Man slår da ikke børn ihjel

Af Jan Birkemose, redaktør

I sommerferien strømmer de unge ud på arbejdsmarkedet. Nedarvet dogme om, at de unge har godt af at få hænderne op af lommen, er årsag til masser af arbejdsskader og lønsnyd.

LEDER Det forarger de fleste danskere dybt, når medierne og fagforeningerne beretter om underbetalte østarbejdere, der knokler under kummerlige forhold. Men når arbejderen er en 15-årig dansk skoleelev, der sveder for 40-50 kroner i timen, bliver der ikke løftet et øjenbryn. Tværtimod er holdningen, at det da er godt og sundt for de unge at komme ud og bestille lidt.

Naturligvis er der en pointe i, at det er fint for de fleste unge at komme ud af teenageværelserne og tjene deres egne penge. Men midt i al forældrebegejstringen over at se hidtil uopdagede arbejdsressourcer hos børnene, bliver det overset, at langt de fleste unge har job og arbejdsforhold, som ingen andre på arbejdsmarkedet ville acceptere.

En ting er, at lønnen er lav og ofte lavere end overenskomsten. Et andet og meget værre forhold er, at mange unge har alt for farligt arbejde. Statistikken over arbejdsulykker giver et diametralt modsat billede af virkeligheden end det let romantiserede af teenageren, der sparer op til nye mærkevarer ved at stå i strandkiosken.

Fra 2002 og frem til 2007 døde otte børn i alderen 13 til 15 år på de danske arbejdspladser. 47 unge under 18 år endte med at få amputeret en kropsdel og hele 445 fik knoglebrud. Statistikken viser også, at de 15-årige får 12 gange så mange arbejdsskader end de voksne.

Med den viden kan det undre, at både forældre, myndigheder og arbejdsgivere ikke for længst har sat alle sejl til for at give de unge en blid start på arbejdsmarkedet. Arbejdstilsynet udstak sidste år 3.000 påbud til butikker, men kun sølle 13 af dem var på grund af problemer med unge. Det kunne jo lyde som en succeshistorie og et vidnesbyrd om, at de unge ikke har problemer i butiksverdenen. Men sandheden er, at Arbejdstilsynet lagde sin indsats i butikker, der sælger tøj, radio og tv. Butikker, som typisk ikke har mange ungarbejdere ansat. Havde Arbejdstilsynet kastet sig over supermarkederne, tankstationerne, grillbarerne og iskioskerne ville billedet sandsynligvis have set helt anderledes ud.

Her overtræder arbejdsgiverne i flæng alle tænkelige regler. Helt unge arbejder alene i aften- og eftermiddagstimerne, selv om man skal være 18 år for at have ansvaret alene. De unge slæber rundt på tungere byrder end de lovlige 12 kg – svarende til en halv kasse øl – og i supermarkederne kan enhver nikke genkendende til synet af en splejset teenager, der skubber rundt på en længere togstamme af indkøbsvogne, selv om reglen er, at de højst må skubbe 10 indkøbsvogne ad gangen.

Alligevel foregår ulovlighederne i fuldt dagslys, uden hverken børn, forældre, kunder eller myndigheder reagerer. Det er et mærkeligt paradoks, at alle vender det blinde øje til en kultur, der i sin yderste konsekvens slår børn ihjel på arbejdspladserne, mens alle sejl bliver sat til for at bekæmpe bandekrigen, der har kostet fem livet. Noget tyder på, at vi alle har et nedarvet dogme om, at ’ungerne sgu har godt af at få hænderne op af lommerne’. Med en højere bevidsthed fra alle involveredes – også forældrenes – side, må det være muligt, at flere unge i fremtiden også kan få hænderne uskadte tilbage i lommerne efter endt arbejdsdag.