Medier skamrider stadig politiske kommentatorer

Af Bjarke Hartmeyer Christiansen

Under den seneste valgkamp blev politiske kommentatorer brugt som aldrig før. Det fik en række eksperter, politikere og redaktører til at kritisere medierne for at fokusere alt for meget på form og spin og glemme det politiske indhold. I dag, fire en halv måned efter valget, præger kommentatorerne stadig mediebilledet, viser ny undersøgelse.

CIRKUS »Mediernes bananrepublik«. Sådan lød den norske avis Aftenpostens dom over den danske mediedækning af valgkampen i 2007. Når både Politiken, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, DR og TV 2 brugte kommentatorer, der enten havde en fortid som spindoktorer for toppolitikere eller delte seng med en minister, er det ifølge Aftenpostens Per Egil Hegge et tegn på, at danskerne ikke har noget begreb om politisk habilitet.

Men mediekommentatorernes habilitetsproblemer er ikke det eneste, der har medført kritik. Herhjemme har flere fremtrædende politikere og mediefolk således kritiseret medierne for at fravælge politisk indhold og analyse til fordel for vurderinger fra mediekommentatorer, der ofte er tidligere spindoktorer, men som af medierne benævnes eksperter.

Eksempler er der nok af: Henrik Qvortrup, Niels Krause-Kjær og Lotte Hansen er eller har været faste gæster i programmet »Jersild og Spin« på DR2 og Michael Kristiansen og Peter Mogensen fra »Mogensen og Christiansen« på TV 2 News er blot nogle af de såkaldte eksperter, der har en fortid i det politiske spindelvæv. Fælles for dem er også, at de bliver brugt flittigt på kryds og tværs i medierne.

Kritikken har imidlertid ikke medført et fald i brugen af kommentatorer. Tværtimod viser en ny undersøgelse, som mediedatabasen Infomedia har foretaget for Ugebrevet A4, at de politiske kommentatorer, som ikke er forskere på et universitet, er mere brugte i medierne i 2008 end nogensinde før. Analysen dækker de samme fire uger, uge 7-10, hvert år siden 2000 og viser, at der år for år – med en enkelt undtagelse i 2002 – har været en stigning i kommentatorernes optrædener i danske dagblade.

Pernille Tranberg, tidligere mangeårig journalist på dagbladet Politiken og nuværende chefredaktør på forbrugerbladet Tænk, har skrevet flere klummer, hvor hun kritiserer den stigende brug af de politiske »orakler«:

»Det er dybt deprimerende. Jeg vil hellere læse om substantiel politik foretaget med almindelige journalistiske metoder, hvor man hører flere forskellige parter frem for kun at høre én mening. Det bliver alt for meget form uden indhold og alt for meget taktik frem for substans,« siger Pernille Tranberg.

Hun har ikke noget problem med, at medierne citerer kommentatorerne, men:

»Alt med måde, og medierne bruger dem ikke med måde. Når man overforbruger mediekommentatorerne, får de rigtig meget politisk magt.«

Hvide mænd taler ud

Pernille Tranberg ser en klar tendens til, at man opprioriterer de politiske kommentatorer på bekostning af substantiel politisk journalistik. Og hun placerer ansvaret hos mediernes ledere og chefredaktører, som også er for dårlige til at variere valget af kommentatorer:

»Bortset fra Helle Ib og Lotte Hansen er det altid Tordenskjolds soldater, de samme hvide, midaldrende mænd, der kommenterer den politiske situation. Jeg synes, det er meget snævert,« siger hun.

Klaus Rothstein, kommentator på Weekendavisen, er enig, men han ser tegn på et skift i mediernes udvælgelse af kommentatorer:

»Hist og pist er kvinderne på vej. De store, hvide mænd skal se sig over skulderen,« siger Klaus Rothstein.

