Masser af urafstemninger i vente

Af | @GitteRedder

Et bispevalg har netop fået 92 procent af de stemmeberettigede op af stolene. Men i den politiske verden gider færre og færre af de aktive at stemme til urafstemninger. Senest trak formandsvalget i SF kun stemmer fra seks ud af ti, og for en måned siden deltog kun hver femte SFer i København i en urafstemning. Alligevel spår forsker, at urafstemninger vil vokse i fremtiden.

Foto: Foto: Mikkel Khan Tariq, Polfoto

SoFavalg I sine sidste måneder som partileder for SF måtte Villy Søvndal igen og igen lægge øre til kritik af for megen topstyring og for lidt medlemsdemokrati. Oprøret i det folkesocialistiske bagland voksede. Medlemmerne krævede at blive hørt.

I sidste uge havde SF’s godt 12.000 medlemmer så endelig mulighed for at få direkte indflydelse i urafstemningen om, hvem der skulle være ny partiformand efter Villy Søvndal.

Men kun seks ud af ti SF-medlemmer deltog i urafstemningen. Helt præcist satte kun 59,4 procent af SF-medlemmerne kryds på stemmesedlen og var med til at vælge Annette Vilhelmsen, der vandt en overbevisende sejr over Astrid Krag. 

Den lave stemmedeltagelse undrer lektor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, Karina Kosiara-Pedersen.

»Det er en meget lav stemmeprocent i en urafstemning, der handler om noget så afgørende, som hvem der skal være partiformand. Der var meget på spil i forhold til, hvilken strategi og politisk kurs partiet skal følge, og oven i købet et tæt valg, der ikke er afgjort på forhånd. Alt det tilsiger, at stemmeprocenten skulle være langt højere,« siger hun.

Da Villy Søvndal tilbage i 2005 blev valgt som SF-formand i en urafstemning, var stemmeprocenten 78,55. Altså markant højere end ved den urafstemning, der sluttede for en uge siden.

Og da Helle Thorning Schmidt blev valgt til Socialdemokraternes leder i en urafstemning i 2005 var stemmeprocenten helt oppe på 88,4 procent.

Karina Kosiara-Pedersen forsker i moderne partimedlemskab, og hvad der får folk op af stolene for at deltage i politik. Trods den tilsyneladende faldende interesse for direkte medlemsdemokrati, er hun overbevist om, at urafstemningerne vil vokse i fremtiden. At resultaterne fra SF’s formandsvalg trækker i den forkerte retning, mener Karina Kosiara-Pedersen skyldes flere faktorer:

·         Nogle SF-medlemmer står stadig i medlemskartoteket men har mentalt meldt sig ud af partiet, fordi de er uenige i partiets politik. Derfor stemmer de ikke.

·         Andre SF-medlemmer kan have ønsket en helt tredje kandidat og i protest mod begge kandidater, kan de have afholdt sig fra at stemme.

·         Atter andre SF-medlemmer er mere passive og følger ikke politik tæt. De kan have svært ved at se forskellene mellem de to kandidater, og derfor stemmer de ikke.

»For kommentatorer, journalister og aktive SF-medlemmer er forskellene mellem de to kandidater måske ret markante, men for det enkelte medlem kan det virke uklart. Annette Vilhelmsen sagde jo ikke, at SF skulle melde sig ud af regeringen. Alt blev meget pragmatisk uden at frastøde for mange, og dermed blev forskellene mellem dem også udvisket for passive medlemmer,« siger hun.

Kaffegrums-analyse

Næstformand i SF Mattias Tesfaye lægger ikke skjul på sin skuffelse over den lave stemmeprocent.  

»Min målsætning var, at 70 procent deltog, så en stemmeprocent på knap 60 er ti procentpoint for lavt og slet ikke tilfredsstillende. Men omvendt tuder jeg heller ikke over, at vi har fået godt 7.200 SFere til at deltage i et demokratisk valg,« siger han.

