Mange veje til at stoppe medlemstab

Af

Skal de seneste års afvandring fra LO-forbundene stoppes, må der sættes ind på flere fronter: Synligheden på arbejdspladsen skal op, kontingenterne skal holdes i ro, medlemmerne skal have flere tilbud, og fagbevægelsens ledere skal markere sig stærkt på den lands- og lokalpolitiske scene.

EN PROP I HULLET Ifølge den brasilianske bestseller forfatter Paul Coelho tager et samleje i gennemsnit 11 minutter. Det er præcis lige så lang tid, som der var mellem medlemmernes afgang fra LO-forbundene i 2006. Men her hører sammenligningen også op. For hvor førstnævnte – forhåbentlig – er forbundet med nydelse, har det for alle, der kerer sig om fagbevægelsens fremtid, været smertefuldt at opleve de seneste 10 års medlemstilbagegang.

Men hvad skal der til for at vende udviklingen? 800 delegerede på LO-kongressen skal i eftermiddag klokken 14.00 diskutere netop det spørgsmål. Ligger de delegerede bare tilnærmelsesvis på linje med de arbejdsmarkedsforskere og fagforeningsledere, som Ugebrevet A4 har været i kontakt med, er det imidlertid tvivlsomt, om de vil nå et klart svar. Sagen er nemlig, at der skal gøres brug af flere strategier, hvis der skal sættes en prop i det voksende hul, som flere og flere LO-medlemmer i de seneste år er forsvundet ud af.

Overordnet tegner Ugebrevet A4’s rundringning et billede af fire strategier, som på hver sin måde vil komme til at spille en kernerolle i de kommende års kamp for flere medlemmer.

De fire strategier er:

  • Større synlighed på arbejdspladsen.
  • Lavere eller differentierede kontingenter.
  • Flere tilbud a la LO-plus til medlemmerne.
  • Større synlighed i gadebilledet og på den politiske scene.

Tillidsrepræsentanten skal styrkes

Den af de fire strategier, der uden sammenligning nyder størst opbakning, er »større synlighed på arbejdspladsen«. Blandt både forskere og fagforeningsledere er der således enighed om, at skal man for alvor gøre sig håb om at bremse medlemsflugten, skal tillidsrepræsentanterne styrkes, så de i højere grad kan være fagforeningernes ambassadører på arbejdspladsen.

»De skal have gløden og være ildsjæle. Det skal være vaskeægte tillidsrepræsentanter,« siger arbejdsmarkedsforskeren Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

Men er tillidsrepræsentanterne ikke allerede det? Tilsyneladende ikke:

»Tillidsrepræsentanterne er blevet bombet til med nye opgaver i de senere år. Og det har bevirket, at noget af det, som er deres kerneopgave – at tegne organisationen og møde nuværende og potentielle medlemmer – er trådt lidt i baggrunden,« siger HK’s formand John Dahl.

En af grundene til, at tillidsrepræsentanterne ikke ser sig selv som medlemshververe, kan dog også være, at mange har et stedmoderligt forhold til deres fagforening. En undersøgelse gennemført af HK i 2006 viste eksempelvis, at næsten hver 10. tillidsrepræsentant mentalt allerede har forladt HK og kan finde på at rakke forbundet ned over for kolleger på arbejdspladsen.

Arbejdsmarkedsforsker og professor ved Københavns Universitet Jørgen Steen Madsen mener også, at det kan vise sig at være lettere sagt end gjort at få skabt større synlighed på arbejdspladsen.

Han fremhæver, at det i de senere år er blevet stadigt sværere at rekruttere tillidsrepræsentanter, hvilket mindsker chancen for at få fat i de glødende og overbevisende agitatorer, der skal sikre flere underskrifter på indmeldelsesblanketterne.

For at imødekomme netop det problem blev det i forårets industriforlig besluttet, at tillidsrepræsentanterne skal have en årlig betaling på op til 30.000 kroner om året for deres arbejde. Men er det tilstrækkeligt? Sammenholdes betalingen med det store arbejde, der er forbundet med at være tillidsrepræsentant, må betalingen anses for at være symbolsk.

Kan tilbudsordninger lokke?

En anden strategi, der nyder bred opbakning, er at præsentere medlemmerne tilbud, der ikke umiddelbart knytter sig til arbejdslivet.

Et stjerneeksempel er rabatkortet LO-Plus, der giver medlemmerne af 14 LO-forbund rabatter på alt fra rejser og bilvask til teaterbilletter og forsikringer.

»Det er en glimrende ordning. Man kan lige så godt udnytte sin størrelse til at få sådanne rabatordninger i stand,« siger professor Jørgen Steen Madsen.

Han får opbakningen af sin kollega Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet, der fremhæver, at de særlige tilbud til medlemmerne er et af de få områder, hvor ikke-medlemmerne ikke også nyder godt af fagforeningernes arbejde.

»Du har jo det grundlæggende problem med de kollektive overenskomster, at gratisterne også bliver omfattet af dem,« siger han.

