Medlemsdemokratiet gisper efter luft

Af
| @MichaelBraemer

Fagbevægelsens lønnede bureaukrater står i vejen for fornyelse og udvikling af medlemsdemokratiet. »Rockwool-laget« kalder tidligere informationschef i HK, Michael Valentin, denne gruppe, fordi den udgør et lydisolerende panser mellem forbundsledelse og utilfredse medlemmer.

De findes både centralt i forbundshusene og i afdelingerne rundt omkring i landet: Alle dem, der tjener deres gode hyre på at sidde og finde på sjove, men inderligt ligegyldige arbejdsopgaver. De sørger først og fremmest for, at fagforeningssystemet bliver holdt ved lige, og at toppen ikke kommer i kontakt med medlemmerne.

Sådan ser HK’s tidligere informationschef, Michael Valentin, i hvert fald på den gruppe af lønnede fagforeningsbureaukrater, som han indtil for tre måneder siden selv var en del af.

Bureaukraterne har lukket forbundsledelserne inde i et lydisoleret vakuum, hvor de ikke hører medlemmernes ønsker og utilfredshed. Derfor kalder han dem »rockwool-laget« sin nye bog »Bare det holder min tid ud«, der er timet til udgivelse på arbejderbevægelsens kampdag 1. maj.

Dialog reduceret til beskeder

Det er det repræsentative demokrati i fagbevægelsen, der har spillet fallit, fordi det er blevet professionaliseret, mener Michael Valentin. De, der før var forudsætningen for, at toppen var i kontakt med medlemmerne, er nu blevet årsagen til, at man er på afstand af dem. For i sin stræben efter at komme opad i systemet har repræsentanterne glemt, hvem de repræsenterer.

»Lokalformanden gør måske et godt stykke arbejde, men bruger lidt for meget energi på at komme i hovedbestyrelsen i sit forbund. Senere, når han er kommet i hovedbestyrelsen, bruger han utrolig meget energi på at rende rundt til konferencer og kurser og holde oplæg om nødvendigheden af faglig nærhed. Men spørger du hans medlemmer, hvad han hedder, så ved de det ikke,« siger Michael Valentin.

Han ser det repræsentative demokrati i fagbevægelsen som en lagkage. Men i dag taler man kun med hinanden inden for de enkelte lag. Mellem lagene taler man til hinanden. Det, der skulle være en udveksling af synspunkter og ideer, er blevet reduceret til beskeder.

»Døvstummefestivaler«

»Medlemsdemokratiet i fagbevægelsen gisper efter luft. Man ser det måske tydeligst på kongresser, der selvironisk, men med fuld rette bliver kaldt »døvstummefestivaler« i faglige kredse. Deres eneste formål er at levere talerstol til dem, der vil ses, høres og vælges. Kun de tillidsrepræsentanter og lokale fagforeningsrepræsentanter, der stadig har en tro på, at de vil eller kan gøre en forskel for medlemmerne, kan forstyrre den veltilrettelagte ro og orden,« siger Michael Valentin.

Han finder det fuldt fortjent, at medlemmerne melder fra, når det repræsentative demokrati på den måde forsømmer sin rolle som katalysator for medlemmernes interesser.

»Mange analyser konkluderer, at fagbevægelsen er ude af trit med medlemmerne, og det er jo ikke så sært, når fagbevægelsens handlinger mere tager afsæt i, at det er medlemmerne, der er ude af trit med fagbevægelsen,« siger Michael Valentin.

Af samme grund betragter han det som uundgåeligt, at især unge vælger fagforeningen fra. Ja, han synes, det er direkte flabet, når fagbevægelsen beskylder de unge for at være blevet egoistiske. De tillader sig bare at være udstyret med almindelig kritisk, logisk sans, som de er blevet opdraget til.

Èn hovedopgave

Michael Valentin mener, at fagbevægelsen skal koncentrere sig om én hovedopgave i de kommende år, hvis den skal have en fremtid: At komme tæt på og yde den bedst mulige service over for medlemmerne. Det kræver, at der skal prioriteres langt mere i opgaverne end i dag, og en lang række konferencer og møder må klare sig uden deltagelse fra fagbevægelsen.

»Der er væsentlige opgaver, som bliver løst med et dårligt resultat, fordi man løber rundt og spiller flottenheimer på en uvæsentlig konference i New Delhi. Det betyder ikke, at vi skal være mindre internationalt orienterede eller mindre solidariske med den tredje verden, men det kan godt gøres lidt billigere og lidt smartere. Jeg tror faktisk, at man kan spare mindst en tredjedel af medarbejderne væk i dag, uden at medlemmerne vil opdage det,« mener han.

 Alle de ting, som medlemmerne alligevel ikke mærker noget til det i daglige, skal effektiviseres og slankes betydeligt. Det betyder blandt andet, at der skal etableres et administrationsfællesskab, der tager sig af alt, hvad der hedder administration for alle forbundene. På samme måde skal der laves et a-kassefællesskab, som styrer administrationen af arbejdsløshedsforsikringen.

