Markedsgørelse kan koste kvalitet i sociale tilbud

Af

Kommunerne skal fremover indkøbe social omsorg og pleje på en central markedsplads på internettet. Det skal gøre det nemmere for sagsbehandlerne at finde frem til de bedste og billigste tilbud. Men den nye tilbudsportal risikerer at ende som en discountbutik, advarer den politisk ansvarlige i Kommunernes Landsforening.

MARKEDSPLADS Den 1. april i år åbner en helt ny handel på nettet. Fra denne dato må ingen kommuner henvise udsatte børn og unge eller handicappede til et socialt tilbud, med mindre det er at finde på tilbudsportalen.dk. Den nye nethandel bliver hjørnestenen i en social markedsplads, hvor »pengene følger patienten« 100 procent – helt ud til den enkelte institution. Tanken er, at børnehjem, handicapinstitutioner, krisecentre og andre sociale tilbud fremover skal konkurrere om at tilbyde kommunerne de bedste ydelser til den laveste pris.

Men det bliver ikke kvaliteten, der vinder den konkurrence, advarer den øverste ansvarlige for det sociale område i kommunerne, socialudvalgsformand i Kommunernes Landsforening (KL), Tove Larsen (S).

»Jeg frygter, at det bliver prisen, der bliver styrende. Jeg har svært ved at finde noget incitament til bedre kvalitet i det her system. Den politik, regeringen driver på det her område i øjeblikket, beror på, at hvis du er stærk og veluddannet og er i stand til at vælge selv, så kan du skaffe dig nogle gode tilbud, og hvis du ikke er, så er det bare ærgerligt.«

Blandt de institutionsledere og eksperter, som Ugebrevet A4 har talt med, er der bred enighed om, at Tilbudsportalen vil skabe et gavnligt overblik over tilbuddene på det sociale marked. Og en lige så udbredt bekymring for, at markedsgørelsen af de bløde ydelser kan få fatale konsekvenser for de mennesker, det hele handler om.

Morten Ejrnæs, lektor i sociologi på Aalborg Universitet, siger:

»Jeg mener simpelthen, at der er en række velfærdsydelser, som man ikke kan lave den slags handel med.«

For mens kunderne holder sig væk fra grønthandleren med de rådne tomater eller frisøren med den skæve saks, så er det sværere for det omsorgssvigtede barn eller det hjerneskadede trafikoffer at klage over dårlig omsorg og få sin sagsbehandler til at vælge en anden »butik« i det sociale system.

»Det er helt afgørende, at der er nogen til at råbe op. At konkurrere om at lave kvalitet for de svageste er noget af det sværeste, der findes. Konkurrence er godt til at lave billigere produkter. Og så længe kunderne er nogle, der kan vælge og vrage, kan det måske gøres uden konsekvenser for kvaliteten, for så vælger folk de tilbud fra, som er for dårlige. Men når man taler om anbringelser af børn uden for hjemmet og andre svage grupper, så er de slet ikke i stand til at råbe op, hvis kvaliteten ikke er god nok. Så bliver det meget nemt økonomien, der bliver det styrende,« forudser Morten Ejrnæs.

Den frygt deler Morten Ejrnæs med de fleste institutionsledere. De sidder netop nu og sveder over de få linjer, de har til rådighed til at beskrive deres behandlingstilbud på den nye portal. Beskrivelserne er deres eneste chance for at forklare de nye indkøbere i kommunerne, hvorfor netop deres tilbud måske er dyrere end konkurrenternes.

»Hvis vi ikke tænker os rigtigt godt om, så kommer vi jo til at konkurrere mod hinanden på pris alene. Det kan få meget alvorlige konsekvenser,« siger Marianne Kirkegaard, der er daglig leder af Røntofte Krisecenter for voldsramte kvinder.

»Selvfølgelig er det også meningen, vi skal konkurrere på kvaliteten, men helt ærligt! Jeg ved jo godt, hvordan det er at være en sagsbehandler, der sidder ude i en kommune og bliver åndet i nakken for at holde udgifterne nede. Så kigger man først på, hvad det koster.«

Den erfaring deler Michael Henriksen, der er souchef på Lindebjerg, et botilbud for udviklingshæmmede på Fyn.

