Medierne skræmmer vælgerne fra politik

Af

Den britiske premierminister, Tony Blair, er i politisk stormvejr, som i høj grad skyldes, at diskussionen om spin og manipulation klæber til regeringen. »Folk bliver stødt over en regering, der gør politiske ting. Det er latterligt,« siger Alastair Campbell, Blairs eks-pressechef.

»Ordet spin har mistet sin mening. I dag bruges det om alle politiske udtalelser. Alt bliver affejet som spin. Jeg bryder mig ikke om ordet. Medierne er sygeligt optagede af spin, almindelige mennesker er bedøvende ligeglade. Alligevel skriver aviserne dagligt historier om spin. Hvorfor?Fordi de er selvoptagede.«

Ordene kommer fra Alastair Campbell, og han ved, hvad han taler om.

Gennem ni år var Alastair Campbell nærmeste presserådgiver – eller spindoktor – for Tony Blair.

Han var indpiskeren i Blairs dramatiske opgør med Labours stærke og højtråbende venstrefløj.

Han veg kun få tommer fra Blair, da New Labour i 1997 på en bølge af begejstring rykkede ind i Downing Street. Han fik i Blairs første regeringsår stort set mediehavet til at ligge fladt som et blankpoleret dansegulv. Og han var frygtet og feteret. Frygtet for sin magt og vilje til altid at sætte Labours dagsorden igennem uanset omkostningerne for journalister og politikere. Feteret for sin uomtvistelige dygtighed og resultater i en stilling, der ellers slider folk ned i et rasende tempo.

Men Alastair Campbell blev også næsten dagligt beskyldt for at manipulere og fordreje sandheden alene for at sætte Labour og premierministeren i så gunstigt et lys som muligt. Selv har han en mere uskyldig definition af sit job:

»Jeg hjalp Labour, dels med at kommunikere partiets politik på en korrekt måde, dels med at udlægge den politiske situation, som vi så den. I et demokrati er det ikke bare legitimt, men essentielt. Ikke mindst med det ændrede medie-landskab med globale, døgnåbne medier og aviser, der ikke længere er objektive, men rene kampagneorganer.«

At han var tæt på Blair, lægger han ikke skjul på:

»En premierminister skal have folk, der fungerer som lynafledere. Du har brug for folk, du kan slappe af med, grine med, folk du kan betro dig til. Sådan nogle folk har politikere altid haft og vil altid have.«

Men Campbell kom under pres efter Blairs historiske genvalg i 2000. Det, der ikke må ske for en presserådgiver, skete: Campbell blev en historie i medierne. Og selv en mere tilbagetrukket rolle kunne ikke forhindre, at Campbell blev hvirvlet ind i historien om, hvorvidt Tony Blair bevidst vildledte befolkningen i spørgsmålet om de irakiske masseødelæggelsesvåben.

Politik er politisk

Da Alastair Campbell i efteråret 2003 sagde sit job op, lød der et lettelsens suk i store kredse af Labour. Campbell understreger, at han ville have forladt sit job i 2002, men at situationen i Irak skabte så meget politisk storm, at han ikke ville gå fra borde i utide.

Han er rigtig, rigtig træt af diskussionen om spin:

»Man skal huske på, at politik er politisk. Regeringer har en dagsorden, som de er valgt på, og som de har en pligt til at gennemføre. Vi var klart politisk ansatte i et politisk projekt. Meget af spindebatten handler om, at folk bliver stødt over en regering, der gør politiske ting – det er latterligt.«

At Labour selv bærer en del af ansvaret for den næsten skingre debat om spin, fordi partiet i midten af 1990’erne bevidst skabte et billede af et parti med en ultramoderne mediestyring, afviser Campbell ikke. Men så heller ikke mere.

»Jeg vil på ingen måde undskylde, at vi brugte medierne til at nå offentligheden. Vi kommunikerede et sandt budskab. Historisk har pressen haft en stærk modvilje over for Labour, og det kostede formentligt regeringsmagten i 1992. Vi havde været dumme, hvis vi ikke havde brugt medierne mere aggressivt.«

Selv om Alastair Campbell tydeligvis ikke er en mand, der har et ord som anger i sit aktive ordforråd, mener han dog, at Labour begik en strategisk fejl de første år af regeringsperioden.

»I opposition er medierne det eneste, du har. Du kommer ud med dine budskaber gennem medierne. Du træffer ikke valg, der ændrer menneskers liv. Kommunikation er naturligvis ikke ligegyldigt for en regering, men selve beslutningen er det absolut vigtigste, og det var vi for længe om at indse. Vi var for optagede af, hvad aviserne skrev om os. Og det kan du dybest set ikke gøre noget ved. Som regering skal man blive ved med at gøre det, man mener, er det rigtige, og til sidst vil offentligheden få et billede af de store spørgsmål – hvem der står for hvad.

Det er faktisk den eneste farbare vej for en regering,« siger Alastair Campbell.

Men hele debatten om spin klæber i dag til Labour og Blair. Man kan dårligt åbne en britisk avis uden at finde en historie om, at regeringen har forsøgt at manipulere med sandheden.

»Jeg ville ønske, at vores forhold til pressen ikke var, som det er i dag. Det var formentligt gået galt alligevel, fordi medierne ikke brød sig om vores evne til at sætte dagsorden. Men hvis du ikke sætter din egen dagsorden, så bliver din strategi at svare på medierne hele tiden.«

Campbells opskrift på at fastholde den politiske dagsorden kan stå på et frimærke: »Det Store Argument«. I den politiske kommunikation er det hele tiden afgørende at holde fokus på, hvad det handler om i den store sammenhæng, og skrælle teknikaliteterne af.