I stedet skal midlerne bruges på en opprioritering af servicen over for medlemmerne. De skal via internettet kunne indberette dagpengekort, melde flytning og blive overflyttet til en anden fagforening. Også faglige spørgsmål om for eksempel løn og pension skal kunne besvares på nettet, og for dem, der ikke kan finde svar på deres spørgsmål her, skal der oprettes en telefonhotline, hvor medlemmerne kan få kvalificeret hjælp fra klokken 6 til 22.

Det personlige møde er vigtigt

Medlemmerne skal imidlertid ikke kun betjenes via internettet og telefonen. Tværtimod lægger Valentin meget vægt på, at det personlige møde er ekstremt vigtigt og noget af det, som fagbevægelsen er blevet alt for dårlig til. Den halve milliard kroner, som fagbevægelsen bruger på blade og medier om året, kunne bruges bedre ude på arbejdspladserne.

»Jeg tror aldrig, at det personlige møde går af mode. Det er fint nok med oplysning i alle mulige medier, men hvis man vil i dialog med medlemmerne, handler det om nærvær. Om at fagforeningsformanden kommer ud på arbejdspladsen en gang imellem og siger »hvad så, gutter« i stedet for, at det altid er noget negativt, når man møder fagforeningen.«

Fagforeninger under samme tag

Valentin vil også have de mange lokalafdelinger erstattet af ét fagforeningshus i hver kommune, hvor alle fagforeningerne samler deres ressourcer og ekspertise. Her kan medlemmerne få råd og vejledning, og tillidsrepræsentanterne for forskellige faggrupper på den samme virksomhed kan mødes for at koordinere det faglige arbejde på arbejdspladsen. Som en sidegevinst vil fagforeningshuset samtidig blive en aktiv spiller og en gevinst i lokalmiljøet.

Det er mindre vigtigt for Michael Valentin, hvor mange fagforbund der bliver tilbage. Hvis de blot formår at arbejde sammen om for eksempel administration og a-kasser, må der for hans skyld være 5 eller 100 forbund. Og langt hellere et lille forbund, hvor medlemmerne føler, de hører til på grund af uddannelse eller arbejdsplads, end et stort som for eksempel Specialarbejderforbundet, hvor medlemmerne alligevel ikke har ret meget tilfælles.

Vigtigt er det imidlertid, at forbundene bliver samlet i én hovedorganisation mod tre i dag – Akademikernes Centralorganisation (AC), Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) og Landsorganisationen (LO). En hovedorganisation, som kan tale med vægt i den politiske debat og dermed kæmpe for medlemmernes bedste i blandt andet arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken.

citationstegnMange analyser konkluderer, at fagbevægelsen er ude af trit med medlemmerne, og   det er jo ikke så sært, når fagbevægelsens handlinger mere tager afsæt i, at det er medlemmerne, der er ude af trit med fagbevægelsen.

Der skal handles nu

Michael Valentin mener, at det er nu, fagbevægelsen skal sadle om. Det er derfor, han har skrevet sin bog. Hvis man ikke inden for de næste fem år træffer de rigtige valg og gør sig til venner med medlemmerne i stedet for systemet, vil man efter hans vurdering tabe en hel generations loyalitet over for fagbevægelsen på gulvet.

»Og det ville være meget, meget trist. For der er i høj grad brug for en fagbevægelse fremover. Det kan godt være, at den unge generation på arbejdsmarkedet er mere individuelt indstillet end tidligere generationer, men forudsætningen for frihed er trods alt en regulering af arbejdsmarked og samfund. Ellers ender det hele i ren wild west,« mener han.

Redepisser

Michael Valentin følte ikke, at det var rigtigt at udgive bogen, mens han stadig sad som informationschef i HK. Derfor tog han konsekvensen og sagde op pr. 1. februar for i stedet at prøve lykken som virksomhedsrådgiver og partner i det nystartede copenhagen consulting company.

»Det gør risikoen for at blive kaldt redepisser mindre. Plus at jeg viser, at jeg har hår nok på brystet til selv at forlade HK. Var jeg blevet, havde jeg bragt mig selv i en usårlig, men alligevel uholdbar situation, hvor John Dahl (HK’s formand, red.) ikke kunne fyre mig uden at blive klynget op i hele den danske presse.«

Og jo, han er forberedt på reaktionen fra faglige kredse. Han er såmænd i stand til selv at formulere dem på forhånd: »Det er en unuanceret kritik, vi udsættes for,« »Valentin har mistimet sin kritik – vi er i gang« og »det er helt forfejlet.«

»Men jeg behøver så bare at slå op på Ekstra Bladets side 2 næste dag og se den, der har sagt det, stå nedstøbt i beton til øjnene. Så vil jeg sige: Se, det var, hvad han fik ud af det.«