»Det er jo en del af hele den der markedstænkning. Man vil have muligheden for at sammenligne pris og kvalitet. Svagheden er jo, at det er nemt at sammenligne pris, men det er noget sværere med kvaliteten. Hvordan får man lige skrevet den ind i sådan en tilbudsportal?«

Ligesom mange andre institutionsledere venter han stadig på at få godkendt den pris, der skal stå i portalen. Prisen skal indeholde alle udgifter, også dem, der ligger på rådhuset i fælles administration eller forsikringer. Det betyder en ny synlighed på udgiftssiden, der i sig selv kan virke som et incitament for kommunerne, der allerede nu planlægger besparelser på 600 millioner kroner på det sociale område.

Vanskeligt at sammenligne kvalitet

Kommunernes socialudvalgsformand erkender da også, at mange sagsbehandlere vil føle sig presset til at gå efter de billigste tilbud.

»Den risiko ligger der. Hvordan skal de vurdere, hvorfor noget koster 6.000 kroner per dag og noget andet 5.000, og hvad man får for de sidste 1.000 kroner? Det er jo nok svært. Der er måske nogle institutioner, der kunne have gavn af at se på, om de nu også skal være så dyre. Men jeg synes, det er en skam, hvis de kvalitetsinstitutioner, der i dag er dyre, fordi de gør et godt stykke arbejde, bliver nødt til at gå på kompromis med de metoder, de ved virker. Så mister vi jo den kvalitet og specialviden, vi gerne vil have,« frygter Tove Larsen (S)

Tror du, det vil ske – at gode institutioner vil blive tvunget til at spare på bekostning af kvaliteten?

»Ja, det tror jeg. Mange steder vil de jo ikke have andre muligheder, hvis de skal overleve.«

Rendyrket taxametermodel

Tilbudsportalen kan allerede i dag findes på nettet, om end der kun er ganske få sociale varer på hylderne. Klikker man sig igennem første skærmbillede og beder om tilbud til en 17-årig dreng, der er udadreagerende og har en kriminel fortid, er der således endnu kun et eneste tilbud, der dukker op.

Øverst i skærmens højre hjørne står prisen: 6.178 kroner per døgn. På få linjer kan man også læse, hvad institutionen Koglen tilbyder af omsorg og behandling. Spørgsmålet er, om vores 17-årige problembarn nogensinde får tilbuddet, hvis der dukker et andet behandlingssted op på skærmen, der er billigere.

»Socialministeriet skriver, at kommunerne har pligt til at lede efter det billigst mulige tilbud, som er fagligt tilstrækkeligt,« forklarer ekspert i socialret, Simon Thorbæk.

Han har som juridisk konsulent for kommunerne været med til at instruere sagsbehandlerne i de nye regler.

»Ministeriet præciserer ganske vist, at det er den faglige vurdering, som – i princippet – kommer først. Men problemet er, at ingen kan kontrollere kommunerne på det her område. Der er jo ikke præcise redskaber til at beskrive, hvad der er fagligt bedst for et barn,« siger Simon Thorbæk.

At konkurrencen mellem udbyderne af social service er alvor, understreges af, at de enkelte institutioners budgetter fremover er 100 procent afhængige af kunder i butikken. Er der en måned med en ledig seng på en døgninstitution, kan institutionslederen se frem til et hul i budgettet på hver eneste af de 60-80.000 kroner, som en kommune normalt betaler for sådan en plads. Trækker det lidt ud med at få fyldt pladsen op, er der fyringer i luften. Og så skal underskuddet i øvrigt hentes hjem på næste års budget. Tidligere gik 80 procent af regningen videre til amt og kommune.

Det har allerede fået nogle institutionsledere til at tænke kreativt, fortæller souschefen på Lindebjerg i Arup, et fynsk botilbud for udviklingshæmmede:

»Vi har gjort det, at vi helt bevidst kører med overbelægning. Hvis der er en beboer, der flytter eller dør, så kommer der jo ikke lige en ny ind dagen efter. Der kan gå en måned eller to. Så vi har simpelthen nedlagt et kontor og inddraget det som værelse. På den måde står vi aldrig med tomme pladser,« fortæller souschef Michael Henriksen.

