Medlemsdemokratiet har sin pris

Af Gladis Johansson
| @MichaelBraemer

De faglige ledere tager til genmæle over for kritikken i Michael Valentins nye debatbog: Valentin gør sig til talsmand for øget medlemsdemokrati, men overser, at netop demokratiet gør det faglige system tungt og langsomt.

Demokratiet i fagbevægelsen har sin pris. Det gør beslutningsgange og forandringsprocesser tunge og langsommelige. Men sådan er vilkårene i et repræsentativt demokrati. Det overser Michael Valentin, når han i sin nye debatbog, »Bare det holder min tid ud« kritiserer trægheden i fagbevægelsen, mener faglige ledere.

»Vi sidder jo ikke som direktører i private virksomheder, der bare kan sparke nedad. Eller som finansministeren, der kan diktere kommunerne, hvor meget skatten skal stige. Jeg kan have en mening om kontingentet, men hvis man i de lokale afdelinger ønsker en ekstra arbejdskraft, så er beslutningen deres – og den skal betales,« siger formand for Kvindeligt Arbejderforbund, Lillian Knudsen.

LO-formand Hans Jensen mener, Michael Valentin glemmer, at fagbevægelsen er en af de mest gennemsyrede demokratiske organisationer, der findes.

 »Der tages afgørende beslutninger på flere forskellige nivauer – på klubmøder, generalforsamlinger i afdelingerne, på kongresser og endelig i LO. Det er lang og sej proces, vi snakker om, men sådan er betingelserne jo for demokratiet. Og derfor sker forandringerne i fagbevægelsen langsomt,« påpeger han.

Hans Jensen erkender imidlertid, at fagbevægelsens repræsentative demokrati har nogle problemer, og de drejer sig primært om mangel på tovejskommunikation. For det er vigtigt, at medlemmernes synspunkter bliver bragt frem og opad i systemet. Men det er lige så vigtigt, at medlemmerne får en tilbagemelding om, hvorfor et synspunkt måske ikke kom 100 procent igennem i et besluttende organ, mener han. Ellers vil det enkelte medlem føle sig overhørt.

Paraderne kommer op

Michael Valentin langer i sin bog særlig hårdt ud efter fagbevægelsens voksende skare af lønnede bureaukrater både centralt og lokalt ude i landet. Han kalder dem rockwoollaget, fordi de efter hans opfattelse udgør et lydisolerende panser mellem forbundsledelse og utilfredse medlemmer og dermed bremser den nødvendige udvikling. 

Netop det udfald får LO-formand Hans Jensen til at frygte, at bogen blokerer for den videre debat. For, som han påpeger, det vil altid få paraderne op, hvis man udpeger bestemte lag som forhindringen for, at der udvikles en ordentlig fagbevægelse.

Selv kender han ikke problemet, fordi LO ikke har den daglige kontakt med medlemmerne og heller ikke skal have det.

»Jeg har kun 20 medlemmer, forbundene, og der ved jeg, hvad hver enkelt tror, mener og tænker i forskellige situationer. Jeg er heller ikke enig i, at fagbevægelsen har for mange bureaukrater. Det er jo ikke som i 60’erne, hvor det var nok, at fagbevægelsen beskæftigede sig med løn- og arbejdsvilkår. I dag har vi mange andre opgaver. Vi bliver også nødt til at påvirke lovgivningen til gavn for medlemmerne og arbejde med den tredje verden – både ud fra et solidarisk menneskesyn, og fordi de arbejdsbetingelser, der gælder i resten af verden, får afgørende betydning for danske lønmodtagere,« påpeger han. 

Heller ikke FOA´s formand, Poul Winckler, føler mangel på medlemskontakt som et problem – alene af den grund, at han ikke ser den som sin opgave. 

»Jeg er ikke medlemmernes direkte formand. Jeg er formand for Forbundet af Offentligt Ansatte, valgt på en kongres, og skal således betjene forbundets øverste myndighed. Den daglige medlemskontakt har vi lokale afdelinger, kommunale klubber og tillidsrepræsentanter til at varetage. Det betyder ikke, at jeg ikke også taler med medlemmer og har et overordnet ansvar for det enkelte medlem, men princippet i det repræsentative demokrati er jo, at man har fat i hovedet, hvis man har kontakt i den ene ende,« siger han.

Små konger og dronninger

Det falder Poul Winckler for brystet, at Michael Valentin på baggrund af sin egen karriere i henholdsvis LO og HK påstår, at de ansatte i fagbevægelsen kun tænker på deres egen karriere og gode løn – deraf titlen på hans bog »Bare det holder min tid ud«.

