Med det mediebillede, vi har i dag, kan man ikke fortænke hr. og fru Jensen i at tænke, at »de der indvandrere da ikke giver andet end problemer«

Af

Medierne har opgivet at forstå indvandrerne, og indvandrerne har opgivet at forstå medierne, lyder det fra en ung andengenerationsindvandrer, Fikré el-Gourfti, der selv tog springet over kløften og blev journalist. Han opfordrer indvandrerne til at åbne avisen og aviserne til at åbne sig for den voksende del af befolkningen, der ikke hedder Hansen og Jensen.

STEREOTYPER Danske medier og etniske minoriteter står længere fra hinanden end nogensinde. I stedet for at bygge bro graver medierne grøfterne dybere ved at bekræfte stereotyper og fordomme om den voldelige indvandrermand og den undertrykte indvandrerkvinde. Det er på tide, journalisterne opdager, at danskere med etnisk baggrund også bare er pensionister, forbrugere, forældre og ventelistepatienter. Alternativet er flere frustrerede indvandrerunge og flere indvandrerfjendske danskere, mener Fikré el-Gourfti, der med sin uddannelse som journalist selv har taget springet over den kløft, der skiller indvandrere og medier i Danmark.

Indtil Fikré el-Gourfti var 19-20 år læste han slet ikke aviser. Hans forældre er analfabeter, og selv om faren havde job på B&W, og familien levede et liv, der på mange måder mindede om andre danske familier, så var danske medier ikke en naturlig del af morgenmenuen.

»Min opfattelse dengang var, at medierne var imod os. Der var hele tiden negative historier. Noget af det, der virkelig gjorde indtryk på mig, var Ekstra Bladets kampagne mod indvandrere. Det var jo hver dag, jeg kunne cykle forbi og se mig selv omtalt som kriminel på spisesedlen. Jeg kan huske den harme og frustration, jeg følte over alle de negative historier. Det var en hetz. Det var kollektiv mobning. Sådan føltes det. Det er i høj grad derfor, jeg blev journalist – for at ændre på det. For mine børns skyld og de fremtidige generationer, så de ikke også bliver nødt til at vokse op i det mediebillede,« siger Fikré el-Gourfti.

Demokratisk problem

Mange unge med indvandrerbaggrund vil nikke genkendende til den frustration, Fikre el-Gourfti følte. En frustration over at blive mødt med negative forventninger og en følelse af ikke at høre til i det gode selskab. Nogle få reagerer ved at give avisoverskrifterne ny næring, når de raser ud på uskyldige biler eller butiksruder. De fleste vender bare medierne ryggen og opgiver at finde sig selv eller deres virkelighed i dem. Alt for få reagerer, som Fikré el-Gourfti gjorde: Han bestemte sig for at finde ud af, hvad der stod i de aviser. Bag spisesedlen og under overskriften.

»Så jeg begyndte at abonnere på Politiken, og der læste jeg jo ikke bare de nyheder, der handlede om mig, men også alt muligt andet. Og jeg fandt ud af, at jeg blev oplyst og meget kvikkere af at læse avis. Der var så meget viden at hente.«

Måske en banal erkendelse for de unge, der er vokset op med morgenaviser derhjemme. Men for den unge Fikre el-Gourfti var det en helt ny verden, der åbnede sig. En adgang til at forstå det samfund, han levede i, men som af en eller anden grund synes at betragte ham med så stor skepsis. Den verden vil han gerne åbne for andre børn af indvandrere, som lige nu skubbes længere og længere ud på kanten af samfundet af en mediedebat, der bare graver grøfterne dybere og dybere.

»Det bliver et demokratisk problem. For der er en meget stor gruppe mennesker i vores samfund, som er hoppet af vognen, og som slet ikke følger med i debatten. Deres holdninger må nødvendigvis blive meget unuancerede.«

Sammen med en håndfuld andre unge journalister med anden etnisk baggrund (stort set den håndfuld, der findes i landet) har han det seneste år rejst landet tyndt for at fortælle unge danskere med og uden indvandrerbaggrund om mediernes forhold til indvandrere og den magt, som medierne har på de unges egne holdninger og liv.

Indtil videre er det blevet til små hundrede skoleklasser på gymnasier og folkeskoler i hele landet. I klasser med mange unge med indvandrerbaggrund er der et bekymrende fællestræk:

»De boykotter i den grad medierne. De fleste læser kun gratisaviser. Og kun, hvis de keder sig i bussen. De gider ikke se tv-nyheder og slet ikke læse de store morgenaviser, og når vi spørger hvorfor, får vi svar som »de skriver alligevel kun negativt om indvandrere«, eller »de er imod os«.

Skriv et læserbrev

På Guldbergskolen på Nørrebro i København, hvor Fikré el-Gourfti og hans kolleger holder foredrag den dag, Ugebrevet A4 møder ham, trækker de fleste af eleverne da også på smilebåndet, når han spørger, om de nogensinde har overvejet at gå til pressen med nogle af deres egne problemer. Men Fikre el-Gourfti deltager ikke i morskaben.