»Man snakker om markedsmekanismer. Det er vel ikke anderledes end private firmaer eller håndværkere. De sørger for at have lidt mere i ordrebogen, end de egentlig kan klare.«

Kreativ tænkning i institutionerne

Den mulighed har de ikke på den specialiserede naboinstitution Duedalen i Vissenbjerg, der tager sig af svært hjerneskadede. Institutionen har kun otte beboere, men de er til gengæld så plejekrævende, at der er 40 ansatte til at tage sig af dem døgnet rundt. Her koster hver beboer 1,4 millioner kroner om året. En regning, der nu skal betales fuldt ud af beboernes hjemkommune. Prisen er tilsvarende stor for institutionen. Hvis en af beboerne falder bort – og dermed ud af budgettet – koster det 117.000 kroner om måneden, forklarer centerleder, Mogens Brandt Hansen.

»De skal da bare blive lidt små-blege, så begynder vi at svede. Vi skal jo gerne have en ny ind, lige så snart vi har malet lejligheden efter den forrige. Ellers ramler budgettet. Vi kan jo ikke bare fyre personalet med dags varsel.«

Spørgsmålet er, om Duedalen vil kunne finde kommuner, der har råd til at betale for de dyre pladser, når de kommer til at indgå i den stramme kommunale prioritering. For der findes billigere løsninger. For eksempel sidder der stadig 539 yngre handicappede på landets plejehjem, hvor prisen er langt under det halve. Men også en mindre specialiseret handicapbolig er billigere end Duedalens specialtilbud, erkender Mogens Brandt Hansen.

»Jeg tror sagtens, du kan finde noget, der er billigere, men det vil ikke være samme tilbud. Hvis man skynder sig med de her mennesker, så bliver hele deres dag kaos. De har brug for, at tingene sker i deres eget tempo. Det har de ikke tid til på et underbemandet plejehjem. Vi har beboere, der kun kan kommunikere ved at vippe med øjnene. De ville jo bare komme til at ligge.«

Mogens Brandt Hansen forsøger i stedet at gøre institutionens økonomi mindre sårbar på andre måder end ved at sænke prisen.

»Vores redning er, hvis vi kan brede os lidt. Så vi prøver at være om os og tilbyde genoptræning for kommunens borgere i vores træningslokale. Vi har jo allerede fysioterapeuter ansat, og mange af dem er på deltid, så de kan godt tåle lidt flere timer. De er ansat i plejen, så der kan jeg også gå ind og pille dem ud,« forklarer Mogens Brandt Hansen.

Værktøj med indbygget risiko

Frank Ebsen, leder af Center for forskning i socialt arbejde ved Den Sociale Højskole i København, forventer, at den slags glidninger af opgaver vil ske overalt i landet. Især de meget specialiserede institutioner vil få et kraftigt incitament til at sprede sig over flere »kundegrupper« for at mindske risikoen for stå uden »ordrer« i det nye markedssystem.

Frank Ebsen anerkender politikernes behov for at begrænse væksten på det sociale område, der op gennem 1990’erne har været i eksplosiv vækst. I den forbindelse kan tilbudsportalen være et effektivt værktøj til at give økonomisk indsigt i, hvad politiske beslutninger om bedre service til de udsatte faktisk koster, mener Frank Ebsen:

»Det bliver pludselig meget tydeligt, hvad de dyre foranstaltninger koster. Når kommunerne kan se, at en placering af et barn eller en sindssyg koster 60.000 kroner om måneden, og det så bliver ganget med 10 børn, så det bliver 600.000, der drøner ud af kommunekassen. Så er jeg ret sikker på, at man laver andre løsninger. Nogle af dem vil sikkert være udmærkede, og andre vil være forfærdelige.«

Der er ikke meget optimisme at hente hos kommunernes førstedame på det sociale område, Tove Larsen (S):

»Jeg tror helt overordnet, det vil give en dårligere kvalitet.«

Kan I ikke selv gøre noget i kommunerne, for at det her ikke bliver et discountmarked, hvor det alene bliver dem med de laveste priser, der vinder?

»Nej, det tror jeg faktisk ikke, vi kan. Kommunernes økonomi er meget hårdt trængt, og vi har brug for de her tilbud. Desværre vokser antallet af anbringelser, og vi har ikke meget forståelse for det hos finansministeren, hvis vi bruger flere penge på området.«