Medlemmer vil forsikres – fagbevægelsen siger nej

Af
Research af Malene Eskildsen
| @IHoumark

En stor del af fagforeningernes medlemmer vil ifølge ny undersøgelse gerne forsikres, så de kan blive behandlet på privathospital. Men medlemsønsket bliver ikke opfyldt, for næsten hele toppen af fagbevægelsen er imod sundhedsforsikringer. Fagbevægelsen har en taber­strategi, mener professor.

SKISMA »Min fagforening må hjælpe mig med at få en forsikring, så jeg i tilfælde af sygdom hurtigt kan få stillet en diagnose og måske komme under kniven på et privathospital.«

Det er tilsyneladende en fremherskende holdning blandt lønmodtagerne. Så mange som 4 ud af 10 fagforeningsmedlemmer ønsker ifølge en ny undersøgelse udført for Ugebrevet A4, at fagbevægelsen lægger sig i selen for at skaffe dem sundhedsforsikringer. Det kan eksempelvis ske ved at forhandle forsikringerne hjem under forhandlinger om overenskomster. Men de mange medlemmer skal ikke regne med, at fagbevægelsen foreløbig løfter en finger for at skaffe dem sundhedsforsikringer.

Formændene for de største forbund og hovedorganisationer afviser sundhedsforsikringer, fremgår det af A4’s rundringning. Deres modstand bunder i bekymring for at skabe voldsomme skel mellem forsikrede og ikke-forsikrede samt frygt for, at udvikling af privat sygdomsbehandling vil skade de offentlige sygehuse. En af fagbevægelsens modstandere af sygeforsikring er formanden for HK/Danmark, Kim Simonsen.

»Vi mener, at alle skal have lige adgang til behandling. Der er selvfølgelig mange LO-medlemmer, der er misundelige på manden eller konen, som har en forsikring. Men hvis du spørger dem, om de vil springe foran deres kone, børn eller nabo i køen til behandling, vil de fleste være betænkelige,« siger Kim Simonsen.

Boom i sundhedsforsikringer

Selv om Kim Simonsen og andre forbundsledere betakker sig for sundhedsforsikringer, så er en markant udvikling i gang på arbejdspladserne. I 2002 havde under 50.000 lønmodtagere ifølge forsikringsbranchen en behandlingsforsikring, mens det i dag er omkring en halv million. Langt hovedparten af behandlingsforsikringerne er tegnet og betalt af arbejdsgivere, der giver medarbejderne forsikringen som et frynsegode.

Nogle få fagforbund har valgt at opgive modstanden mod private behandlingsforsikringer og er i stedet sprunget med på vognen. Det gælder Finansforbundet, hvor cirka 50.000 medlemmer ansat i blandt andet banker og kreditforeninger er sikret gratis og relativ hurtig adgang til eksempelvis læger på privathospitaler, psykologer og fysioterapeuter. Næstformand i Finansforbundet Kent Petersen oplyser, at medlemmerne siden 2003 har været sundhedsforsikret via deres overenskomst.

»Sundhedsforsikringen er et stort medlems­ønske, som vi kan se, at folk er meget tilfredse med. Forsikringen bliver anvendt til for eksempel at blive behandlet for nogle af de typiske skader på ryg eller arme, som vi stillesiddende kontorfolk får,« siger Kent Petersen.

I forbundene under LO ønsker 43 procent af medlemmerne ifølge A4’s undersøgelse, at fagbevægelsen kæmper for sundhedsforsikringer til alle. 31 procent mener ikke, det er fagbevægelsens opgave. LO-formand Harald Børsting deler anskuelse med mindretallet.

»Jeg vil opfordre vores tillidsmænd til at gå efter andre frynsegoder end sundhedsforsikringer, når de laver lokalaftaler. Det er helt fint med forebyggende sundhedsordninger – eksempelvis tilbud om fysioterapi eller motion – mens jeg bestemt ikke bryder mig om deciderede behandlingsforsikringer,« siger Harald Børsting og begrunder:

»Forsikringerne er udtryk for en forrest i køen-tankegang. Og de er med til at puste liv i en privat sundhedssektor, hvilket der ikke er brug for. Vi har meget mere brug for at udvikle den offentlige sundhedssektor, så vi kan få ydelser i verdensklasse og have korte ventetider.«

Formændene for de to store LO-forbund 3F og Dansk Metal er ikke helt så afvisende som LO-formanden. Formanden for 3F, Poul Erik Skov Christensen, lancerede i 2001 et forslag om at tilbyde sygeforsikringer til sine medlemmer. Forslaget endte han dog med at trække i land igen, men tanken er ham stadig ikke så fjern.

»Udbredelsen af sygeforsikringer er ikke en udvikling, vi ønsker. Men hvis vores medlemmer fortsat skal stå bagest i behandlingskøen i det offentlige, bør vi overveje at ændre politik. Vi kan se på antallet af lokalaftaler om forsikringer, at medlemmerne til en vis grad efterspørger dem,« siger Poul Erik Skov Christensen.