Han ser ikke tendensen med flere kommentatorer som bekymrende, men mener, at det er et problem, hvis de tager taletiden fra de akademisk uddannede, politiske eksperter:

»Jeg savner den politiske ekspert fra universitetet, der bygger sine udtalelser på viden og reelle fakta, i stedet for kommentatorer, der stikker en finger i jorden og prøver at forudsige udviklingen,« siger Klaus Rothstein, der giver journalistisk dovenskab en del af skylden for, at kommentatorerne optræder så hyppigt.

»Akademiske eksperter er måske mere krævende for journalisten, og derfor er det lettere at ringe til Erik Meier Carlsen eller Niels Krause-Kjær, der bare fyrer noget af,« siger han.

En A4-undersøgelse fra januar 2007 viste, at nærværende ugebrev også må føle sig ramt af kritikken. Dengang var mediernes yndlingskommentatorer, som Henrik Qvortrup og Rasmus Jønsson, også nogle af de hyppigst brugte i A4-artikler.

Kommentator-incest

Chefredaktør på Berlingske Tidende Lisbeth Knudsen mener som Pernille Tranberg, at mediernes brug af kommentatorer har taget overhånd.

»Jeg synes, at det har nået et omfang, hvor de politiske kommentatorer fylder for meget. Tidligere spindoktorer spiller for stor en rolle, og de bliver brugt for intensivt.«

Overforbruget var tydeligt under valgkampen, der ifølge Lisbeth Knudsen bar præg af, at kommentatorerne kommenterede hinandens kommentarer:

»Det blev simpelthen kommentator-incest. Det var ud i det absurde: Bittesmå variationer i meningsmålingerne, som blev blæst op for at holde et kommentatorhold i gang. Det blev historier i sig selv, hvad den ene kommentator havde sagt, hvorefter den anden kommentator kommenterede videre på, hvad den første havde sagt og så videre. De spillede for stor en rolle i forhold til de politikere, som vi skulle vælge imellem,« siger Lisbeth Knudsen.

Ditte Petersen, valgforsker og ph.d.-stipendiat ved Aalborg Universitet, mener også, at medie­kommentatorernes hyppige optræden kan gå ud over det politiske indhold:

»Det bliver en selvforstærkende proces, hvor formen, ikke indholdet, er i fokus. Vælgerne kan få det indtryk, at politik er ren spin og strategi, og derfor bliver de muligvis også mindre interesseret i indholdet,« siger hun.

Hun mener dog ikke, at medierne har en altoverskyggende magt over vælgerne:

»Udviklingen er tobenet. Nogle mener, at vælgerne er i stand til at afkode, om der tales om form eller indhold, andre at de er let påvirkelige og overtager kommentatorernes opfattelse af virkeligheden. Sandheden ligger nok midt imellem.«

Bent Winther, medredaktør på Dagbladet Information, mener, at der er forskel på kommentatorerne. Mens de, der tidligere har varetaget en politisk funktion som eksempelvis spindoktor, ikke skal lide under fortidens metier, er det et problem, hvis en kommentator stadig har åbenlyse politiske interesser. Det gælder for eksempel Ralf Pittelkow, politisk kommentator på Jyllands-Posten og samtidig gift med velfærdsminister Karen Jespersen (V):

»Ralf Pittelkow er et skræmmeeksempel. Det, at han er gift med en minister, diskvalificerer ham fuldstændig som analytiker. Jeg har svært ved at forestille mig en meget regeringskritisk vinkel på et begivenhedsforløb fra hans side,« siger Bent Winther.

Han mener, det er svært at sætte en præcis grænse for brugen af mediekommentatorer, men påpeger, at medierne går over stregen, hvis politikerne ikke selv kan komme til orde:

»Så bliver det helt absurd, for demokratiet lever af, at man som vælger kan lytte til, hvad de folkevalgte siger.«

Endnu er den grænse dog ikke nået. Ifølge Bent Winther er det derfor op til politikerne selv, og ikke medierne, at få kommunikeret deres budskaber ud. Han mener, at Information og medierne generelt i den henseende lever op til deres ansvar:

»Medierne har selvfølgelig et ansvar for at viderebringe den demokratiske debat, og det gør de også,« siger han.