Men når valgeksperter forklarer den lave stemmeprocent med, at mange SF-medlemmer er stået mentalt af overfor partiet, ryster han på hovedet.

»Det lyder lidt som en kaffegrums-analyse. Jeg kan bare sige, at man skal betale kontingent hvert kvartal, og det betyder trods alt, at hvis man mentalt har meldt sig ud, kan det maksimalt være tre måneder siden, for ellers ville man ikke have betalt sit medlemskontingent,« siger Mattias Tesfaye.

Topstyring

Forklaringen om, at medlemmerne har droppet at stemme i protest mod topstyring, giver heller ikke mening, hvis man spørger næstformanden.

»Urafstemning skaber mere topstyring. Ikke mindre. For det skaber stærke formænd, der har et mandat fra medlemskredsen. Alternativet er jo, at man har en politisk leder valgt af folketingsgruppen eller landsmødet. Det er klart, at en partiformand valgt af medlemmer står alt andet lige markant stærkere end en partiformand, der er repræsentativt valgt igennem for eksempel delegerede på et landsmøde. Urafstemning giver medlemmerne direkte indflydelse, men når valget er truffet, står man markant stærkere som formand,« fastslår Mattias Tesfaye.  

Men han medgiver, at SF’s bagland i dag ser meget anderledes ud end for 10 år siden. Villy-effekten fik nemlig en masse mennesker til at melde sig ind i SF.  

»De nye medlemmer er ikke nødvendigvis politiske dyr. Det var ikke dem, der rakte hånden op og blev valgt til elevrådet i 4. klasse og heller ikke nødvendigvis dem, der er tillidsrepræsentanter på deres arbejdsplads. Det er ikke folk, der har et langt foreningsliv i rygsækken, ligesom mange på venstrefløjen havde i 70erne,« forklarer han.

Mange af de nye SFere er ifølge næstformanden for første gang i deres liv medlemmer af et politisk parti.

»Det er faktisk hr. og fru Danmark, der har meldt sig ind i SF, og det er en udfordring for os at få dem engageret i vores organisation. Det kan vi se på at vi har fået dobbelt så mange medlemmer, men der er ikke dobbelt så mange, der møder op til vores generalforsamlinger,« siger han.

Set med Mattias Tesfayes øjne er det en styrke, at SF er vokset i antal, men han erkender også, at det er svært finde en partikultur, der favner alle.  

»Jeg har ingen ambitioner om, at folk skal sidde hver 14 dag og spise blødt brød og drikke kaffe med resten af SF. Der skal være plads til, at man bare er medlem. Men min ambition er at man trods alt dukker op den ene gang om året til generalforsamlingen og bakker de mennesker op, der trækker læsset til daglig og at man deltager i urafstemninger. Det er altså bare at sidde hjemme i sofaen og sætte et kryds. Det bør man kunne gøre,« siger han.

Chok-afstemning i København 

Men selv om det ifølge næstformanden bare handler om at sætte et enkelt kryds hjemme i sofaen, er det tilsyneladende svært.

Det måtte SF København sande, da de i september havde urafstemning om i hvilken rækkefølge folketingskandidaterne skal stå på stemmesedlen ved næste folketingsvalg. Ud af mere end 2.700 københavnske SFere brugte kun 552 medlemmer tid på at stemme om, hvor vidt Ida Auken, Villy Søvndal, Emilie Turunen eller Özlem Cekiz eller en helt femte skulle stå øverst på stemmesedlen.

Formanden for SF i København, Jens Mandrup Rasmussen, lægger ikke skjul på, at han er skuffet over en stemmeprocent på sølle 19,4.

»Det havde været rart, at stemmeprocenten var langt højere. Men min fornemmelse er alligevel, at folk er glade for at få muligheden for at stemme. De aktive medlemmer stemmer, og vi gør det meget nemt for dem at gøre deres indflydelse gældende. Men dybest set er det folks eget valg om de vil stemme eller ej,« siger han og tilføjer, at allerede til januar skal medlemmerne igen sætte kryds. Denne gang i en urafstemning om kandidater til næste års kommunalvalg.