Mens de fleste forbund ikke ønsker sundhedsforsikringer ind i overenskomsterne, så vælger en del arbejdsgivere at give medarbejderne forsikringerne direkte som et frynsegode. Eller alternativt får de ansatte sundhedsforsikring som en del af de lokale overenskomstforhandlinger med arbejdsgiveren. Ifølge A4’s undersøgelse har næsten 9 ud af 10 lønmodtagere med en sundhedsforsikring fået den via arbejdspladsen på den ene eller anden måde. Og det gør indtryk på formanden for Dansk Metal, Thorkild E. Jensen.

»Sundhedsforsikringer er noget, vi blandt andet ser indført ved lokalaftaler på virksomhederne. Det betyder, at vi på et tidspunkt må overveje, om det er noget, vi skal have ind i vores overenskomster. Hvis en stor part får det via deres ansættelsesforhold, så er det jo vores opgave i al almindelighed at udbrede sådan et gode til alle. Det er ikke udelukket, at vi vil gøre det, men det afhænger helt af, om medlemmerne ønsker det,« siger Thorkild E. Jensen og tilføjer:

»Vi skal så også rådgive medlemmerne om, at de allerede har forsikret sig via skatten og opfordre dem til at lade handling følge ideologi. Hvis de med den ene side af munden siger, at de er imod privatisering af det offentlige, så skal de lade ord følge handling.«

Politibetjente kommer på privathospital

Når store dele af fagbevægelsen helst ikke vil kæmpe direkte for behandlingsforsikringer, kunne den vælge en anden og mere neutral model: At tilbyde medlemmerne selv at tegne en sundhedsforsikring via forbundene. Akkurat som mange forbund i dag tilbyder deres medlemmer alt fra lønforsikringer ved ledighed til ulykkesforsikringer. Ifølge A4’s undersøgelse vil næsten halvdelen (45 procent) af fagbevægelsens medlemmer gerne selv betale for en sundhedsforsikring, hvis de kunne få en til en rimelig pris via deres fagforening.

I Politiforbundet besluttede man i 2002 at tilbyde sine medlemmer en sådan sundhedsforsikring, og det har ifølge forbundskasserer Ole Weiss været en succes. I dag har rundt regnet 4.000 af forbundets 12.000 medlemmer tegnet en forsikring. Den koster dem 125 kroner om måneden og giver dem med få forbehold ret til behandling på privathospital senest 10 dage efter, at der er stillet en sikker diagnose.

»Vi har valgt at tilbyde vores medlemmer sundhedsforsikringer som en mulighed i lighed med tilbud om for eksempel at kunne leje sommerhuse via os. Det er medlemmerne glade for, og vi kan se, at de bruger deres sundhedsforsikringer,« siger Ole Weiss.

De gode erfaringer i Politiforbundet og interessen blandt lønmodtagerne for tilbud om sundhedsforsikringer gør ikke indtryk på LO-formand Harald Børsting.

»Der er ingen grund til, at fagbevægelsen får den vare på hylden. Og den ødelæggende effekt på det offentlige sundhedssystem er lige stor, hvad enten lønmodtagere bliver forsikret som et tilbud fra arbejdsgiveren, via overenskomsten eller gennem fagforeningen,« siger Harald Børsting.

Mens de fleste forbund helst ikke vil beskæftige sig med sundhedsforsikringer, før medlemmerne kræver dem, så er der dog ifølge A4’s rundringning intern debat om sundhedsforsikringer. Eksempelvis som formanden for hovedorganisationen FTF, Bente Sorgenfrey, bemærker: »Det er en diskussion, der rør sig.«

I LO har der dog ikke været meget debat om sundhedsforsikringer. Men hvis der kommer et pres nedefra, er Harald Børsting klar til diskussionen:

»På det her punkt er jeg parat til at stille op til en debat med medlemmerne. For jeg skal ikke nødvendigvis være enig med medlemmerne, ligesom medlemmerne heller ikke var enige med os, da vi begyndte at kæmpe for arbejdsmarkedspensioner. Der skal ske noget helt ekstraordinært, hvis jeg skal kunne få øje på ideen med sundhedsforsikringer,« siger Harald Børsting.

Fagbevægelsen tisser mod vinden

Fagbevægelsen kan lige så godt tage debatten, for den kommer før eller senere. Det vurderer professor og centerleder ved Handelshøjskolen i København Ove Kaj Pedersen.

»Mange af de her sundhedsforsikringer bliver aftalt på virksomhederne, og i den forbindelse bliver fagforeningen velorienteret og deltager måske ligefrem i forhandlinger. Med væksten i sundhedsforsikringer kommer forbundene ikke uden om at tage en debat,« siger Ove Kaj Pedersen.

Han mener, at fagbevægelsen i stedet for at stritte imod behandlingsforsikringer gør klogest i at bruge energien på at finde modeller for, hvordan privat og offentlig finansiering af sundhedsydelser bedst kan spille sammen.

»Fagbevægelsen har en taberstrategi, når den bliver ved med at fastholde sin ideologiske modstand mod sundhedsforsikringer. Det viser de seneste 20 års udvikling i forhold til blandt andet outsourcing og privatisering. Fagbevægelsen vil simpelthen blive løbet over ende af historien, fordi dens egne medlemmer selv tager initiativ til at få sundhedsforsikringer og dermed styrker den private sundhedssektor. På den måde ender fagbevægelsen med alligevel at få, hvad den frygter,« siger Ove Kaj Pedersen.