Blandt fagforeningslederne er der også en grundlæggende positiv holdning til særlige tilbud til medlemmerne.

»Det handler om at forbedre medlemmernes realløn. Kan vi gøre det ved at sikre dem billige forsikringer og lignende, er det jo kun godt. Og det kan potentielt være med til at holde på medlemmerne,« siger HK’s formand John Dahl.

Men vil man også kunne få nye medlemmer på den baggrund?

Det hersker der større usikkerhed om. Derfor advarer de fleste eksperter og fagforeningsledere også mod at gøre det til krumtappen i det fremtidige hvervningsarbejde.

»Det kan være med til at fastholde nogle medlemmer, men jeg tror ikke, at det er rabatordninger og lignende, der er hovedårsagen til, at vi får nye medlemmer,« siger formanden for Dansk Metal Thorkild E. Jensen

Priskonkurrencen er kommet for at blive

Et andet vigtigt element i kampen for at fastholde medlemmerne er kontingenternes størrelse. Formand for de offentligt ansattes forbund FOA Dennis Kristensen siger:

»Mit synspunkt er, at vi skal være meget påpasselige med vores kontingent. Vi bliver udsat for hård priskonkurrence, og vi er endnu ikke nået dertil, hvor vi er rigtig gode til at argumentere for, hvad medlemmerne får for deres ekstra kontingent,« siger han.

FOA har da også allerede taget konsekvensen. Således har kontingentet været uændret siden 2000, hvilket de facto er det samme som en kontingentnedsættelse.

Også blandt de andre fagforeningsledere er der fokus på fagforeningskontingentets størrelse.

»Rigtig mange af medlemmerne siger, at »I gør et udmærket og godt stykke arbejde, men I er for dyre«. Derfor er man nødt til at forholde sig til den realitet, at vi i dag operer på et marked, hvor konkurrencen er stigende,« siger HK’s formand John Dahl.

Men igen er spørgsmålet, om man også vil kunne tiltrække nye medlemmer.

Skal man tro den meningsmåling, som Ugebrevet A4 foretog i efteråret 2005, er der et vist potentiale. I målingen svarede 56 procent af de uorganiserede, at fagforeningskontingentets størrelse er vigtig eller meget vigtig for deres beslutning om ikke at være medlem af en fagforening. Og 40 procent svarede, at de vil overveje at melde sig ind i en fagforening, hvis kontingentet blev lavere.

Hverken arbejdsmarkedsforskerne eller fagforeningslederne tror dog på, at et lavere kontingent i sig selv vil få medlemmerne til at strømme ind.

»Der er ingen tvivl om, at man skal holde kontingentet nede, men det er ikke et afgørende parameter,« siger professor Jørgen Steen Madsen fra Københavns Universitet.

Problemet er også, at der er meget delte holdninger om, hvad der skal ske med kontingentet på lang sigt. Som Dennis Kristensen siger om tilstanden i sit forbund:

»Du har alle typer af holdninger repræsenteret. Lige fra, at kontingentet skal hæves, til at det skal sænkes markant.«

Flere reklamer

Vælger man at sænke kontingenterne markant, er der ingen tvivl om, at det vil blive svært at finansiere større markedsføringskampagner for fagbevægelsen, som er den fjerde og sidste strategi til at bremse medlemstilbagegangen.

Et af de forbund, der har været allermest aktivt på den front, er 3F. Alene i 2005 brugte 3F 21 millioner kroner på markedsføring ifølge tal fra Gallup Adfacts, der måler og registrerer samtlige reklamer i dagspressen, de elektroniske medier og i gadebilledet.

Mange andre forbund har også markeret sig på markedsføringsfronten. Således brugte de 18 faglige organisationer med de største reklamebudgetter i gennemsnit 17 millioner kroner om året på reklamer i perioden fra 1997 til 2004.

Men virker det? Det er der delte meninger om. På den ene side fremhæves det af forskere og fagforeningsledere, at markedsføring og reklamer er nødvendige for, at fagbevægelsens navn og omdømme også i fremtiden skal funkle i bevidstheden hos den brede befolkning. På den anden side tvivler de færreste på, at det i sig selv vil få medlemmerne til at strømme til.

»Man kan tydeliggøre fagbevægelsens navn og »brand«, men jeg har ikke den store tiltro til, at det vil have den store effekt på medlemstallet,« siger Dennis Kristensen.

Det er dog ikke ensbetydende med, at man kan se bort fra denne strategi, som ifølge professor Jørgen Steen Madsen er det et kort, man bliver nødt til at spille:

»De organisationer, man slås med, bruger markedsføring i stor udstrækning, derfor er man også nødt til at gøre brug af det.«

LO-forbundene kan dog også vælge at satse på, at de ledende skikkelser er så gode til at repræsentere sig selv og fagbevægelsen, at de alene holder navnet ved lige.

»Fagforeningslederne personificerer bevægelsen og dens arbejde. Jo mere kendte og overbevisende de er, desto bedre for organisationen,« siger Jørgen Steen Madsen.