Eksempelvis har Labour været kastet ud i en opslidende diskussion om, hvorvidt universiteterne skal have lov til at opkræve en højere undervisningsafgift. Mange på Labours venstrefløj anklagede Blair for at svigte idealet om lige mulighed for at gå på universitetet uanset baggrund.

Men, siger Alastair Campbell:

»Alle her i landet har en klar fornemmelse af, at vores universiteter ikke længere kan holde niveauet i forhold til USA eller Kina og Indien i fremtiden. De mangler penge. Omvendt vil in-gen betale mere i skat. Vi har foreslået et system, hvor de studerende betaler en højere afgift, alt efter hvilke klasser de følger. De studerende kan låne penge, som de betaler tilbage i takt med, at de får høje indkomster. Det er et eksempel på at bringe samfundet ind i en moderne tid, og folk ved, hvad det handler om, hvis det bliver placeret i sammenhæng med det store argument.«

Tony Blair vandt ganske vist afstemningen i parlamentet om undervisningsafgiften, men det var på et hængende hår, og Labour-regeringen virker mere presset end nogensinde.

Tofrontskrig

Ifølge Campbell fører New Labour en tofronts krig i det britiske medielandskab. På den ene side er der store borgerlige aviser som Daily Mail og The Telegraph, der – mener Campbell – hader Blair, fordi han er en succesfuld Labour premierminister. Og niveauet er skræmmende med hi-storier om, at Blair helt sikkert trækker sig til september, fordi hans kones livsstilsrådgiver har sagt, han skal gøre det. Løse rygter og udokumenterede påstande bliver til sandhed i en stadigt mere ophidset debat. På den anden bliver Blair angrebet af toneangivende venstreorienterede aviser som The Guardian for at være for højreorienteret og manipulerende. Campbell er selv en hård hund, der kan tåle mange slag, og som giver mange slag. Men han er bekymret for, at debatklimaet er ved at køre af sporet.

»Min bekymring for medierne er, at de skræmmer folk væk fra politik, fordi billedet bliver så negativt, at de siger: Jeg er ligeglad. Det er farligt, for det åbner for ekstremisterne i det politiske liv,« siger han.

Hjerneblødning

Spørgsmålet er, om Labour ikke selv har bidraget til en stemning af politisk kynisme og beskidte tricks, der i den grad skræmmer briterne væk fra politik. Særligt omdiskuteret er den såkaldte Jo Moore-affære. Som rådgiver i det britiske trafikministerium udsendte hun en e-mail med de berømte ord om, at 11. september 2001 var »en god dag at begrave dårlige nyheder«.

»Det var en hjerneblødning, en fejl, som hun betalte dyrt for med sit job. Og det var det,« siger Alastair Campbell.

Jo Moore-affæren har bare været umulig for Labour at vaske af sig. Der har været andre sager siden, og det seneste år har medierne konstant angrebet Tony Blairs grundlag for at gå i krig i Irak. Ikke mindst en radioudsendelse på BBC i foråret 2003, der direkte anklagede Blair for at lyve, ridsede renommeet. Til trods for, at Blair – og Campbell – siden er blevet frikendt af to parlamentariske undersøgelseskommissioner og af højesteretsdommer Lord Hutton, viser målinger, at briterne har mistet tilliden til Labour og premierministeren.

citationstegnMedierne er sygeligt optagede af spin, almindelige mennesker er bedøvende ligeglade. Alligevel skriver aviserne dagligt historier om spin. Hvorfor? Fordi de er selvoptagede.

Campbell tager målingerne med knusende ro. Han tror simpelhen ikke på meningsmålinger.

»Meningsmålinger er journalistikkens junk-food. Du kan få folk til at sige hvad som helst. En meget stor del af befolkningen var imod krigen i Irak, og det skal man respektere. Men meget af den utilfredshed, der tales om, er medieskabt. Den højreorienterede presse hader, at der er en Labour-regering, den venstreorienterede presse var imod krigen. Og oppositionen vil gøre alt for at score billige point. Bank på en tilfældig gadedør og hør, hvad befolkningen siger. Jeg lover, du får et andet og mere nuanceret svar.«

Alastair Campbell har også hæftet sig ved, at Blair trods den opslidende debat om Irak og de hårde diskussioner om højere undervisningsafgifter på landets universiteter kun er nogle få procentpoint efter de konservatives nye leder, Michael Howard. Campbell er ikke imponeret.

»De konservative forsøger bevidst at underminere befolkningens tro på Tony Blair. De siger, at det ikke passer, at arbejdsløsheden er faldet. De siger, at det ikke passer, at sundhedsvæsnet er blevet bedre og så videre. Men de undervurderer befolkningen. Folk er ikke dumme, de træffer deres politiske valg baseret på egne erfaringer og interesser,« siger han og forsætter:

»Hvis man skærer ind til benet af politik og politisk kommunikation, så er det afgørende de store nationale øjeblikke såsom en krig, et parlamentsvalg eller andre begivenheder, hvor politikerne kommunikerer direkte med befolkningen. Og her er jeg ikke i tvivl om, at briterne vil se på Blair og sige, at han har holdt, hvad han lovede – hele vejen.«