Mangel på metalarbejdere presser dansk erhvervsliv

Af Susan Knorrenborg

Det er ikke in at være smed, industritekniker eller værktøjsmager. De sidste 10 år er tilgangen til metaluddannelserne faldet drastisk. Fortsætter udviklingen må virksomhederne flytte til udlandet for at få den fornødne arbejdskraft, advarer arbejdsgivere.

TENDENS Danske industrivirksomheder får sværere og sværere ved at skaffe faglært arbejdskraft. Siden 1996 er antallet af nyuddannede smede, industriteknikere og værktøjsmagere mere end halveret, og fagene nævnes igen og igen på beskæftigelsesregionernes lister over flaskehalsområder.

Den dalende interesse for metalfagene er dybt alvorlig for dansk erhvervsliv, mener erhvervsuddannelseschef Flemming Larsen fra erhvervsorganisationen Dansk Industri:

»Der er helt klart virksomheder, som lægger en stigende del af deres aktivitet i udlandet, fordi der ikke er adgang til kvalificeret arbejdskraft i Danmark,« siger han og tilføjer, at den tendens meget vel kan blive forstærket i de kommende år, fordi mange faglærte går på pension.

Manglen på metalarbejdere rammer lige ind i hjertekulen på dansk erhvervsliv. Mens robotter og maskiner efterhånden har overtaget den simple masseproduktion, er det den faglærte arbejdskraft, der overvåger, programmerer og reparerer fejl og mangler, så produktionsudstyret fungerer effektivt. Samtidig er de dybt involverede i produktudviklingen, for det er dem, ingeniørerne tyer til, når prototyper på nye produkter skal fremstilles. Metalarbejdere spiller altså en central rolle, hvis innovation og produktudvikling skal være danske kendetegn i konkurrencen med udlandet.

En af de danske virksomheder, der mærker den dalende interesse for metalfagene, er Grundfos. Endnu har manglen på arbejdskraft ikke ført til udflytning af virksomhedens aktiviteter, men uddannelsesleder Finn Brøndum erkender, at det kan blive aktuelt, hvis ikke udbudet af arbejdskraft øges:

»Jeg vil ikke sige, at vi er i en krisesituation endnu. Det her er da alvorligt, men foreløbig prøver vi at klare det ved at tiltrække faglært arbejdskraft fra udlandet,« siger han.

Over de seneste år har Grundfos hentet cirka 25 tyske faglærte til Danmark, og virksomheden investerer både tid og penge i at integrere dem. Tyskerne får blandt andet hjælp til at finde bolig og et passende job til deres medfølgende ægtefæller. De bliver også tilbudt danskkurser og inviteret til at deltage i sociale arrangementer, så de kan opbygge et dansk netværk. Målet er naturligvis at få dem til at føle sig så meget hjemme i Danmark, at de får lyst til at blive.

»Det her koster simpelthen kassen. Men det koster endnu mere at lade være. Det er da klart, at det ville være nemmere og billigere, hvis vi bare kunne hente arbejdskraften henne om hjørnet,« siger Finn Brøndum.

Imageproblem

De unges dalende interesse for metalfagene vækker også bekymring hos Industriens Uddannelser, som betjener de faglige udvalg, der med Dansk Industri, Fagligt Fælles Forbund og Dansk Metal som medlemmer udvikler indholdet af de faglige uddannelser.

»Halvdelen af nedgangen i elevtallet er opstået, fordi virksomhederne har erstattet manuelt arbejde med moderne teknologi, og fordi de mest simple funktioner er flyttet til udlandet. Resten af faldet bunder i, at de unge mennesker simpelthen vælger uddannelsen fra, selv om virksomhederne har brug for dem,« forklarer chefkonsulent Henning Hadenfeldt fra Industriens Uddannelser.

Han mener, at metalfagene har et massivt imageproblem, fordi de unge tror, at branchen er fuld af røg, støj og møg:

»Det lyder desværre ikke særlig smart at sige, at man er smed eller industritekniker.«

Den opfattelse støttes af A4’s kortlægning af, hvilken prestige danskerne forbinder med arbejdsmarkedets forskellige faggrupper. I undersøgelsen, som blev foretaget i 2006, var budskabet klart: Faglærte job har lav prestige blandt unge.