En af forklaringerne på den rekordlave stemmeprocent i København er ifølge Jens Mandrup Rasmussen, at SFerne kun kunne stemme elektronisk. Det afholder nogle fra at stemme og giver en lavere valgdeltagelse, påpeger han.  

Uanset om det har været en elektronisk afstemning eller ej, lægger næstformand Mattias Tesfaye ikke skjul på, at stemmeprocenten er utilfredsstillende.

»Det chokerer mig alligevel lidt, når kun 20 procent af medlemmerne deltager i en urafstemning om folketingskandidater, der på ingen måde er ligegyldig. Vi har et felt af kandidater som Ida Auken, Ozlem Cekiz, Villy Søvndal og Emilie Turunen, og afstemningen kommer få måneder efter, at Ozlem er frataget sit ordførerskab, og der er stor polemik internt i partiet om det var det rigtige,« siger Mattias Tesfaye.

Valgforsker Karina Kosiara-Pedersen konstaterer, at en stemmeprocent på under 20 er udsædvanlig lav. Men hun understreger samtidig, at 552 SF-medlemmer har afgivet deres stemme, og det er med stor sandsynlighed langt flere, end hvis man skulle troppe op og stemme på et møde som i gamle dage.

»På den måde breder urafstemninger sig ud til andre end lige nøjagtig de aktive, der kommer til et opstillingsmøde. Urafstemninger er engagerende og giver et bedre mandat til de valgte,« fastslår hun.

Det kan flere socialdemokratiske kredse også skrive under på. Ligesom i SF bruger stadig flere lokalafdelinger nemlig urafstemninger som en måde at involvere medlemmerne på. Således har to socialdemokratiske partiforeninger i Vesthimmerlands kommune netop holdt urafstemning om, hvem der skal være partiets borgmesterkandidat ved næste års kommunalvalg. Og her var stemmeprocenten 63,4.

Portoudgifter løber op

Også socialdemokraterne i Odense holder i disse dage urafstemning om deres kandidatliste til kommunalvalget næste år. Resultatet af afstemningen offentliggøres 23. oktober, men formand for Socialdemokraterne i Odense Leif Knudsen forventer, at mindst hver anden socialdemokrat stemmer.

»Jeg vil være glad for en stemmeprocent omkring 50, men som lokal partiformand ville jeg ikke være tilfreds med, at kun hver femte stemte, sådan som hos SF i København. Det er for få. Men her er der ingen tvivl om, at medlemmerne er glade for at være med i urafstemninger. Udover at de har direkte indflydelse, har urafstemningerne også en stor symbolsk betydning,«, siger han.

Men lokale urafstemninger tynger de små partiforeningers pengekasse. Materialer og portoudgifter løber op i tusindvis af kroner. Alligevel udelukker Leif Jensen muligheden for kun at gennemføre en elektronisk urafstemning.

»Med vores medlemsskare vil det være helt forkert kun at have elektroniske urafstemninger. Det er dyrt at gennemføre dem, men vi vil udvikle dem og helt klart bevare urafstemningerne, fordi det aktivere og engagere medlemmerne,« fastslår han.  

Revitaliserer partikulturen 

Valgforsker Karina Kosiara-Pedersen vurderer også, at urafstemninger er kommet for at blive i de politiske partier. Og at de vil blive brugt endnu mere og i nye former i fremtiden.

»Urafstemninger blev indført på tværs af flere partier for at revitalisere partidemokratiet på et tidspunkt, hvor antallet af medlemmer var for nedadgående, og hvor nogle partier så urafstemninger som en måde, hvor på man kunne tiltrække nye medlemmer,« siger hun.

I stedet for at skulle deltage i talløse møder for at komme til orde, kan man i en urafstemning få konkret indflydelse, og det skulle ifølge Karina Kosiara-Pedersen puste nyt liv i hensygnende partier.

