Massiv kritik af social reform

Af Torben K. Andersen, freelancejournalist

En omfattende reform skulle få bugt med de galopperende udgifter til handicappede, sindslidende og anbragte børn. Reformen flytter rundt på 18 milliarder kroner, men nu – godt et år efter loven trådte i kraft – hagler skældsordene ned: Den er bureaukratisk, en svinestreg mod svage grupper og øger kassetænkningen, lyder det fra kommunerne.

En af de største sociale reformer i nyere tid er udsat for massiv kritik. Selv om reformen kun er godt et år gammel, vælter det nu frem med krav om at få den ændret eller helt afskaffet.
Den er bureaukratisk, forringer de sociale tilbud til samfundets svageste grupper, øger kassetænkningen, røver sagsbehandlernes tid og betyder længere sagsbehandlingstider.

Sådan lyder en del af kritikken fra en række af landets både store og små kommuner, amter og interesseorganisationer.

Taberne er de grupper som sindslidende, stofmisbrugere, handicappede, plejebørn og hjemløse, der er omfattet af reformen.

Den såkaldte grundtakst-reform flytter ikke »bare« rundt på 18 milliarder kroner. Den flytter også rundt på ansvaret for, hvem der bestemmer, og hvem der skal betale, når for eksempel et barn bliver anbragt uden for hjemmet, eller en sindslidende skal på psykiatrisk plejehjem for at blive behandlet for sine indre dæmoner.

Formålet med den omfattende reform, der trådte i kraft 1. januar sidste år, er blandt andet at:

  • Få bugt med de galopperende udgifter til de tunge sociale områder.
  • Undgå grotesk kassetænkning mellem kommuner og amter.
  • Forhindre, at bunden bliver slået ud af pengekassen i en lille kommunes sociale budget.

Men reformen har samtidig givet lokale politikere og embedsmænd så mange grå hår i hovedet, at regeringen nu kommer under pres for at tage loven op til revision.

Forringer retssikkerheden

Socialchef Jørgen Østergaard fra den lille kommune Aars i Nordjylland formulerer sin kritik af reformen på denne måde:

»Den er aldeles unødvendig. Den er forsinkende, fordyrende, giver mindre retssikkerhed og dårligere service. Det hele er blevet tungt og besværligt. Meningen var at undgå kassetænkning mellem kommuner og amter. Men konsekvensen er lige præcis den modsatte,« siger Jørgen Østergaard.

Han er ikke alene. Rundt omkring på landets rådhuse og amtsgårde arbejder man i disse uger på at evaluere reformen med henblik på at give socialminister Henriette Kjær (K) et solidt overblik over dens virkninger og konsekvenser her godt et år efter, loven trådte i kraft.

Ministeren har allerede fået et indblik i en del af kritikken. Regeringen har nemlig givet samtlige landets kommuner og amter et såkaldt frihedsbrev med en klar opfordring til at komme med forslag til forenklinger af love og regler.

Det budskab er gået rent ind hos de lokale politikere. Og især én lov har rigtig mange set sig sure på: Det er grundtakstreformen.

citationstegnDen er aldeles unødvendig. Den er forsinkende, fordyrende, giver mindre retssikkerhed og dårligere service. Det hele er blevet tungt og besværligt. Meningen var at undgå kassetænkning mellem kommuner og amter. Men konsekvensen er lige præcis den modsatte. JØRGEN ØSTERGAARD, socialchef i Aars Kommune

SF’s socialordfører Villy Søvndal behøver ikke at vente på regeringens evaluering, før han fælder sin dom over reformen. For han modtager en konstant strøm af henvendelser fra fortvivlede folk og lukningstruede opholdssteder på især børneområdet, der er bekymret over udviklingen.

»Der er tale om den største enkelte svinestreg mod de mest udsatte grupper i Danmark, der nogensinde er lavet. Hvis hensigten var at dæmpe udgiftsudviklingen, har reformen været en stor succes. Men hvis hensigten var at hjælpe mennesker, er den en bragende fiasko,« konkluderer Villy Søvndal.

