Medierne spiller højesteretsdommere

Af | @MichaelBraemer

Billy Adamsen, medieforsker og tidligere personlig rådgiver for Nyrup, skyder med skarpt mod pressen. Dens aktuelle behandling af finansminister Thor Pedersen (V) er endnu et eksempel på, at journalister i stadig højere grad slår sig op som dommere, mener han.

20Bo Hamburger, Peter Brixtofte, Thor Pedersen, Anders Møller, Poul Erik Skov Christensen og Mærsk Mc-Kinney Møller. Fælles for dem er, at de i årets løb har været gennem mediernes vridemaskine. Og ingen af dem er kommet ud af maskinen uden skrammer.

Pressen går tæt på og holder ikke igen med belastende afsløringer. Men desværre går den videre end det, mener medieforskeren Billy Adamsen, tidligere rådgiver for daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og nu mediepolitisk rådgiver for fagforbundet SiD. For at belyse emnet til bunds er Billy Adamsen nu begyndt at samle materiale til en doktorafhandling med den foreløbige titel »Når pressen dømmer«.

Han beskylder journalister for i stadig stigende omfang at gøre sig til dommere og uden juridisk gyldig bevisførelse trække skiftende politikere og erhvervsfolk rundt i manegen og i værste fald til galgebakken.

Som aktuelt eksempel nævner Billy Adamsen finansminister Thor Pedersen, som måtte gå til bekendelse og indrømme, at han ikke har overnattet så meget på sin landbrugsejendom, som loven kræver. Som bod betaler han EU-landbrugsstøtte tilbage.

Problematisk sammenblanding

Mange har nok svært ved at mobilisere den store medynk med Venstre-finansministeren og vil være mest tilbøjelig til at mene, at det kun er retfærdigheden, der sker fyldest. Men ikke ifølge Billy Adamsen. Han er nærmest harmdirrende over, hvad han ser som endnu en skalp til den dømmende presse.

»Afdækningen af, at Thor Pedersen ikke overholdt bopælspligten, var journalistisk set udmærket. Men så sker der en dybt problematisk sammenblanding mellem bruddet på bopælspligten og EU-landbrugsstøtten. De to ting hænger ikke sammen - du kan lovligt få landbrugsstøtte, selvom du bryder bopælspligten. Men pressens dom lyder: »Han har gjort noget forkert og skal betale tilbage«. Og det eneste, han siger, er: »Man beklikker min hæderlighed, derfor bliver jeg nødt til at gøre det her«. Det gør han, selvom han kan fremlægge dokumentation for, at forholdene er i orden, og han ikke er forpligtet til at betale tilbage. For han kan ikke gå til retssystemet og heller ikke få oprejsning i den presse, der lige har fældet dom over ham,« siger Adamsen.

Principiel betydning

Oluf Jørgensen, ekspert i pressejura på Danmarks Journalisthøjskole, mener ikke, at Thor Pedersen er forulempet og ser helt anderledes på pressens dækning af sagen. Han har fulgt den som en tiltrængt belysning af de vidt forskellige konsekvenser, det har at modtage henholdsvis sociale ydelser og landbrugsstøtte på falsk grundlag.

»Selvfølgelig kan en sådan sag ramme en person hårdt, og der kan være forskel på, hvor personlige de enkelte medier er. Men det ændrer ikke på, at emnet har samfundsmæssig interesse og principiel betydning,« siger Oluf Jørgensen.

Synspunktet rokker imidlertid ikke Billy Adamsen i den overbevisning, at pressen gennem de seneste årtier har tiltaget sig en rolle, hvor den i stigende omfang optræder som både anklager og dommer. Det er tilmed højesteretsdomme, den udsteder, for der er ingen appelmulighed.

»Jeg er ikke ude efter den kritiske journalistik, tværtimod. Pressen skal afsløre, påpege og konkludere alt dét, der er belæg for. Men dét, vi ser, er, at journalister slipper af sted med domme og anklager, der fremført i enhver anden sammenhæng ville have sendt dem i byretten med en injuriesag på halsen. Ord som »fup«, »fusk«, »svindel« og »bedrag« er jo faktisk ord, der dækker over kriminelle forhold, men som bruges rask væk af journalister i dag,« mener Billy Adamsen.

For ham retfærdiggør det ikke pressens gabestok, at en person senere bliver dømt juridisk skyldig i de beskrevne forhold.

»Problemet er, at Kent Kirk var selskabstømmer, længe før han fik en dom. Fordi hans revisor var dømt for selskabstømning, og hvad er dommen så? Pressen må indse, at den er begrænset til at afdække og afsløre. Resten er subjektive vurderinger,« siger Adamsen.

Dommen er afsagt

Billy Adamsen henviser til de skriverier, der har været i efteråret af økonomien bag Operahuset, som opføres i Københavns Havn for 1,5 milliarder kroner fra en fond med  Mærsk Mc-Kinney Møller i spidsen.

citationstegnOrd som »fup«, »fusk«, »svindel« og »bedrag« er jo faktisk ord, der dækker over kriminelle forhold, men som bruges rask væk af journalister i dag. BILLY ADAMSEN, medieforsker og mediepolitisk rådgiver for SiD

»Først afslører Ekstra Bladet – udmærket - de meget gunstige skatteregler, der giver fonden større skattefradrag, end Operahuset koster. Det interessante er imidlertid, at andre medier lader sig fodre og bygger videre på en journalistisk fortælling, der indeholder domsafsigelse. For eksempel Berlingske Tidende dagen efter, hvor en overskrift lyder: »Maersk afviser skattesnyd.« Det er flintrende ligegyldigt, om han afviser, for nu står der, at han er skattesnyder. Vi har fået en mediemæssig domsafsigelse på baggrund af præmisser og afsløringer, som intet har at gøre med bevismateriale i juridisk forstand, siger Billy Adamsen.