»Mange af de 7.200 SFere, der lige har stemt i formandsvalget, ville jo ikke nødvendigvis dukke op til et lokalt mød,« siger hun.  

De høje stemmeprocenter ved formandsvalgene i Socialdemokratiet og SF i 2005 viser ifølge valgeksperten, at urafstemninger i et eller andet omfang engagerer medlemmerne.

En undersøgelse gennemført af Ugebrevet A4 i 2005 viste da også, at tre ud af fire danskere mener, at det er medlemmerne af et parti, der i en urafstemning bør afgøre, hvem der skal være formand. Selv blandt Venstres og Konservatives vælgere er der stort flertal for, at partilederen vælges direkte af medlemmerne.

Men valgforskeren kan ikke forestille sig en urafstemning om formandsposten i hverken Konservative eller Venstre. Tværtimod ser hun den stik modsatte tendens i partierne til højre for midten.

»Vi ser en meget større grad af professionalisering og centralisering af de vigtigste politiske beslutninger hos partierne til højre for midten, og jeg ser ingen tegn overhovedet på at urafstemninger i nærmeste fremtid vil blive brugt i samme omfang hos Venstre og Konservative som de i dag gør hos Socialdemokraterne og SF, siger hun.

Det bekræfter både Venstre og Konservative overfor Ugebrevet A4. Her er der stort set ingen tradition for at bruge urafstemninger, hverken centralt eller lokalt.

Partisekretær hos Konservative, Martin Dahl, understreger, at de lokale foreninger og storkredse har mulighed for at gennemføre urafstemninger om kommunalkandidater og folketingskandidater, men det bliver sjældent brugt. 

 »Men det er godt, at muligheden eksisterer, for en urafstemning kan skabe værdi til medlemskabet,« siger han.

Men i partiets love er der i dag ikke hjemmel til at vælge partiformand via en urafstemning, og det ser Martin Dahl heller ikke for sig i de næste mange år.

»Det konservative landsråd består af over 1000 deltagere, og det er dem, der vælger partiformand,« fastslår han.

Bispevalg trækker stemmer

Hvor stemmedeltagelsen i SF’s formandsvalg netop har været historisk lavt, så har en tilsvarende urafstemning i Fyns Stift haft rekorddeltagelse. Præster, medlemmer af menighedsråd og repræsentanter fra valgmenigheder skulle deltage i valg af ny biskop i Fyns Stift. I urafstemningen, hvor Tine Lindhardt blev valgt til ny biskop, stemte 92 procent af de stemmeberettigede.

Men hvad er det, som kan trække folk af huse for at stemme til et bispevalg, mens folk bliver i hængekøjen, når det handler om, hvem der skal lede politiske partier? Valgforsker Karina Kosiara-Pedersen mener ikke, at man overhovedet kan sammenligne to vidt forskellige valg.

»Til bispevalget er det det aktive mellemlag, der stemmer. Folk der har en interesse og et hverv. Hvis det var almindelige medlemmer af folkekirken, der skulle deltage i urafstemningen, havde stemmeprocenten været en del lavere end 92 procent. Tilsvarende kan man jo spørge alle SF’s lokalformænd om de stemte i formandsvalget. Jeg vil tro, at det gjorde samtlige, mens det var de passive medlemmer, der først og fremmest undlod at stemme,« påpeger hun.

Selvom SF’s næstformand knap tør drømme om en stemmeprocent over 90, slår han fast med syvtommersøm, at urafstemninger er et godt værktøj.

»Urafstemninger gør også et partimedlemskab mere relevant og øger værdien af, hvad man direkte får ud af at være medlem af SF. Her får medlemmerne direkte mulighed for at påvirke, hvem der skal være formand, og dermed når vi er regeringsparti, hvem der er med i regeringens øverste leder. Men når vi på den måde fjerner et element af det repræsentative demokrati væk fra landsmødet og ud til en urafstemning, øger det også forpligtelsen til at sikre en høj stemmeprocent,« siger han.