Margrete Auken spejder mod EU

Af

Stærke kræfter i SF vil opstille folketingsmedlem Margrete Auken som spidskandidat til Europaparlamentet i stedet for EU-skeptikeren Pernille Frahm. Auken er gået i tænkeboks.

Medlem af Europa-Parlamentet Pernille Frahm kan blive det første offer for den nye pro-
europæiske linie, som blev knæsat på SF’s landsmøde for ti dage siden. Stærke kræfter i partiet arbejder på at finde en anden spidskandidat til EU-valget næste år, og her er folketingsmedlem Margrete Auken et stærkt kort:

»Jeg har fået henvendelser fra flere steder og overvejer situationen. Det er fristende nu, hvor SF har fået et godt EU-program, men jeg er i tvivl. Hvis jeg skulle tage stilling nu, ville jeg nok sige nej, men nu skal det drøftes nærmere med partifæller og familie,« siger Margrete Auken.

Hun er blandt andet betænkelig ved at forlade Folketinget, og at de mange rejser betyder mindre tid med familie og børnebørn. På plus-siden tæller, at Margrete Auken føler sig godt i tråd med det nye Europa-program, som SF vedtog efter en serie kampafstemninger på landsmødet i forrige weekend:

»Der ligger en stor og skæg opgave i at gøre EU til et venstreorienteret projekt,« tilføjer Margrete Auken.

Folkesocialisternes landsmøde i forrige weekend var således en klar sejr for de pro-europæiske kræfter, som Margrete Auken har tilhørt i mange år. SF er nu rede til at ændre på to af de tre danske EU-forbehold, så EU blandt andet kan stå i spidsen for militære fredsoperationer.

Ugebrevet A4 erfarer, at partiformand Holger K. Nielsen hører til de fremtrædende SF’ere, der ser Margrete Auken som et godt alternativ til Pernille Frahm. Frahm var på landsmødet en markant fortaler for den EU-skeptiske fløj, som tabte de afgørende afstemninger. Det har især vakt irritation blandt ledende folkesocialister, at hun efter vedtagelsen af det nye program betegnede SF’s politik som »naiv«. Det frygtes, at udtalelser som disse bliver en belastning i den kommende valgkamp.

SF kommer under hårdt pres ved valget til Europa-Parlamentet, hvor partiet både skal konkurrere med EU-modstanderne og en stærk socialdemokratisk liste med Poul Nyrup Rasmussen som frontfigur. Ledende SF’ere vurderer, at partiet har en pæn chance for at fastholde mandatet med Margrete Auken som spidskandidat, da hun appellerer til helt andre vælgere end Nyrup – især blandt kvinderne. Margrete Auken får traditionelt meget høje personlige stemmetal ved folketingsvalgene.

Den pro-europæiske del af SF har længe arbejdet på at finde et alternativ til Pernille Frahm. Søgelyset var rettet imod tidligere gruppeformand Steen Gade, men han sagde for to uger siden nej tak. Det vurderes, at kun en kendt og slagkraftig politiker både kan vinde urafstemningen blandt SF’s medlemmer og derefter få tilstrækkeligt med stemmer ved selve EU-valget næste sommer.

Margrete Auken skal træffe en beslutning i den kommende uge. SF har sat 10. november som frist for kandidater til Europa-Parlamentet.