I et forsøg på at friske metalfagenes image op blev maskinarbejderuddannelsen i år 2000 omdøbt til industriteknikeruddannelsen. Håbet var, at den nye titel kunne hjælpe faget af med sit beskidte image. Men navneskiftet hjalp ikke det store. Sammen med smeden og værktøjsmageren kendes industritekniker-jobbet fortsat under betegnelsen »de sorte fag«.

Det ærgrer Henning Hadenfeldt, for der er langt fra maskinarbejderen i den olieplettede kedeldragt til vore dages industritekniker, der programmerer moderne produktionsudstyr i et rent værksted. I dag indgår ord som »innovation« og »globaliseringskompetencer« i uddannelsesplanerne, og en moderne metalarbejder kommer ikke langt, hvis han ikke kan tænke kreativt. Det budskab er imidlertid ikke nået ud til de unge.

»Forestillingen om, at hvis man ikke kan andet, så kan man bare bruge sine hænder, har altid været noget vrøvl. Og i dag er det endnu mere noget vrøvl, for man kan jo ikke bare bruge sin hånd. Man skal jo vide, hvad man skal bruge den til. Men de gamle fordomme lever i bedste velgående,« siger Henning Hadenfeldt.

Uddannelseskonsulent Flemming Dan Andersen fra Industriens Uddannelser mener, at de unges fordomme og uvidenhed i høj grad stammer fra deres forældre:

»Med mindre en af forældrene selv har arbejdet på jern- og metalområdet, har de sjældent nogen dybere forståelse af, hvad metalarbejdere laver. De har bare en fornemmelse af, at det ikke er in. Så smed skal deres børn i hvert fald ikke være.«

I sit tidligere job som skoleleder deltog Flemming Dan Andersen ofte i erhvervsvejledningsarrangementer for elever i niende klasse. For at få sit budskab igennem skulle han altid sørge for at lave sin præsentation før repræsentanterne fra handelsskolen og det almene gymnasium. Ellers risikerede han, at publikum var gået, når det blev hans tur til at få mikrofonen. Nysgerrigheden efter at finde ud af, hvad teknisk skole kunne byde på, var begrænset.

Men selv når det lykkes at fange de unge og deres forældres opmærksomhed på vejledningsmøderne, er det svært at give dem et billede af, hvad en smeds arbejde helt præcist går ud på. Det er først, når de unge står på en produktionsvirksomhed og kan følge de faglærtes arbejde, at interessen for metaluddannelserne for alvor vækkes.

Problemet er imidlertid, at de unge ikke som i gamle dage automatisk stifter bekendtskab med livet på et værksted, fordi de ikke længere ligger inde i byernes boligkvarterer. Virksomhederne er flyttet ud i særlige industrikvarterer, som udenforstående ikke kommer forbi, med mindre de er blevet inviteret.

Nogle virksomheder har indset, at vejen til fremtidens arbejdskraft går gennem åbne døre og tilbud til folkeskolens afgangselever om at komme på besøg. For eksempel tager repræsentanter fra Grundfos selv ud på folkeskoler og tekniske skoler for at rekruttere deres lærlinge, og virksomheden arrangerer praktikophold, hvor folkeskoleelever knyttes til en lærling og følger hans arbejdsdag tæt.

Men det er langt fra alle arbejdsgivere, der følger det eksempel.

»De har været vant til, at de unge kom og bankede på porten og spurgte, om de kunne komme i lære. Selv om det ikke sker længere, har mange af dem ikke skiftet attitude,« siger uddannelseskonsulent Flemming Dan Andersen fra Industriens Uddannelser og tilføjer:

»Det er kun de rigtig store, der har set skriften på væggen og er begyndt at markedsføre sig selv. De mindre virksomheder, som vi jo har flest af, har ikke været ret gode til at komme i gang.«

For at hjælpe virksomhederne med at ændre fagenes image lancerer Industriens Uddannelser i disse dage en landsdækkende kampagne under overskriften »Spil dine kort rigtigt«. Den indeholder blandt en række events, hvor kendte danskere som badmintonspilleren Martin Lundgaard og skuespilleren Said Chayesteh skal i virksomhedspraktik for en dag.

»Vi håber jo naturligvis, at det vil tiltrække noget opmærksomhed. Dengang man fik Minna og Gunnar fra fiskereklamerne til at reklamere for at blive erhvervsfisker, væltede det ind med unge, selv om der ikke er flere fisk i vandet. Man kan jo håbe, at det samme sker her, for vi har rent faktisk arbejde til dem, som melder sig,« siger Flemming Dan Andersen.