På tv-fronten peger han på LO-formand Hans Jensens optræden i Kurt Strands »Profilen« i DR 1 for et års tid siden, som udtalt eksempel på dømmende journalistik.

»Journalistisk set gør DR og journalist Kurt Strand det rigtige som opfølgning på TV-kanalens »Rapporten«, der kastede et kritisk lys på LO´s støtte til Socialdemokraterne: Kalder LO-formand Hans Jensen ind til et meget, meget kritisk interview, men dog med mulighed for at tage til genmæle. Dér hvor det går galt er, da Kurt Strand kalder sin kollega ind som sandhedsvidne og dommer i interviewet. Domsafsigelse for åben skærm – det er fuldstændig bizart!« 

Skræmmeeksemplet

I programmet »Hardtalk« på den britiske tv-kanal BBC ser Billy Adamsen skræmmeeksemplet på TV-journalistik, hvor det dømmende element fuldstændig har fortrængt den kritiske tilgang. Programmets behandling af den konservative danske udenrigsminister Per Stig Møller, hvor han angiveligt skulle tale om dansk udenrigs- og indvandrerpolitik, kalder Adamsen for en rendyrket skandale.

citationstegnJeg lægger meget vægt på, at et interviewforløb skal afdække, hvad der faktisk er sket og ikke fordømme. Derfor er det nødvendigt med en kølig, undersøgende holdning, hvor journalisten træder et skridt tilbage og forholder sig kritisk til sin egen forargelse. LARS BJERG, studieleder på Danmarks Journalisthøjskole

»Alle siger, at Per Stig Møller klarede sig dårligt, men for mig at se var det lige omvendt. Det var eksemplet på, hvordan en studievært ikke må opføre sig. For det første stiller han ikke de spørgsmål til Per Stig Møller, som man må forvente i et kritisk program. I stedet bruger studieværten tiden på at dømme på baggrund af sin egen fortælling. Hans oplysninger er faktuelt forkerte, og han mangler i det hele taget indsigt i, hvad der er sket i Danmark. Men det er lige meget, for han har konstrueret sin fortælling, og den bruger han til at dømme, dømme og dømme. Per Stig Møller får ikke et ben til jorden.« 

Billy Adamsen efterlyser skrappere regler på området og et pressenævn, der ikke som det nuværende er domineret af pressens egne folk, til at dæmme op for den dømmende journalistik.
»Problemet har ikke kun personlige konsekvenser for dem, det går ud over. Det handler også om indflydelse og magt, når journalistiske domsafsigelser misbruges af modstandere i det politiske spil«, påpeger Billy Adamsen.

Dræberinstinkt

Studieleder på journalisthøjskolen Lars Bjerg nikker genkendende til Billy Adamsens vurdering af udviklingen i dansk journalistik, men påtager sig ikke ansvaret. Tværtimod kæmper han i sin undervisning i interviewteknik en hård kamp for at tøjle dræberinstinktet hos de vordende journalister, men er oppe imod tidens journalistiske idealer.

»Jeg oplever, at instinktet »lad os få knaldet det svin« lynhurtigt dukker op hos eleverne. Jeg kender det jo også fra min egen tid som skrivende journalist: Vi vil gerne finde skurke – det er en del af at være journalist. Men hvis man ikke er meget opmærksom, mister man proportionssansen, og det skal man passe vældig meget på, når man er anklager og dommer i samme person,« siger Lars Bjerg.

Han finder det vigtigt at sondre mellem kritisk og kritiserende journalistik.
»Jeg lægger meget vægt på, at et interviewforløb skal afdække, hvad der faktisk er sket og ikke fordømme. Derfor er det nødvendigt med en kølig, undersøgende holdning, hvor journalisten træder et skridt tilbage og forholder sig kritisk til sin egen forargelse.«

Strenge krav

Journalist Kaare R. Schou, TV2 Nyhederne, er medlem af Pressenævnet, hvor klagesagerne ikke har afspejlet den udvikling, som Billy Adamsen skitserer. Det ville den næppe gøre under nogen omstændigheder, for det er sjældent erhvervslivet og den politiske top, der klager til Pressenævnet. 

»Sagerne i nævnet er typisk indbragt af helt almindelige mennesker. Men bortset fra det tror jeg ikke på teorien om, at pressen skulle være blevet mere dømmende. Der har altid været tendenser til, at pressen afsagde domme – i gamle dage med partiaviser gik det blot ud over politiske modstandere. For sjov skyld lavede jeg engang en undersøgelse af, hvordan en sag i Folketinget, fra dengang vi havde fire partiaviser, var blevet behandlet i henholdsvis aviserne og i Folketingets referat. Det gav fem forskellige versioner.«

Journalister har fået større spillerum for deres personlige holdninger og vurderinger, men det nye ligger ifølge Kaare R. Schou i de klummer og vinduer, som journalister har fået at boltre sig i de seneste halve snes år. Dels i form af mere analyserende og kommenterende artikler, dels på tv i rollen som eksperter på et givet område.

»Og det stiller helt klart strenge krav til både din etik, og at du er hjemme i en sag,« siger Kaare R. Schou.