Hans kritik er ikke ny. Villy Søvndal var en af de skarpeste kritikere af loven i det par år, det tog Folketinget at blive enige om paragrafferne og fordelingen af de 18 milliarder kroner på det sociale område.

Villy Søvndal hæfter sig også ved, at der er oprettet en slags sociale vagthunde – 14 regionale udviklingsråd – der har fået til opgave at overvåge og kontrollere hele udviklingen på området.
»Overvågning er et stærkt begreb. Jeg kan kun huske to andre sager i min tid i Folketinget, hvor man har taget det begreb i anvendelse. Den ene sag handlede om kogalskab. Den anden handlede om Jörg Haiders regering i Østrig. Det fortæller en del om, at denne reform er stærkt stof. Det kan også undre mig, at partierne jo nærmest plejer at stå i kø for at tage æren af en lov. Men i denne sag forsøger alle partier at distancere sig fra den,« siger Villy Søvndal.

Billigere tilbud til svage grupper

De sociale udgifter på tunge områder som familiepleje og handicappede er eksploderet de senere år sammenlignet med andre områder som ældrepleje, sundhed og folkeskolen. Det skal reformen rette op på.

Tidligere har kommuner og amter delt udgifterne mellem sig i form af en såkaldt fifty-fifty-ordning. Dermed har de kunnet tørre regningen af på hinanden: En kommune kunne for eksempel sende et barn i en dyr døgninstitution, da amtet jo alligevel betalte halvdelen af regningen.

Den nye reform skal også forhindre, at små kommuner står med udgifter i millionklassen på grund af en enkelt sag, hvor en person kræver ekstra meget hjælp og omsorg.

Nu er der lagt nogle særlige takster ind i loven, som bedst kan illustreres gennem et eksempel: En kommune vil fjerne en dreng fra hans hjem. Den kommunale sagsbehandler finder i samråd med forældrene et egnet tilbud. Det kan være et privat, et kommunalt eller et amtsligt tilbud.

Prisen er 600.000 kroner årligt. Men kommunen skal ikke længere betale halvdelen selv. Den skal betale grundtaksten, som for anbragte børn under 18 år er 415.000 kroner. Resten skal amtet betale. Men kun hvis amtets sagsbehandler siger god for tilbuddet.

Og her dukker problemerne så op. For erfaringerne fra det første år med de nye regler viser nu, at kommuner og amter strides om betalingen.

For eksempel blev Ribe amt anmeldt til tilsynsmyndighederne i efteråret af socialminister Henriette Kjær. Hun tog det usædvanlige skridt, da hun var godt og grundig træt af, at amtet ikke vil åbne pengekassen og betale til handicappede, sindslidende og andre udsatte grupper.
Men andre steder i landet melder man også om store problemer. For sagerne trækker i langdrag, da konkrete ansøgninger sendes frem og tilbage mellem kommuner og amter.

Kritikere påpeger også, at økonomien spiller en større rolle end de socialfaglige hensyn. Man er tilbøjelig til at pege på de tilbud, der gør mindst ondt i ens egen pengekasse.

Desuden frygter kritikerne, at de private tilbud bliver valgt fra til fordel for mere skrabede ordninger. Man opretter ganske enkelt nye sociale tilbud, som er billigere, men heller ikke har så høj en socialfaglig kvalitet som de dyrere ordninger. Og derfor begynder man at hjemtage klienter fra disse opholdssteder med risiko for at miste faglig viden og erfaring.

Opholdssteder frygter for livet

Den tendens bliver bekræftet af Landsforeningen af Opholdssteder og Skole-behandlingstilbud, LOS. Her begynder man nu at mærke en kraftig stigning i antallet af ledige pladser og dermed øget frygt for lukninger, fordi amter og kommuner er begyndt at smække pengekassen i.

I midten af 2001 havde blot hver tiende af foreningens medlemmer ledige pladser. I dag er det hver fjerde.

