde har der været tale om syltekrukker eller paradeforestillinger – hvem kan for eksempel nævne ét eneste forslag fra Familie- og Arbejdslivskommissionen, som er blevet til konkret politik? Og nu har vi så oplevet et alt andet end kønt forløb, hvor eksperter er blevet budt helt urimelige arbejdsbetingelser af regeringen.

Hvis ekspertkommissioner skal tages seriøst af omverdenen, skal de både have uafhængighed og tid til fordybelse. Det er værd at huske til næste gang.