»At begynde at tillægge folk det motiv, at de kun sidder der, fordi de skal tjene nogle penge, det er efter min mening så alvorligt grimt, at han må være rådden i hovedet. For det har jo åbenhart været hans eget motiv i alle de år, han selv har været i systemet,« siger Poul Winckler.

Han vil ikke udelukke, at der sidder folk i fagbevægelsen, som ikke kunne gå ud og få den samme løn andre steder. Men derved adskiller fagbevægeslsen sig efter hans opfattelse ikke fra enhver anden organisation eller privat virksomhed, hvor der også vil være personer, som på den ene eller anden måde ikke udfylder pladsen optimalt. 

Poul Winckler mener ikke, at Michael Valentin bidrager med noget nyt. Winckler har selv slået til lyd for, at man kunne spare en lang række stillinger både centralt i de nuværende forbundshuse og ved sammenlægninger af lokalafdelinger, hvis man opløste de mange forbund og i stedet lod branchegrupper, organiseret omkring et arbejdsfællesskab, overtage deres rolle.

»Men det nytter jo ikke at have en god idé, hvis beslutningen ikke kan træffes. Og beslutningen i en demokratisk organisation træffes altså af et repræsentantskab, en kongres og en afdelingsgeneralforsamling. Her spiller forståelige menneskelige faktorer også ind – at man har modtaget et valg, man er glad for, og som man nødigt vil have nedlagt,« siger han.

Lillian Knudsen er heller ikke i tvivl om, at der er stopklodser – »små konger og dronninger«, som hun siger – rundt omkring i systemet.

»Men der er nogen, der har stemt dem frem. Derfor må de jo også gøre et godt stykke arbejde. Og der er vel også nogen, der ser sådan på mig,« siger hun.

Det er muligt at spare

Poul Winckler vil ikke afvise, at man, som Valentin påstår, kan spare fra en tredjedel til halvdelen af medarbejderne i fagbevægelsen, uden at medlemmerne opdager det. Men det vil kræve de strukturændringer, Winckler før har anbefalet.

»Så længe man fastholder, at for eksempel FOA, SiD og HK alle skal være selvstændige organisationer, kan man jo ikke fortænke den enkelte organisation i at ville have et beredskab til at udføre arbejdet,« siger han.

Hans Jensen vil ikke byde på strukturændringer. Men han understreger, at fagbevægelsen skal udvikle sig i »den gyldne trekant« mellem medlem, tillidsrepræsentant og den lokale afdeling.

»Det er der, vi skal bringe vores ressourcer hen. For det er i kontakten og dialogen med det enkelte medlem, at fagbevægelsens image opstår. Det er her, der skal være kontant afregning, og medlemmet skal føle, at fagbevægelsen bakker op, hvis man har et problem med en arbejdsgiver, med en arbejdsskade eller er blevet arbejdsløs.

Medlemmerne bestemmer

Ingen vil afvise, at engagementet i fagligt arbejde er utilfredsstillende blandt den brede kreds af fagforeningsmedlemmer. Spørgsmålet er bare, om det – som Valentin påstår – er, fordi fagbevægelsen er ude af trit med medlemmerne og bliver ved med at opføre sig, som om det er medlemmerne, der er ude af trit med fagbevægelsen.

»Formuleringen er jo god. Men hvis vi byder medlemmerne til møde, generalforsamlinger og andre arrangementer med jævne mellemrum, og de i stor udstrækning udebliver, er det så os, der ikke er i kontakt med medlemmerne, eller medlemmerne, der ikke er i kontakt med os,« spørger Poul Winckler.

Han mener, at den tilsyneladende passivitet lige så godt kan tolkes som en tilfredshed hos medlemmerne med, at »sagen« er i gode hænder hos tillidsrepræsentanter, lokale klubformænd og afdelingsbestyrelser.

Kritikken bider heller ikke på LO-formanden. Heller ikke, når han bliver mindet om, at flertallet af medlemmer sad anbefalingerne overhørig op til både euro-afstemning og det seneste folketingsvalg.

»Jeg er overbevist om, at de basale , faglige behov bliver opfyldt godt og fornuftigt langt de fleste steder. Derimod er det oplagt, at vi fik en begmand ved de to sidste valg, men sådan er demokratiet jo. Jeg kan kun sige, hvad der vil gavne medlemmerne i deres hverdag. Det er min pligt. At de så går hen og træffer en anden beslutning, det er fint nok, så er det deres ansvar. Jeg syntes heller ikke, det gik ud over fagbevægelsens legitimitet, at medlemmerne i ‘98 mod vores anbefaling stemte nej en overenskomst, så vi fik storkonflikt. Vi kan kigge i krystalkuglen og sige, hvad vi ser. Men det er medlemmerne, der bestemmer.«