»I kan ikke bare opgive de danske medier. For de går ikke væk, og det betyder noget for jeres liv, hvad de skriver. I har også et ansvar. Stil op! Argumenter! Læs den avis – også det, der står nedenunder overskriften, for det er ofte mere nuanceret, end I forestiller jer,« lyder opsangen til de unge.

»Og hvis I ikke bryder jer om det, I ser, så skriv et læserbrev. Klag. Ring til journalisten. Bland jer!«

Men det er tydeligt, at de færreste i klassen på Nørrebro regner med, at journalisterne vil tage dem alvorligt, hvis de henvender sig. En af dem har faktisk prøvet at være i avisen. Men kun som et billede, der skulle bekræfte journalistens fordomme.

»Jeg tænkte »yes, jeg bliver kendt«, da journalisten spurgte, om de måtte tage et billede. Men de talte slet ikke med mig. Og bagefter misbrugte de bare billedet til et interview med en helt anden.«

Billedet af den dansk-afrikanske fyr, der nu sidder og raser i et klasselokale på Nørrebro, blev brugt til en artikel med overskriften: »Jeg er utryg ved at gå på gaden«. I artiklen optrådte en anden indvandrerdreng ved navn Ali.

»Jeg fik så mange bank for den artikel. Hvis jeg havde været hvid, havde jeg haft blå mærker over det hele.«

Historien får resten af klassen op fra stolene. Det er noget, de kan genkende. Sådan er medierne. Fikré el-Gourfti har hørt det mange gange før på skoler med mange tosprogede børn.

»De møder sjældent den halvdel af danskerne, der ikke har noget imod dem. For de optræder ikke på Ekstra Bladets spiseseddel. Og længere når mange af de her unge ikke. Der er nogle meget fasttømrede fordomme blandt tosprogede om danske medier. Og nogle ligeså fastlåste fordomme om de tosprogede blandt de etniske danskere,« fortæller Fikré el-Gourfti:

»I vores snak med klasser med udelukkende etnisk danske unge, spørger vi for eksempel: Hvornår har du sidst set en indvandrer i medierne, som bare var hende, der stod på venteliste til en operation, ventede på en vuggestueplads eller var utilfreds med tandlægen? Der var en dansk pige i niende klasse på en skole helt uden indvandrere, som var dybt overrasket over, at indvandrere går til tandlægen. Det kunne hun næsten ikke forestille sig.«

Fatima mangler også hjemmehjælp

Fikré el-Gourfti bliver dagligt frustreret, når fordommene bliver bekræftet af bilafbrændinger på Nørrebro eller af journalister, der bevidstløst omtaler danskere med udenlandske forældre eller bedsteforældre som »indvandrere«, selv om de er født og opvokset her i landet.

»Jeg kan godt forstå, at det kan være svært for journalister at bruge indvandrere som kilder til almindelige historier om livet i Danmark. For gamle fru Hansen er ikke vant til at identificere sig med gamle Fatima, der har problemer med hjemmehjælpen. Men vi lever ikke i den tidsalder mere, hvor alle pensionister hedder Hansen eller Jensen. Nu skal vi altså have den del af befolkningen med i medierne, som falder uden for kategorien »hvid dansker«. Ellers skaber vi en kunstig, etnisk renset virkelighed, som ikke findes uden for medieverdenen længere. Med det mediebillede, vi har i dag, kan man ikke fortænke hr. og fru Jensen i at tænke, at »de der indvandrere da ikke giver andet end problemer«. Det fremmer ikke ligefrem nysgerrigheden og lysten til at lære hinanden at kende. Og så ryger den berømte sammenhængskraft, som det danske samfund er så afhængig af.«

Fikré el-Gourfti har for længst lært, at det snarere er bundlinjen end racismen, der er på spil, når de stereotype historier går deres sejrsgang i medierne. Historierne skal sælge avisen eller få folk til at stille ind på kanalen. Men selv om den gode historie ofte har et »dem« og et »os« i sig, så er det også mediernes opgave at trodse stereotyperne og beskrive virkeligheden, som den ser ud, så befolkningen bliver i stand til at danne holdninger og træffe deres valg på et oplyst grundlag, mener han.

»Den opgave synes jeg, medierne svigter fuldstændigt i øjeblikket. Når vi endelig hører om en indvandrer, der har et arbejde eller taler godt dansk, så bliver det præsenteret som en sensation. Undtagelsen, der bekræfter reglen om de dovne, fanatisk religiøse, dårligt uddannede og uintegrerbare indvandrermænd og deres undertrykte koner og søstre. Den slags historier er jeg og mange andre fuldstændig normale og velfungerende danskere med indvandrerbaggrund meget, meget trætte af at læse.«

Derfor ender han ofte i bitre diskussioner med sine jævnaldrende venner, som stadig lever i den tro, at journalister skriver så negativt om indvandrere, fordi de generelt har noget imod dem.

»Hvis fordommene på begge sider skal brydes, så må medierne i gang med at afspejle indvandrernes hverdagsliv som almindelige borgere i samfundet, der stemmer ved valg, har vrøvl med vaskemaskinen og er ramt af togforsinkelser. 99 procent af tiden står de jo ikke i modsætning til det danske samfund. De er faktisk en del af det.«