»Der er ingen tvivl om, at der er voldsomme initiativer i gang for øjeblikket rundt omkring i landet for at udvikle nye tilbud til børn i stedet for at anbringe dem uden for hjemmet. Vi frygter derfor, at vi er vidne til et forsøg på det sociale område i meget stor skala. Problemet er bare, at vi først kan dokumentere det, når det er gået galt,« siger sekretariatschef i LOS, Gert Jørgensen.

Han forventer, at halvdelen af opholdsstederne inden for familiebehandling og lidt færre på børne- og voksenområdet må lukke som følge af den nye reform.

I øjeblikket er der ledige pladser på:

  • 23 procent af opholdsstederne til børn og unge
  • 28 procent på botilbud for voksne
  • 66 procent på familiebehandling
  • 12 procent på skole- og behandlingstilbud.

De Samvirkende Invalideorganisationer med 29 handicaporganisationer i ryggen er også kritiske over for den nye reform. Deres repræsentanter i de sociale vagthunde – de 14 regionale udviklingsråd – rapporterer jævnligt om alarmerende problemer rundt omkring i landet.

»Det bekymrer min retsopfattelse, at økonomien får så stor en indflydelse på socialpolitikken. Hvis patienter har brug for en akut hjerteoperation, bliver de behandlet med det samme, uanset om der er penge på kontoen eller ej. Men det er ikke tilfældet på det sociale område,« siger formanden for DSI, Stig Langvad.

Et dramatisk forspil

SF og Enhedslisten var de eneste partier i Folketinget, som stemte imod loven. Men forud for den endelige vedtagelse i Folketinget var der foregået et mystisk og dramatisk forspil.

De to magtfulde interesseorganisationer på området, Kommunernes Landsforening (KL) og Amtsrådsforeningen, havde støbt grundstenen til reformen gennem en aftale om at fordele regningen på de 18 milliarder kroner mellem sig. KL mente, at aftalen var så god, at de ville smide den i skraldespanden, hvis partierne i Folketinget ændrede bare så meget som et komma i den.

Daværende finansminister Mogens Lykketoft (S) var også forhippet på at få bugt med de sociale udgifter, som nærmest var eksploderet, og hvert år drænede de offentlige pengekasser.

Udgifterne var vokset med seks procent om året. Langt mere end andre områder som ældrepleje, sundhed og folkeskole.

Derfor lagde Lykketoft sagen på bordet en sen nattetime i november 1999 under forhandlingerne om finansloven med CD og konservative. Lykketoft solgte aftalen som et socialt fremskridt og fik støtte fra de to partier.

Da CD’s socialordfører Yvonne Herløv Andersen næste morgen mødte på Christiansborg og opdagede, at partiets to forhandlere, Mimi Jakobsen og Peter Duetoft, havde slugt reformen under nattens forhandlinger, blev hun noget overrasket. Men da var løbet kørt.

Venstre var ikke med på holdet i første omgang. Men et år senere – kort før jul 2000 – tilsluttede Venstre sig forliget. Men det skete i al stilhed.

Selv om partiet havde fået et medansvar for en af de største reformer på det sociale område i nyere tid, fandt Venstre det ikke ulejligheden værd at udsende en pressemeddelelse eller gøre opmærksom på det via sin hjemmeside.

Reformen var mildest talt heller ikke vellidt hos daværende socialminister Karen Jespersen (S). Hun var så indædt modstander af den, at hun satte hele sin prestige som socialminister på spil. To måneder efter de natlige forhandlinger i Finansministeriets Struense-sal skiftede Karen Jespersen job og blev indenrigsminister.

Dermed slap hun for ansvaret for at føre reformen ud i livet.

I dag sidder de lokale politikere og embedsmænd så rundt omkring i landet og forsøger at få bugt med de mange komplicerede sager.

Som vicekontorchef Pia Jensen fra socialforvaltningen i Hvidovre Kommune udtrykker det:
»Det er blevet mere bureaukratisk og en større administrativ byrde.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra socialminister Henriette Kjær.